Piazza dei Cinquecento, kort fortalt

Den store plads, der ligger mellem Via Giovanni Giolitti, Largo di Villa Peretti, Viale Enrico de Nicola og Via Marsala og skiller Esquilinhøjens område fra det område mod nord, der kaldes Castro Pretorio, havde indtil 1888 navnet Piazza di Termini efter sin beliggenhed ved de gamle Diocletian's Termer.

Da hovedjernbanestationen blev anlagt her, gik navnet Termini også over til den, men efter 1888 fik pladsen sit nye navn Piazza dei Cinquecento efter de 548 italienske soldater, som den 26. januar 1887 blev dræbt ved Dogali i Eritrea. For at mindes dem opsatte man en obelisk, som i 1883 var blevet udgravet i Via di Sant'Ignazio ved Santa Maria sopra Minerva, i et lille anlæg ved Via delle Terme di Diocleziano, hvor den indgik som en del af Monumentet for de faldne ved Dogali.

Pladsen her er rig på historiske minder. Fra gammel tid strakte byens territorium sig herud, hvor der stadig kan ses flere rester af den gamle Servius-mur (bygget i 4.århundrede før Kristus), forsvarsanlægget jordvolden "Agger" og byporten Porta Viminalis.

En tid hørte området til den ubeboede og berygtede del af Esquilin, hvor også fattigmandsgravene lå, senere (1.århundrede før Kristus) blev kvarteret mondænt og bebygget med rige boliger. Området er rigt på vandbærende lag og her lå flere større og mindre badeanstalter, indtil Kejser Diocletian omkring år 300 efter Kristus eksproprierede jorden og opførte sit kæmpemæssige termeanlæg.

I løbet af Middelalderen blev området forladt og henlå som græsningsarealer og vinmarker med resterne af de store termemure som vældige minder om den gamle tid.

I det 15.århundrede havde mange kirker, klostre, kardinaler og adelsfamilier deres vingårde herude og efterhånden udbyggedes disse til Renæssancetidens smukke pragtpaladser med fint anlagte haver, udsmykket med mængder af antikke statuer, som i rigt mål kunne graves frem af jorden.

I 1867 indviedes den første jernbanestation i Rom på dette sted og ved den lejlighed undergik kvarteret en stor forandring, som fortsatte efter at Rom var blevet hovedstad i det nye kongedømme i 1870. Pladsen fik da navnet Piazza Cavour og senere Piazza della Stazione, indtil den gamle stationsbygning blev revet ned og en ny bygning opført længere mod øst, hvorved pladsen blev væsentligt udvidet.

Idag er pladsen et af Roms store trafikknudepunkter, til stationen ankommer tog fra hele verden og udenfor kan man finde en større busterminal samt nedgangen til en metrostation, hvor flere metrolinier mødes.

De mange træer på pladsen er også mødested for store stæreflokke, som i vintertiden slår sig til ro her hver aften efter først at have ført lange kvidrende "koncerter".