|
|
|
|
|
Fiskehandlerne, der afsatte deres varer på Roms fisketorv, Pescheria, var tidligt pålagt en særlig "skat", som bestod i, at hovederne på særligt lange fisk skulle hugges af og afleveres til de kommunale top-embedsmænd, senere indskrænket til Conservatorerne, I Conservatori, der brugte de værdsatte fiskehoveder til at koge en god fiskesuppe. Allerede i byens statutter, "gli Statuti Urbis", som blev bekendtgjort den 20. Maj 1363, var denne bestemmelse indføjet - og den har muligvis eksisteret også i tiden forud. Den var i 1363 formuleret under overskriften: "De portione piscium danda Camerae Urbis" : "Om den del af fisken, som skal gives til Bystyret" og beskrev hvorledes fiskehandlerne skulle lægge hovederne af de fisk, som var længere end 5 håndbredder og 2 tommer, til side til øvrighedspersonerne på Capitol. (5 håndbredder = ca. 1,13 meter). I de statutter, som bekendtgjordes den 23. September 1469, gentages denne bestemmelse om Bystyrets ret til at modtage de lange fisks hoveder. I 1523 fik Rom en ny kommunal forfatning og også heri nævnes fiskehoved-privilegiet, men denne gang er modtagerne udvidet med gruppen af Conservatorer. Teksten lyder nu: "De portione piscium danda Camerae Urbis et Conservatoribus". En ny forfatning fra 25. Maj 1580 indskrænker derimod privilegiet til kun at gælde Conservatorerne: "De capitibus piscium Conservatoribus dandis" : "Om de fiskehoveder, der skal gives til Conservatorerne". I teksten præciseres hvilke fisk, der er tale om, hvordan længden skal beregnes, og hvorledes fiskehandlerne skal forholde sig til reglementet: En marmortavle med fiskemål var altså ophængt på Capitol på dette tidspunkt, men der har antagelig også været en sådan andre steder i byen. Man mener, at der måske allerede før den første statut i 1363 har hængt en sådan tavle ved fisketorvet Pescheria ved Portico d'Ottavia, eller at der i hvert fald har været en form for målestreger på muren. Idag hænger her en nyere tavle med teksten "Capita piscium - hoc marmoreo schemate longitudine - majorum usque ad primas pinnas - inclusive conservatoribus - danto". ("Hovederne, inkluderet de første finner, af de fisk, der er længere end angivet på denne marmorsten, skal gives til Conservatorerne"). En lignende sten, hvor der dog også er indridset en stør, findes i Musei Capitolini (http://www.museicapitolini.net/object.xql?urn=urn:collectio:0001:em:00316). Her lyder teksten: "Capita piscium hoc marmoreo schemate - longitudine maiorum usque ad primas - pinnas inclusive sonservatorib.danto - fraudem ne committite - ignorantia excusari ne credito - Ang. Clavario Fran. Calvio Curtio Sergardio coss - instauratum ac erectum". Stenen er fra 1581 og opsat medens Angelo Clavari, Francesco Calvi og Curtio Sergardi bestred det kommunale embede som konsuler. Det er disse herrers våbenskjold, som her ses over indskriften. De store fiskehoveder af de udvalgte fisk brugtes til at fremstille en god og kraftig fiskesuppe, som var meget værdsat. Så værdsat, at hovederne kunne videregives som gaver til særligt indflydelsesrige personer - og til at det var værd at bevæge sig langt omkring for at smage på suppen. Den romerske historiker Paolo Giovio fortæller i 1524 i sin bog om fisk en anekdote om fiskesuppens høje status. En vis Tito Tamisio, som altid var på jagt efter at snylte sig til et godt måltid mad, så en dag på fisketorvet en meget stor fisk, hvis hovede han var sikker på var blevet overgivet til Conservatorerne. Han hastede derfor op til Capitol i håbet om at blive indbudt til at deltage i disses middag. Da han kom frem, fik han imidlertid at vide, at man havde foræret hovedet til Kardinal Riario. Altså måtte Tamisio afsted igen for at nå frem til Kardinalens spisetid. Men Kardinalen havde ønsket at glæde en ven og videregivet fisken til Kardinal Sanseverino. Tamisio var ikke bleg for at trave videre for at få del i den gode suppe, men heller ikke hos Sanseverino "var der bid". Denne havde nemlig foræret fisken til bankieren Agostino Chigi, som han skyldte penge og derfor gerne ville behage. Afsted altså til Chigi, som var en gavmild sjæl og sikkert ville indbyde Tamisio til sit bord. Men ak! heller ikke i Chigi's villa i Via della Lungara var heldet med ham, for Chigi havde sendt fisken til den smukke og ombejlede kurtisane Imperia. Endnu engang begav Tamisio sig på vej og endelig lykkedes hans forehavende; efter en del skraben og komplimenter blev han indbudt til den skønnes bord og kunne nyde den eftertragtede suppe. I 1623 valgtes Maffeo Barberini til Pave Urban VIII og som andre af tidens Paver øste han store og rige embeder over sine familiemedlemmer, blandt andet udnævnte han sin nevø Taddeo Barberini til Prins af Palestrina og leder af den pavelige hær. Blandt de mange gunstbevisninger, som tilfaldt Taddeo, var også retten til at drive tun-fiskeri på helligdage. Dette blev ham tilstået i 1640 og året efter udsendte Urban VIII den 16. August 1641 et nyt påbud, der fritog nevøen for afleveringspligten til Conservatorerne hvad angik "fiskehoveder af tun, stør, sværdfisk, og enhver anden fisk uanset dens navn, størrelse, længde og art." ("Capita thynnorum, sturionum, xiphiatum umbrinarum et quorum aliorum piscium cuiusque nominis, magnitudinis, longitudinis et speciei existant"). Efter Urban VIII's død i 1644 blev påbudet annulleret og det gamle privilegium trådte atter i kraft og fungerede lige til den 15. Februar 1798, hvor den franske besættelsesmagt i Rom annullerede alle de pavelige embeder og bestemmelser. I 1800 genoplivede Pave Pius VII den tidligere administration og dermed også de gamle regler og påbud, men allerede i 1809, da Rom blev erklæret "fri kejserlig by" skete der påny ændringer. Nu blev Conservator-embedet simpelthen afskaffet - og dermed forsvandt naturligvis også fiskehandlernes pligtaflevering. Da Rom i 1814 atter blev sig selv efter Napoleons fald, genoptoges de gamle skikke imidlertid; der udnævntes atter Conservatori og de fik atter ret til hovederne af fisk over en vis længde. Blot 2 år efter udsendte Pave Pius VII imidlertid et nyt påbud den 16. Juli, hvori han afskaffede alle de kommunale statutter, deriblandt også den gamle fra 1580 - og hermed forsvandt endnu en gang Conservatorernes privilegium. Dog kun for en kort bemærkning, da disse klagede til den pavelige Regering og retten blev genindført i 1817. Pius VII var dog ikke tilfreds hermed og kort efter afskaffede han simpelthed alle de goder og honorarer, som efterhånden oppebares af en større mængde mennesker. OM FISKENE: På fisketorvet handledes naturligvis nogle fisk fra floden, men mange af de nævnte fisk af en vis størrelse kom ikke fra Tiberen, men derimod fra fiskeopdræt ude ved kysten, i omegnens søer og sumpområder. Den størrelse, som de omhandlede fisk skulle have for at privilegiet trådte i kraft, var ikke helt lille. De "5 palmi" ("håndsbredder") svarer til lidt over 1 meter og almindelige flodfisk havde normalt ikke denne længde. Det havde derimod de opdrættede stører, umberfisk og tun.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|