Den antikke fest, som kaldtes Nonae Caprotinae, var en frugtbarhedsfest for kvinder med ofring til Gudinden Juno Caprotina. Oprindelsen er meget gammel og noget uklar.

Navnet:
Nonae betyder "den niende dag før Idus (denne iberegnet), altså den 7. i månederne Marts, Maj, Juli og Oktober, den 5. i de øvrige måneder".

Caprotinae, som også er et tilnavn til Gudinden Juno, er mere usikkert. Nogle mener, at det er afledt af ordet "caprificus", der betyder et vildt figentræ, der optræder i de antikke forklaringer, og til festen er der da også knyttet brug af kviste fra figentræet, samt dettes saft, kaldet "figenmælk". Men Cicero fortæller i "De Natura Deorum" (I, 29), at Juno Sospita fremstilles med et skjold, en lanse og dækket af et gedeskind, der gav hende tilnavnet Caprotina. Og at dette ikke har noget med figentræet at gøre, Man har også mønter fra år 569, hvorpå derer afbildet Juno Sospita's helligdom på den ene side med Gudinden iført et gedeskind, og på den anden side en ged og et alter.

Tid:
Festen afholdtes altså den syvende dag og i Juli Måned.

Sted:
På denne dag skar man kviste af figentræerne på Campus Martius og opsamlede den saft, som løb ud af træerne, og brugte den som offergave til Juno Caprotina. Saften kaldtes "figenmælk" og festen var en frugtbarhedsfest. Ofringen fandt måske sted ved den Aedicula Capraria, som menes at have givet navn til den gamle gade Vicus Caprarius i nærheden af nutidens Piazza della Fontana di Trevi.

Guddom:
Den guddom, som ved Nonae Caprotinae påkaldtes for at sikre frugtbarheden, var Gudinden Juno, som også var kvindernes særlige guddom og beskytter af de små husdyr, som for eksempel gederne. Gudindens kultdragt var da også et gedeskind. I RomArcheologica anføres det, at Juno Caprotina også havde relation til det seksuelle.

Deltagerne:
Festen var fra gammel tid en kvindefest, det vil sige en fest for frie kvinder, senere fik også slavinder ("ancillae", festen kaldtes også "ancillarum feriae") lov til at deltage. Ankerfelt fortæller, hvorledes ordet "nonaria" først brugtes om de tjenestepiger, som "under festen for Nona Caprotina løb omkring i lystige klynger og pjankede uskyldigt med de mænd, de mødte på deres vej, (som) et led i en urgammel frugtbarhedsritus", og senere kom til at betegne de kvinder, der var beskæftiget ved de offenlige bordeller.

Oprindelsen:
Der er flere forklaringer på festens opståen. Blandt andre beskriver den antikke græske forfatter Plutarch i sin beretning om Camillus, hvorledes Rom i det 4.århundrede før Kristus var meget svækket, efter at gallernes angreb på byen var blevet slået tilbage. Det fik befolkningen fra nabobyen Fidenae til at marchere mod Rom under ledelse af Postumius Livius. De krævede at få udleveret romerske kvinder, som kunne ægte mændene fra Fidenae, og hvis ikke deres krav blev opfyldt, truede de med at indtage og ødelægge byen. En slavinde ved navn Tutela eller Philotis tilbød da at foregive at være en fri romersk kvinde og sammen med andre slavinder iklædte deres herskerinders dragter at gå til fjendens lejr, hvor de derpå drak mændene fulde og bagefter fra et vildt figentræ, en "caprificus", gav tegn til romerne, der kom til og overfaldt og besejrede den intetanende fjende. De modige slavinder fik som tak deres frihed, de lånte klædestykker og en medgift fra Statens kasse. Og de takkede deres beskytter Gudinden Juno Caprotina på samme dag, den 7. Juli, i den fest, der derpå kaldtes Nonae Caprotinae. Festen fandt sted under et gammelt vildt figentræ og saften fra dets afklippede kviste blev ofret til Gudinden.

Der er dog den hage ved historien, at Nonae Caprotinae fejredes i hele Latium og ikke kun i byen Rom, så oprindelsen skal måske søges andet steds. Eller man kan tænke sig, som G. Vaccai foreslår, at de frie kvinder i hele Latium allerede før den ovennævnte hændelse dyrkede Juno på denne dag, men at slavinderne efter deres hjælp i krisen også fik lov at deltage i festen, der nu fejredes som en speciel romersk takkefest. Vaccai nævner i denne forbindelse også 2 andre festdage, "Poplifugia" umiddelbart før, og "Vitulatio" umiddelbart efter Nonae Caprotinae. Disse fester nævnes af flere antikke forfattere, men sammenhængen er lidt uklar, med mindre man godtager Vaccai's tese: at Poplifugia (den 5. Juli?) minder om romernes flugt, Nonae Caprotinae om Gudindens hjælp på den dag, der netop var hendes festdag, og Vitulatio om den takkebanket, som frie kvinder og slavinder fejrede sammen.

Afholdelsen:
Ifølge Plutarch skete der følgende på festdagen: Kvinderne mødte talrigt op og gik i store flokke ud af byen, mens de højrøstet kaldter og skyndte på hinanden. Herefter kom slavepigerne, der var klædt smukt på. De gik rundt og lavede sjov, "pjankede uskyldigt med de mænd, de mødte på deres vej", som Ankerfeldt skriver. Festen endte med, at deltagerne bænkede sig under et dække af figengrene, fordi det var fra et figentræ, at Tutola signalerede til romerne, at fjenden nu kunne overrumples. Både frie kvinder og slavinder deltog altså i festen, der som nævnt også kaldtes "ancillarum festum".

Litteratur og links om Nonae Caprotinae:
Ankerfeldt, Carl: Vandringer i det antikke Rom. Schultz, 1976.
- side 51.
De Marchi, Attilio: Il Culto privato di Roma antica. (Collana culto privato). Bind 1-2. Forlì, Victrix Libri, 2003-2004 (Originaludgave: 1896,1906).
- Vol II: side 96f.
Hjortsø, Leo: Romerske guder og helte. Politikens Forlag, 1988.
- side 122f.
Reclams Lexikon der Antike. Stuttgart, Reclam, Ergänzte Ausgabe, 2006.
- side 319.
RomArcheologica : guida alle antichità della città eterna. 20. itinerario - . Elio de Rosa editore, 2003.
- side 8.
Vaccai, G.: Le Feste di Roma Antica. Miti, riti, costumi. Roma, Edizioni Mediterranee, 1986.
- side 135ff.
About.com: Ancient / Classical history: Plutarc: Camillus.
Smith, William: Dictionary of Greek and Roman Biography and Mythology. 1870. -- Edition scanned by the University of Michigan's project "The making of America": Capratina.