ANNAS ROM GUIDE
En tur omkring Viminal-højen

Denne tur vil føre os rundt omkring Viminal-højen i Rom, ad brede nye forretningsgader og snævre snoede gyder, som har deres oprindelse i det antikke Roms gadeforløb. Har I lyst at gå med, vil vi starte turen ved Roms hovedbanegård, Stazione Centrale Roma Termini, til daglig blot kaldet Stazione Termini.

Den store plads foran banegården hedder Piazza dei Cinquecento og her er lige ud for Stazione Termini også en Metro-station. Vi er her oppe på Esquilin-højen nord for Viminal-højen.

Ved at krydse pladsen og gå ned ad Viale Luigi Einaudi kommer man til Piazza della Repubblica, som er cirkelformet ligesom den store exedra ("halvrund, delvis åben bygning i Antikkens haveanlæg") i den Badeanstalt ("Terme di Diocleziano"), som Kejser Diocletian lod bygge her i årene 298-306. Det var et enormt anlæg som fyldte hele området omkring pladsen og hvoraf der stadig kan ses en del rester, blandt andet i nutidens Kirke Santa Maria degli Angeli og i Museo delle Terme, der ligger på den højre side af pladsen.

Men idag skal vi i stedet for gå til venstre og ned ad den brede og nye Via Nazionale med de mange gode forretninger. Den første del af Via Nazionale gennemskæres af gaderne Via Torino, Via Firenze og Via Napoli, der alle er anlagt i slutningen af 1800-tallet, da Italien blev samlet og regeringsmagten blev flyttet til Rom , hvorved der blev brug for mange nye ejendomme med lejligheder til den stigende mængde embedsmænd og indbyggere.

Lidt nede ad Via Firenze ud til Piazza Beniamino Gigli ligger Roms Opera "Teatro dell'Opera" fra 1880, mens på det næste hjørne ved Via Napoli ligger en usædvanlig kirke: "San Paolo entro le Mura" ("Sankt Paul's indenfor Bymuren" modsat den San Paolo-kirke, som ligger udenfor bymuren ved Via Ostiense). Dette er ikke en katolsk kirke, men derimod en anglikansk kirke, som amerikanerne fik tilladelse til at opføre i 1879.

I det store gadekryds, der følger nu, mødes vejene Via Agostino Depretis og Via della Quattro Fontane. Tilsammen danner de en lang lige vej oppe på højderyggene af Colle Viminale, Colle Quirinale og Monte Pincio, fra Obelisken ved Kirken Santa Maria MaggiorePiazza dell'Esquilino i sydøst og helt op til Obelisken ved Kirken Trinità dei Monti ovenfor Den Spanske Trappe mod nordvest.

Lidt længere fremme ad Via Nazionale ligger på højre hånd den gamle kirke San Vitale, den er grundlagt i 401 og fortjener bestemt et besøg, selvom den nærmest ligger gemt under gadeniveauet ved siden af den nye bygning (fra 1878-82), Palazzo delle Esposizioni, som bruges til varierende udstillinger.

Det næste store kryds er Via Milano, der til højre går gennem en tunnel ind under selve Quirinalhøjen og den lille park, der ligger deroppe bag Via Piacenza. Til venstre går Via Milano nedenfor Viminalhøjen ind til de spændende små gader i Monti-kvarteret.

Efter Via della Consulta ligger på højre hånd Palazzo Rospigliosi, bygget i det 17.århundrede på det område, hvor Kejser Constantin's Bade-anlæg i sin tid lå. Overfor ligger Banca d'Italia's hovedsæde, bygget af den kendte arkitekt Gaetano Koch i årene 1886-1904, og bagved fører de smalle og hyggelige gader Via del Boschetto og Via dei Serpenti ind i det område, der i Antikken hed Subura og også dengang var et folkeligt og fattigt kvarter.

Helt nede ved pladsen Largo Magnanapoli ligger på venstre hånd det der er tilbage af den store Villa Aldobrandini fra det 16.århundrede. Her ligger oppe over gadens niveau en smuk park, som kan besøges fra Via Mazzarino, hvor man kommer op ad en trappe gennem ruiner af antikke bygninger.

Largo Magnanapoli står der i et bed i midten nogle ruiner fra den ganle Servius-mur, lidt længere fremme, ved siden af Kirken Santa Caterina da Siena, ligger indgangen til det store kompleks "Trajan's Markeder" og lige frem for går der en bred trappe ned til Trajan-søjlen ved Foro Traiano tæt på Piazza Venezia. Men inden da, drejer vi til venstre og går ned ad Via Alessandrina, som har navn efter en ældre gade, som lå lige i nærheden, dengang området endnu ikke var udgravet og der i stedet var et tæt bebygget folkeligt kvarter med masser af gamle huse og kirker i de små gader, som nu er forsvundet, da den brede Via dei Fori Imperiali blev anlagt i 1932.

Vejen hed tidligere Via dell'Impero, men er idag opkaldt efter området, der huser en hel række af de antikke kejseres fora. Fra Via Alessandrina er der gode kig ud over Trajan's Forum og Marked og derefter følger Augustus' Forum og Nerva's Forum lige før pladsen Largo Corrado Ricci. På den anden side af Via dei Fori Imperiali er der udsigt til Forum Romanum og Palatin-højen og lader vi blikket følge gaden ligefrem, rejser Colosseum sig majestætisk på pladsen for enden af vejen.

Men derhen skal vi ikke på denne tur, så ved Largo Corrado Ricci drejer vi fra til venstre og går op ad Via Cavour, endnu en af de nyere gader i området, anlagt i 1880. På højre side af Via Cavour ligger Colle Oppio med de spændende ruiner af Nero's Gyldne Hus og Trajan's Bade og den gamle Kirke San Pietro in Vincoli, men vi drejer endnu en gang til venstre og slår et lille smut op ad Via di Tor de' Conti, bag den høje mur, som Kejser Augustus lod opføre for at afskærme sit storslåede Forum og Templet for Mars Ultor fra det bagvedliggende folkelige, larmende, ildberygtede og brandhærgede Subura-kvarter. Her er spændende små gader, som alle har deres historie at fortælle, men vi må tilbage igen og går nu op ad Via della Madonna dei Monti, hvor Kirken Madonna dei Monti fra 1580 ligger med sit undergørende Madonna-billede på højalteret. Læg også mærke til de mange små Madonna-billeder på husmure og gadehjørner overalt i kvarteret!

Det er morsomt at spadsere rundt i de små gamle gader her i Monti-kvarteret, i Via dei Serpenti er der mange dejlige slagterforretninger med stort udvalg i pølser, skinker og oste, og i Via Panisperna ligger der værksteder for småhåndværk og nogle restauranter. Her ligger også flere gamle kirker, nede ved Largo Magnanapoli ved Largo Angelicum ligger Kirken Santi Domenico e Sisto fra det 16.århundrede, ved Via Mazzarino ligger den gamle Kirke Sant'Agata dei Goti fra det 5.århundrede og overfor Kirken San Bernardino ai Monti. Oppe ved Via Milano ligger Kirken San Lorenzo in Panisperna, hvor sagnet fortæller af San Lorenzo led martyrdøden ved at blive "stegt" på risten over et bål. Ved siden af kirken ligger nogle spændende gamle middelalderhuse.

Via Panisperna er en dejlig, men noget anstrengende gade, her går turen opad bakke og nedad bakke mellem Roms højdedrag: fra Monte Magnanapoli ned i dalsænkningen ved Via dei Serpenti, op til Viminaltoppen, ned til Via Urbana og op til Cispius-højtoppenEsquilin, hvor Kirken Santa Maria Maggiore står og dennes kuppel kan følges næsten fra starten af gaden.

På vejen kan vi ved Via del Boschetto dreje til højre ned til andre små, hyggelige gyder, Via degli Zingari og Via Leonina, Piazza della Suburra og trappegaden Salita dei Borgia, der går op til Via Cavour og på den anden side fortsætter under det gamle hus, som kaldes "Case dei Borgia", hvor Borgia-paven skal have boet med sin elskerinde Vannozza Catanei og deres 4 børn.

Fra Via Cavour fortsætter vi ad Via Giovanni Lanza til Piazza di San Martino ai Monti, hvor vi til højre kan se apsis af den gamle kirke og rester af murværket fra de tidligere antikke huse, som kirken er bygget på. På pladsen står middelaldertårnene "Torri dei Capocci" og her ved Via dei Quattro Cantoni og Via Giovanni Lanza er der udgravet både antikke huse, et mithræum og et lararium; fra et hus i Via di San Martino ai Monti kan man efter forudgående ansøgning se resterne af et af de antikke gadealtre "Ara di Mercurio Sacro".

Ad Via di San Martino ai Monti når vi op til Via di Santa Prassede og her ligger en af de smukkeste små gamle kirker i Rom, som man ikke må undlade at besøge. Kirken Santa Prassede er fra det 9.århundrede, men er muligvis bygget over fundamenterne af et tidligere kapel fra det 2.århundrede. Mosaikkerne i Kirken og i San Zenone's Kapel er betagende smukke.

Fra denne kirke er der kun få skridt op til Piazza di Santa Maria Maggiore med den store smukke kirke Basilica di Santa Maria Maggiore, som er en af de 7 valfartskirker. Herinde opbevares relikviet "Jesu' krybbe" og loftet siges at være belagt med det første guld, som Columbus hjembragte fra Amerika. Men Kirken har utrolig meget andet at byde på og ét besøg herinde er bestemt ikke nok til at udforske det hele.

Efter besøget i Roms største Maria-kirke, som har ligget her fra det 5.århundrede, gør vi en lille afstikker ned ad Via Agostino Depretis til Via Urbana nr.160, hvor "søsterkirken" til Santa Prassede ligger: Kirken Santa Pudenziana, endnu en gammel kirke fra det 4.århundrede opført i nogle antikke romerske terme-bygninger, som var bygget på et endnu ældre hus, hvor helgenindens fader i sin tid husede Sankt Peter.

Tilbage til Via Depretis kan vi herfra komme ad Via del Viminale eller Via Cavour op til Piazza dei Cinquecento med Stazione Termini, hvor vi startede turen og er I ikke mætte på oplevelser endnu, ligger Terme-museet og Kirken Santa Maria degli Angeli lige for.

Viminal var også meget bebygget i antikken og gadeforløbet var for en stor del som i nutiden. Hvis du gerne vil vide, hvad der var engang og nu er forsvundet eller gemmer sig under nutidens huse og gader, kan jeg invitere dig med på min tur "Viminal i Antikken".

Andre Turforslag
Steder på denne tur
Seværdigheder på denne tur
Personer på denne tur
Fotos til denne tur
Bykort til denne tur
Bøger og links om denne tur
Spise og bo i dette område
Ordliste
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - sidst opdateret d. 5.8.2011