|
|
Rom er måske nok fyldt med trafik og støj, med turister og romere, med biler og scootere, med råben og skrigen, med bilos og liflige maddufte, med uendeligt mange synsindtryk, kirker, museer, ruiner, forretninger, markeder... ja mere end det kan føles muligt at kapere. Men Rom er også en grøn by, fyldt med fredelige oaser, med parker og haver og stille hjørner og pladser, med floder og søer, med træer og buske og blomster, med dyr og fugle og fisk, kort sagt med masser af muligheder for at hvile både ben og ører og blot sidde stille og nyde naturens dufte og lyde. Man har optalt 1200 plantearter i Rom, 5000 insektarter og 152 andre dyrearter (pattedyr, fugle og krybdyr). Prøv at besøge en af byens mange parker: Parco del Colle Oppio, Orti Farnesiani på Palatinhøjen, Parco Appio-Claudio, Villa Farnesina, Parco del Celio, Parco del Gianicolo, Parco del Pincio, Villa Aldobrandini, Villa Borghese, Villa Celimontana, Villa Doria Pamphili, Villa Giulia, Villa Sciarra, Parco Savello: orange-haven på Aventin, Roms rosenhave: Roseto di Roma, Parco Testaccio, Parco della Resistenza dell' 8 Settembre, Parco di Circo Massimo, Parco di Porta Capena, Palatin-højen, udgravningerne på Forum Romanum, Parco Egerio ved Caracalla's Thermer, Villa Flaminia, Villa Glori, Villa Ada, Villa Torlonia. Eller den botaniske have: Orto Botanico på Gianicolo-højens skråning med indgang fra Largo Cristina di Svezia nr.24 ved Via Corsini. Her findes mere end 7000 plantearter fra hele verden. Eller de fredfyldte kirkegårde: den protestantiske kirkegård bag Piramide di Caio Cestio ved Piazzale Ostiense, Cimitero di Prima Porta, Cimitero di Campo Verano, I Villa Borghese ligger der en zoologisk have, men byens "almindelige" dyr kan man møde overalt i parker og haver: egern, jordegern, pindsvin, rotter, mus, ræve, væsel og flagermus. Frøer og tudser, sumpskildpadder, snoge og firben. Fiskehejrer, skarver, måger, rørhøns, isfugle, tårnfalke, krager, alliker, duer, ugler, svaler og mursejlere, spætter, gærdesmutter, rødkælke, nattergale, solsorte, munk, blåmejser, musvitter, træløbere, spurve, bogfinker, grønirisker, gulirisker, stære, stillidser og hvid vipstjert. En tur langs Tiberen er måske ikke det mest fredfyldte på strækningen i byens centrum, men den kan byde på mødet med mange dyr og fugle. Det er også muligt at sejle på floden, turbådene har faste afgange og afgangspladser. Se nærmere på hjemmesiden: http://www.battellidiroma.it/. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|