|
|
|
1481-1512 |
|
En af de mest berømte og smukke af Roms kurtisaner i Renæssancen var "den guddommelige Imperia" ("La divina Imperia"), som tilbejledes af tidens store mænd og endte med at være elskerinde til den rige bankier Agostino Chigi, der ovenikøbet lod fremstille et dyrt mausolæum i Kirken San Gregorio al Celio for hende, da hun døde i 1512. Imperia var muligvis blot hendes "kunstnernavn", mens hun egentlig var døbt Lucrezia. Der er dog uenighed blandt hendes biografer om dette. Hun var datter af en mindre betydningsfuld kurtisane ved navn Diana Corgnati (eller Cognati). Faderen var vist nok en Kirkens mand, Paris de Grassis, som havde overtaget posten som pavelig ceremonimester efter Giovanni Burcardo. Han sørgede for, at Diana fik tildelt en medgift og en ægtemage, således at hun var en respektabel gift frue, selvom hun i realiteten var hans elskerinde. Lucrezia blev født i Rom den 3. August 1481- eller måske først i 1486 - og De Grassis vedkendte sig tilsyneladende faderskabet, selvom den lille pige voksede op i sin stedfaders hus på Piazza Scossacavalli. Denne hed Paolo Trotti og spiste med ved Pavens bord, så Imperia's "nye" familie var ingenlunde betydningsløs. Det lader dog til, at stedfaderen ikke har spillet nogen særlig rolle i familien, måske har han som stråmand slet ikke boet i huset, i hvert fald tyder det på, at Diana holdt en forbindelse til sit gamle erhverv og i 1497, da Lucrezia altså var 16 år, lod hun hende holde salon i huset i egenskab af kurtisane. Lucrezia var smuk og ombejlet og modtog rige gaver og gunstbevisninger, som moderen og stedfaderen investerede i ejendomme i Rione Borgo, hvor familien boede. Vigtigt for denne tid er det at vide, at Imperia undgik at blive involveret i Borgia-Paven Alexander VI's orgier. Men at blive gravid undgik hun ikke og i 1498 nedkom hun med en lille pige, som hun kaldte Lucrezia. Hvem faderen var, vides ikke. Selvom Lucrezia så tidligt blev kurtisane og moder, stoppede dette ikke hendes fader og stedfader i at sørge for hendes videre dannelse. Fra begyndelsen af 1500-tallet blev denne lagt i hænderne på den unge digter og litterat Niccolò Campani, der formod at skærpe hendes intellekt og samtidig gøre hende klar til at begå sig i en verden af hofmænd (også pavelige) og fyrster. Den smukke og intelligente pige trak mængder af beundrere til sig. Heriblandt også adelsmanden Tommaso Inghirami, som bestred hvervet som Pavelig Bibliotekar. Den yderst velklædte herre fulgtes af en flok tilbedere, til hvem Lucrezia opfandt kælenavne, så enhver følte sig særligt set og udvalgt. Blandt disse kan nævnes: Camillo Porcari, der var kannik ved San Pietro. Ham kaldte Lucrezia "Porzio" og han blev senere kammerherre for Pave Leo X. Digteren Bernardino Cappella var også blandt de udvalgte, ligesom Giacomo Sadoleto der senere blev Leo X's sekretær og derpå Kardinal. Også humanisten Angelo Colocci var blandt Lucrezia's beundrere og han forærede hende en lille statue af Venus i det pure guld. Fra ham kom idéen om at også Lucrezia skulle have et særligt kælenavn, nemlig Imperia, et navn der skulle symbolisere hendes guddommelige ("divina") skønhed og fremtræden. Colocci blev senere Biskop og pavelig skatmester. Kælenavnet "Lelio" tilkom den adelige Antonio Lelio Massimo, som skrev sonetter og foreslog at udvide Lucrezia's navn til: Imperia Empirea som den, der tilhørte den højeste himmel. En anden adelsmand var Fausto Evangelista Maddaleni Capodiferro, som Imperia blot kaldte ved fornavn. Han var forfatter til adskillige pikante epigrammer. Imperia's store kærlighed var imidlertid Angelo del Bufalo. Han var allerede gift med en søster til en kommende Kardinal og måske derfor ikke så følelsesmæssigt imvolveret. I hvert fald trak han sig villigt til fordel for den hovedrige bankier Agostino Chigi, der fra 1508 blev Imperia's beskytter. Allerede i 1506 var Imperia's stand og økonomiske forhold imidlertid så gode, at forfatteren Matteo Maria Bandello beskriver hendes hjem således: "Huset er så afsondret og velindrettet og -forsynet, at enhver fremmed måtte tro, at her bor en Prinsesse. Her findes blandt andet en stor sal, en stue og et mindre værelse, der alle er luksuriøst indrettede med fløjl og brokader og de fineste gulvtæpper. I værelset trækker Imperia sig tilbage, når hun har en fornem gæst, her blandt gobeliner med det fineste guldbroderi, hylder med forgyldning udsmykket med azurblå og ultramarinblå ædelsten, hvorpå der står de smukkeste vaser og krukker i de mest kostbare materialer: alabast, porfyr, serpentino-marmor og lignende. I alle hjørner står der kister i intarsia af den dyreste slags og midt i rummet et meget smukt bord dækket af grønt fløjl." Denne overdådighed var årsag til en episode så kuriøs, at også Ferrara's Ambassadør i Rom refererede den i et brev til Kardinal Filippo d'Este: Da den spanske Ambassadør Enriques de Toledo for første gang besøgte Imperia, blev han så overvældet, at han fik en voldsom trang til at spytte på gulvet. Det kunne han jo dog ikke, så han vendte sig til en af tjenerne i sit følge og spyttede ham i ansigtet, for bagefter at undskylde det med: "Tag dig ikke af det, men i dette rum er det eneste grimme dit ansigt". Med alle de ovennævnte digtere og litterater, der frekventerede Imperia's salon, kan det ikke undre, at hun modtog mængder af digte og sonetter, der roste hendes skønhed, hendes intellekt, hendes fremtræden - ja alt ved hende, eller smægtende berettede om den store elskov de følte til "den guddommelige". Også humanisten Filippo Beroaldo, der underviste på Università La Sapienza og senere blev pavelig bibliotekar, skrev epigrammer til Imperia og prøvede på alle måder at opnå et møde med hende, blandt andet ved at bede Giulio de' Medici, den senere Pave Clemens VII om at invitere dem sammen til middag. Det lykkedes ham omsider at opnå et møde, som han derpå beskrev i et digt, hvoraf det fremgik, at Imperia ikke havde været imponeret over de gaver, som han havde sendt hende til Jul: nødder i honning, frugt og en flaske vin. Nej hun var vant til at modtage helt andre slags presenter: fløjlsærmer og ringe fra Sadoleto, en smuk kjole fra "Fedra" (Tommaso Inghirami), guldbroderede tøfler fra Capella, smagfulde skinker fra Porzio, sjældne planter fra Lelio, en sølvstatue af Diana fra Fausto og en guldstatue af Venus fra Colocci. Sammen med de mange penge og smykker, som andre beundrere udøsede over hende, gjorde alle disse gaver Imperia til en meget velstående kvinde, der også i sit forhold til Chigi fortsatte med at modtage andre elskere og deres presenter. En lille episode, som den romerske historiker Paolo Giovio fortæller i sin bog om fisk, viser ligeledes, hvor "forkælet" den gode Imperia var. En vis Tito Tamisio, som altid var på jagt efter at snylte sig til et godt måltid mad, så en dag på fisketorvet en meget stor fisk, hvis hovede han var sikker på var blevet overgivet til Conservatorerne, der jo fra gammel tid havde ret til at få udleveret hovederne fra særligt store fisk, hvoraf de kogte en fremragende fiskesuppe. Han hastede derfor op til Capitol i håbet om at blive indbudt til at deltage i disses middag. Da han kom frem, fik han imidlertid at vide, at man havde foræret hovedet til Kardinal Riario. Altså måtte Tamisio afsted igen for at nå frem til Kardinalens spisetid. Men Kardinalen havde ønsket at glæde en ven og videregivet fisken til Kardinal Sanseverino. Tamisio var ikke bleg for at trave videre for at få del i den gode suppe, men heller ikke hos Sanseverino "var der bid". Denne havde nemlig foræret fisken til bankieren Agostino Chigi, som han skyldte penge og derfor gerne ville behage. Afsted altså til Chigi, som var en gavmild sjæl og sikkert ville indbyde Tamisio til sit bord. Men ak! heller ikke i Chigi's villa i Via della Lungara var heldet med ham, for Chigi havde sendt fisken til den smukke Imperia. Endnu engang begav Tamisio sig på vej og endelig lykkedes hans forehavende; efter en del skraben og komplimenter blev han indbudt til den skønnes bord og kunne nyde den eftertragtede suppe. Tilsyneladende betød denne gave ikke det store for Imperia, der jo var vant til at blive overøst med specialiteter og kostbarheder. Samtidig var Imperia jo også moder, og hun beholdt datteren Lucrezia hos sig til 1508, hvor hun blev sat i klosterskole hos nonnerne ved Santa Maria in Campo Marzio for at blive opdraget som "en kysk og beskeden jomfru". Imperia må altså ikke have ønsket, at datteren skulle gå i hendes fodspor, for som det senere skulle vise sig, var Imperia muligvis den smukkeste, mest guddommelige og meget rig - men lykkelig var hun ikke. Og dog havde hun sin forelskede 43-årige beskytter, Agostino Chigi, med hvem hun i 1510 fik datteren Margherita. Som Chigi anerkendte som sit barn og som i 1516 blev legitimeret af Pave Leo X og senere gift med en adelsmand af huset Carafa. Men Imperia selv forstod også at få sin rigdom til at vokse. I 1511 købte hun en ejendom, som hun derpå udlejede til Enea Piccolomini mod at han skulle lade bygge "una casa adatta e conveniente per lei": altså et hus, der passede til hendes forhold i størrelse, udstyr og bekvemmelighed, som hun derpå kan benytte, når det passer hende og uden udgift for hende. Samtidig skal Piccolomini betale hende 8 tønder vin, 17 rubbie korn (1 rubbio svarer til omkring 280 liter) og 360 læs brænde. Hun har også råd til at lade sit hus i Rione Borgo ombygge og midlertidigt flytte til et palæ i Via Giulia i nærheden af Kirken Santa Lucia. Og opkøbe en vingård med et hus og en brønd. Men alligevel er hun ikke lykkelig, som 31-årig begynder hun måske at frygte alderdommen og da Chigi også er ved at få andre interesser (han har i et kloster fået opfostret en ganske ung pige, som han nu vil gøre til sin hustru), føler Imperia at hendes position er truet og ved at glide hende af hænde. Hun bliver voldsomt deprimeret og den 13. August 1512 drikker hun gift. Til trods for Chigi's reaktion - så snart han hører om tragedien, sender han de bedste læger til Imperia's hus i et forsøg på at redde hende - er det for sent at forhindre giftens virkning. En kortvarig bedring giver Imperia mulighed for at skrive sit testamente og udnævne Chigi til eksekutor, men efter yderligere 2 dage afgår hun ved døden den 15. August, efter at have modtaget sakramentet og Pave Julius II's velsignelse. Det frygtelige uvejr med lyn og torden og hagl, som rammer Rom samme dag, får endnu engang alle hendes elskere og digtere til at fare i blækhusene for at udskrige deres sorg og smerte og bevidne, hvorledes Jupiter selv er steget ned til Jorden for at føre den guddommelige Imperia op til Olympen. Agostino Chigi havde dog ikke - trods sin nye forelskelse - glemt sin gamle kærlighed og han betalte for et gravmæle i Kirken San Gregorio al Celio, hvor Imperia blev begravet i Kirkens forgård. Måske første og sidste gang at en kurtisane fik så prominent en begravelse. - Det var så heller ikke alle, der syntes at det var passende, så 100 år efter blev hendes rester fjernet og graven omdannet til at rumme en kannik fra Santa Maria Maggiore i stedet for. Gravmælet betalte Imperia nu så delvis selv, da hun i sit testamente havde efterladt 50 dukater til dette formål, samt til sjælemesser. Til hver af sine 3 tjenestefolk efterlod hun 25 dukater, mens hendes moder fik 100 dukater, "som hun bør være tilfreds med og ikke anfægte testamentet". Til datteren Lucrezia testamenterede Imperia alle sine ejendomme, mens Margherita, som må formodes at få sit udkomme af faderen, kun betænkes med 2 kjoler og 2 ringe, som skal indløses for 5 dukater hos en pantelåner. (Ifølge Franca Petrucci i Treccani (se litt.note forneden) fik Imperia aldrig mere end én datter, nemlig Lucrezia, mens Margherita skal være "opfundet" af sladderen).
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|