Når man ser bort fra trafikken, der uophørligt strømmer over Piazza di San Giovanni in Laterano, har Pladsen næsten det samme udseende, som den har haft i 400 år. Den nyeste bygning er, bortset fra nogle beboelseshuse på nordsiden mellem Via Merulana og Via Boiardo, det store kvadratiske Palazzo Lateranense, som blev bygget under Pave Sixtus V i 1586.

På denne tid blev selve Pladsen omorganiseret og nyanlagt, Kirkens sidefacade med Benediktionsloggia'en blev opført ved denne lejlighed og Obelisken rejst, så den flugtede med denne og den næsten nyanlagte Via Gregoriana, som nutidens Via Merulana kaldtes dengang.

Flere gamle bygninger på det, der tidligere kaldtes Campus Lateranensis, blev revet ned for at give rum til den nye, flotte Plads. Det gjaldt blandt andre for Torre degli Annibaldi, hvorpå de afhuggede hænder af tyveknægte blev ophængt, og længere tilbage på Pladsen kapellet Oratorio di Santa Croce, som ellers havde ligget her siden 460'erne. Kapellet lå til højre for det endnu ældre Dåbskapel.

På Pladsens vestside - mellem Via dell'Amba Aradam og Via di Santo Stefano Rotondo - står den lange hospitalsbygning, der idag kaldes Ospedale di San Giovanni, men i 1348, da den første hus opførtes på stedet, kaldtes Ospedale del Salvatore. Den gamle bygning blev i 1630-1636 udvidet og forsynet med en ekstra etage og en ny facade.

Pladsens nordside er også optaget af en række ældre bygninger. Overfor Ospedale di San Giovanni ligger det gamle kvindehospital, Ospedale delle Donne. Facaden stammer godt nok fra 1700-tallet, men den blev påsat en bygning fra midten af 1600-tallet, som var blevet opført - eller ombygget - over et hospital, som igen var en ombygning fra 1200-tallet af et kombineret herberg og sygehus, som lå på stedet fra gammel tid.

For enden af Pladsen ligger til venstre Via Domenico Fontana og Piazza di Porta San Giovanni, som er den anden del af det, som engang var én, stor, samlet plads: Campus Lateranensis.

Dette store område, som tidligere husede både rige privatvillaer, kejserpaladser, militærkaserner med øvelsesområder og lignende, blev af Kejser Constantin overgivet til Roms Biskop for at denne kunne have en standsmæssig bolig, en kirke der var stor nok til at huse store folkeskarer, og et kapel hvori de nykonverterede kristne kunne døbes.

Nogle af disse bygninger blev hurtigt opført og efterhånden mere og mere udbygget igennem århundrederne. Det endte med et sammensurium af små og store huse, kapeller, herberger, præsteboliger, klostre og tilknyttede ejendomme. Nogle velpassede, andre efterhånden i forfald. Og især efter Pavernes lange fravær, mens de opholdt sig i Avignon i 1309-1377, lå området forladt og øde hen, med kun få beboere og i stort forfald - som til dels også skyldtes en voldsom brand, som havde hærget kvarteret.

Paverne valgte derfor at forlægge residensen til Vatikanet, og Lateranet vedblev at ligge lidt forladt og øde hen, indtil den meget energiske Pave Sixtus V udvidede sin byfornyelse til også at omfatte Pavepaladset på Campus Lateranensis. Det gamle Patriarchio blev revet ned og erstattet af den store, firkantede bygning, som ligger ud for Via Merulana (som var blevet nyanlagt som Via Gregoriana af Sixtus' forgænger) og på en måde skærer det gamle område over i 2 pladser.

Litteratur om Piazza di San Giovanni in Laterano:
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 441-445.
Harder, Thomas og Hans Scheving: Rom. Gyldendals Bogklubber, 1990. - Ny udgave, Samleren, 2000.
- side 253-257.
Lombardi, Ferruccio: Le piazze storiche di Roma esistenti e scomparse. Newton & Compton, 2001.
- side 52-55.
Marchetti, Francesca Castria: Piazze e fontane di Roma. Milano, Electa, 2007.
- side 104.
Olsen, Ole Askov: Rom - pladsernes by. Thaning & Appel, 1996.
- side 186-199.
Politikens kulturguide - Rom. Politikens Forlag, 2000.
- side 196-199.
Politikens visuelle guide - Rom. Politikens Forlag, 1994.
- side 176ff.
Roma Sacra. Elio de Rosa editore. Itinerario 19: San Giovanni in Laterano. (Settembe 2000).
- side 8-12.