Alta Semita var i Antikken navnet på en gammel vej, som løb på Quirinal. "Semita" betyder "sti" og "alta" betyder "høj", "højtliggende" og denne vej løb netop henover Quirinal's højderyg fra Forum-dalen mellem de 2 dale, hvor idag gaderne Via del Tritone går på nordvestsiden og Via Nazionale på sydøstsiden. Den løb hele vejen op over det højliggende flade stykke land nordøst for Quirinal- og Viminalhøjene og fortsatte det sidste stykke under navnet Vicus Portae Collinae op til byporten Porta Collina, som lå i Servius-Muren omtrent på det sted, hvor Via XX Settembre og Via Goito mødes idag. Udenfor byporten delte vejen sig i de 2 udfaldsveje Via Salaria mod vest og Via Nomentana mod øst.
Alta Semita svarede nogenlunde til de nuværende gader Via del Quirinale og Via XX Settembre og den bevarede sit navn langt op i tiden, indtil Pave Pius IV i slutningen af 1500-tallet lod den dengang snoede og snævre sti rette ud til en bredere og lige vej, der fik navnet Strada Pia.