|
|
|
|
|
Det italienske ord Barbiere, (i flertal: Barbieri) betyder: "barber" eller "frisør". Og det er disse aktiviteter, som en Barbiere idag primært beskæftiger sig med, selvom de også nogle gange tilbyder anden service, såsom manicure og solcentre. Men tidligere havde Barberen mange flere kompetencer, de kunne også foretage mindre kirurgiske behandlinger, forbinde sår og årelade syge, trække tænder ud og fungere som en slags skadestue. Barberens metier er oldgammel og ifølge Plinius kom den første barber (på latin: "tonsor"), til Rom fra Sicilien i Republikkens tid. De samledes - ligesom andre håndværkere - i begravelsesforeninger, de såkaldte Kollegier - i dette tilfælde Collegium Tonsorum. I løbet af Middelalderen kaldes barberernes sammenslutning Università dei Barbieri eller Collegio dei Barbieri. Fra 1440 dannede de også et religiøst Broderskab kaldet Confraternita dei Barbieri. Da barberens virke på mange punkter nærmede sig lægens, valgte barbererne som deres skytshelgener lægehelgenerne San Cosma og San Damiano. Broderskabet kaldes derfor også Confraternita dei Santi Cosma e Damiano dei Barbieri. I 1703 påbød den kirkelige administration i Rom, at på helligdage - "måtte barberne i Rom kun i nødstilfælde forbinde sår og tage sig af andre skader, og kun hvis de gjorde det inde i deres aflukkede butik med gardiner for vinduerne". De skulle altså ikke luske sig til at holde åbent og betjene almindelige kunder. Omkring 1780 var der i Rom ca. 280 barbermestre med egen butik, mens en lang række barberer virkede ambulant på gader og stræder. Barberen var en vigtig person, han mødte hver dag masser af mennesker og vidste alt, hvad der skete i byen. Barberens skilt var et bækken eller en stang omvundet med farvede bånd i spiralform: et rødt og et blåt. Disse symboliserede blodcirkulationen, da barberen som nævnt også tog sig af åreladninger. Dette kunne også synliggøres ved et andet skilt, hvorpå der vistes en nøgen arm eller et nøgent ben, hvorfra der dryppede blod ned i et bækken. Senere forsvandt denne del af barberens arbejde og han gik over til almindelig klipning af hår og barbering af skæg. La Stella (se litt.note forneden) fortæller, at barberens faste kunder ofte opbevarede deres egen personlige ragekniv og håndklæde i en skuffe i et særligt indrettet skab i barberbutikken. Det var ikke ualmindeligt, at man hver dag gik til barberen for at få skægget fjernet, før man ellers gik ud i byen. Ofte foregik det som nævnt i en forretning, men det kunne også ordnes udendørs, hvor en barber havde sat et par stole op ved en husmur. I begyndelsen af 1900-tallet var der mange af den slags gade-barbere på Piazza Montanara, Campo de' Fiori, ved Portico d'Ottavia, på Campo Vaccino og i Via della Consolazione. Folkelivsberetteren Giggi Zanazzo fortæller spøgefuldt, at disse ude-barberer havde "et kælenavn: "della meluccia", "med det store, æble", fordi folk sagde, at de gav kunderne et æble i munden for at gøre deres kinder runde, så de bedre kunne rage skægget af. Et æble om dagen var nok til alle kunder - og så kunne den sidste få lov at spise det. Synet af barberen, der med 2 fingre greb kundens næse og trak den opad for bedre at komme til, var nydt af gadedrengene og andre døgenigte, som samledes her for at høre nyt. Idag er der blot de indendørs barberer tilbage og nogle af disse har endnu bevaret de gamle forretningers udseende, men der bliver naturligvis stadig færre tilbage. Det er muligt, at man stadig kan være heldig at finde en af disse idag:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|