|
|
I de gamle regionslister nævnes en lille helligdom ("aedicula") beliggende i Regio VII, Via Lata, dvs. i kvarteret omkring nutidens Via del Corso. I kataloget kaldet "Curiosum" står der: "Regio VII Via Lata. continet: ... aedicula capraria ..." og i kataloget kaldet "Notitia" er der anført: "Regio VII Via Lata. continet: ... aediculam caprariam...". Navnet "capraria" menes at henvise til Juno Caprotina, nemlig gudinden Juno i sin egenskab af frugtbarhedsgudinde, som hun blev tilbedt ved festen Nonae Caprotinae, der afholdtes den 7. Juli. Juno havde adskillige funktioner, hvoriblandt også nævnes den som beskytter af mindre husdyr og frugttræer. Ved Caprotina-festen, hvor de romerske kvinder ofrede figentræets mælkeagtige saft til Gudinden, flød disse funktioner sammen og Juno var her iført en kultdragt af gedeskind. Det dyrkede figentræ blev nu befrugtet af den vilde figen ("caprificus") og de deltagende kvinder bad Gudinden om frugtbarhed for planterne, husdyrene (gederne= caprae) og dem selv. Cicero fortæller i "De Natura Deorum" (I, 29), at Juno Sospita fremstilles med et skjold, en lanse og dækket af et gedeskind, der gav hende tilnavnet Caprotina. Og at dette ikke har noget med figentræet at gøre, Man har også mønter fra år 569, hvorpå der er afbildet Juno Sospita's helligdom på den ene side med Gudinden iført et gedeskind, og på den anden side en ged og et alter. Der har sandsynligvis også i Aedicula Capraria været afbildet en ged, der har givet navn til helligdommen. Ikke langt fra Via Lata løb mod øst den gamle gade Via Biberatica, der på det sidste stykke op mod nutidens Piazza di Trevi bar navnet Vicus Caprarius, sandsynligvis efter den nævnte lille helligdom. Måske er det den, man i 1924 fandt rester af: en hvælving under krydset Via delle Vergine og Via dell'Umiltà. Nyere udgravninger har bragt rester af selve gaden for lyset, de kan beses i kælderen under et hus i Vicolo del Puttarello.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|