|
Vicolo di San Venanzio - nu forsvunden gade |
|
Den i 1928 nedrevne Kirke Santi Venanzio e Ansuino dei Camerinesi lå overfor Palazzo Muti Bussi's hovedfacade ud mod Via di San Venanzio i den norvestlige del af det grønne anlæg, som ligger midt på Piazza d'Aracoeli. (Kirken kan ses som nr.17 på kortet nedenfor). På Kirkens højre side løb en mindre gade: Vicolo di San Venanzio. Den forbandt Via di San Venanzio og den lille plads foran Kirken med en sidegade til Vicolo della Pedacchia, som før nedrivningerne løb langs Capitols fod, der hvor Monumento a Vittorio Emanuele II står idag. Plan over Piazza d'Aracoeli:
Inden Kirkens nedrivning i 1928 og den få år senere udvidelse af Via del Teatro di Marcello, var kvarteret, som det kan ses af kortet ovenfor, tæt bebygget og gennemskåret af forskellige mindre gader. Udvidelsen indebar nedrivningen af disse ejendomme og idag er der faktisk kun husene på vestsiden af Piazza d'Aracoeli, som er blevet skånet. EN TUR GENNEM GADEN: Vicolo di San Venanzio startede som nævnt overfor Palazzo Muti Bussi. På gadens venstre og nordlige side stod Kirken Santi Venanzio e Ansuino dei Camerinesi, som før 1675 havde været viet til San Giovanni og grundet nærheden til den store markedsplads ved Capitolhøjens fod var kaldet San Giovanni de Mercato. Kirkens højre sidemur rejste sig ud mod Vicolo di San Venanzio. Herudtil havde den en sideindgang med en lille portal i marmorramme, hvor man under byen Camerino's våben kunne se indskriften "Nationis Camertium". (Kirken styredes efter 1675 af sammenslutningen af tilflyttere fra byen Camerino). På gadens sydside lå Palazzo Fabi Silvestri og længere fremme Palazzo Circi, som var bygget af den rige læge Simeone Circi i midten af 1500-tallet. Det overgik senere til Lezzani-familien. Ud for Vicolo di San Venanzio's udmunding i tværgaden stod kapellet Oratorio di San Gregorio Taumaturgo. Et sted i nærheden af gadens begyndelse rejste sig et tårn kaldet "Torre di Giovanni Bove" eller "Torre dei Boveschi" efter den familie, som havde deres ejendomme i området. EN VOLDSOM BEGIVENHED i Via di San Venanzio / Vicolo di San Venanzio: I 1851 begav Marco Evangelisti, der var skriver ved den kirkelige domstol Sacra Consulta og boede i Via Cacciabove nr. 24, sig om aftenen den 15. Juni afsted for at gøre visit hos familien Lezzani, der boede ved gaden Via della Pedacchia, som før nedrivningerne løb langs Capitols fod, der hvor Monumento af Vittorio Emanule II står idag. Undervejs i Via di San Venanzio og Vicolo di San Venanzio blev han imidlertid angrebet af en morder, der med en dolk stak ham i maven, så han fik et voldsomt sår. Evangelisti løb først efter drabsmanden, men efter få skridt måtte han stoppe på grund af smerter. Han døde 2 dage efter, men nåede inden at give et signalement af morderen som en nydeligt klædt og ikke særligt høj mand. Man skulle nu tro, at mistanken ville samle sig om Hr. Lezzani, da Evangelisti havde kurtiseret - og måske haft et forhold til - Fru Giovannina Lezzani, men dette var ikke tilfældet. I stedet mente man, at motivet var en hævnakt, fordi Evangelisti i sit arbejde ved Retten underskrev dødsdommene. Eller at det måske var et politisk mord, da der gik rygter om, at Evangelisti var spion for Censur-Kommittéen, Consiglio di Censura.
Litteratur om Vicolo di San Venanzio: |