ANNAS ROM GUIDE
Palazzo delle Finanze, Ministero del Tesoro

Det store Palazzo delle Finanze, der rummer Italiens Finansministerium, "Ministero del Tesoro" ligger på en ca. 36.000 kvadratmeter stor grund nord for Quirinal- og Esquilinhøjene mellem gaderne Via XX Settembre, Via Goito, Via Cernaia og Via Pastrengo i Rione XVIII Castro Petorio.

Det er bygget i årene 1872-78 (og indviet i 1881) af den romerske arkitekt Raffaele Canevari (1829-1900) i tidens herskende stil, den "umbertinske". Som medarbejdere havde Canevari Luigi Martinozzi til facaderne og Francesco Pieroni, som arbejdede med bygningens indre og gårdene. Hovedindgangen ligger ud til Via XX Settembre i nr.97 og denne facade modelleredes af Pietro Costa, som også udførte marmorskulpturen på gavlen.

Bygningen er på ca.20.000 kvadratmeter og består af et midterparti med 2 sidefløje. Indenfor findes der 3 gårde, hvoraf den midterste er omgivet af buegange og har en fontæne opsat i midten. I dette store kompleks ligger som nævnt Finansministeriet, hvis fulde navn er "Ministero del Tesoro, del Bilancio e della Programmazione Economica" og fra 1961 et møntmuseum "Museo Numismatico della Zecca Italiana", som blandt andet indeholder en samling af pavelige medaljer og mønter fra Kongedømmet's tid samt fra Republikken Italien. Tidligere lå her ydermere en biograf, som er lukket fornylig. Bygningen huser også flere smukke rum: "Sala delle Udienze della Corte dei Conti" og "La Camera del Consiglio dei Ministri", også kaldet "Sala Gialla", der er udsmykket af Cesare Mariani ca.1880 med malerier af berømte italienere.

Ud til Via Cernaia går hovedbygningen længere frem end sidefløjene, foran hvilke der er anlagt nogle bede med træer og statuer. I anlægget ned mod Via Pastrengo står en bronzestatue af politikeren Silvio Spaventa (1822-1893), som var minister i 1873 og 1876. Den er udført af kunstneren GiulioTadolini i 1898. I anlægget op mod Via Goito er der en statue af politikeren Quintino Sella (1827-1844), der som finansminister indførte den upopulære "mølleskat". Kunstneren bag denne er Ettore Ferrari, som udførte den i 1893. På statuens base er der en skulpturgruppe der forestiller "La Legge e Il Genio della Finanza" ("Loven og Finansvæsenets Genius"). Denne plads ved Via Volturno's udmunding kaldes Piazza delle Finanze.

Facaden ud til Piazza delle Finanze er opdelt i 3 dele og forsynet med halvsøjler med kapitæler i jonisk stil. Øverst oppe er der ligesom på facaden mod Via XX Settembre et gavlfelt med en statuegruppe af en kunstner ved navn Rosa. Begge steder ses Savoia-familiens våbenskjold mellem flag og allegoriske figurer. Øverst oppe over en kongekrone er en ørn med udbredte vinger ved at sætte af.

Palazzo delle Finanze var den første ministeriebygning, der blev bygget i Rom efter Italiens samling, hvor Savoia-familien blev kongefamilie for hele landet, og det var Quintino Sella, der var finansminister i årene 1869-73, som ønskede at Via XX Settembre skulle blive hovedaksen i den nye hovedstad med alle de store nye ministerier beliggende her, og flere andre kom også senere til.

Til hans eget ministerium blev der opkøbt jorder fra Karteuser-munkene ved Santa Maria degli Angeli, der her tidligere havde deres "Orti dei Certosini" og på en del af grunden lå der stadig de antikke ruiner fra Diocletian's Termer. Hele det nordøstlige hjørne af den store mur, som omkransede Termeanlægget forsvandt da Palazzo delle Finanze blev bygget. Men under byggeriet fandt man også rester af den såkaldte "Agger", forsvarsanlægget i tilknytning til den gamle Servius-mur, samt af andre bygninger ("Domus M: Laeli Fulvi Maximi") og templer fra Antikken og af et kristent kapel. Det var antagelig også heromkring af San Ciriaco's hus lå. Rester af den gamle Porta Collina fandtes oppe ved hjørnet af Via XX Settembre og Via Goito.

Litteratur om Palazzo delle Finanze:
Caiola, Antonio Federico: Piazza della Repubblica. (Comune di Roma, Assessorato alla Cultura, Centro di Coordinamento Didattico). Fratelli Palombi Editori, 1996.
- side 44f.
Carpaneto, Giorgio: I palazzi di Roma. 3.edizione. Newton Compton editori, 1998.
- side 341f.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 382, 892.
La Grande Guida dei Rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001.
- side 1088f.

Kort over området
Fotos fra området
Steder på turen
Seværdigheder på turen
Personer på turen
Bøger om turen
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Ordliste
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er sidst opdateret d.1.11.2003