|
|
|
|
|
Kort efter at Pave Gregor X var blevet valgt i slutningen af 1272, tog han den 13. Marts 1273 initiativ til at indkalde til et Koncil i Lyon i 1274. Et af Pavens ønsker til dette Koncil var muligheden for at forene Kirken i Øst med Kirken i Vest. I slutningen af 1273 begav Paven sig derfor nordpå og nåede i November måned frem til Lyon. Koncilet, der også kaldes "Det 14. Økumeniske Koncil" ("XIV Concilio ecumenico") eller altså "Concilio di Lione II", fordi der tidligere var afholdt et Koncil i denne by i 1245, indledtes derpå den 7. Maj 1274. Over 2000 Biskopper, Abbeder og Patriarker, samt Ambassadører fra Sicilien, England og Tyskland, deltog sammen med Biskopper fra Østkirken og 2 udsendinge fra Stor-Khanen. Blandt mødets resultater var en af Rudolf af Habsburg's afståen fra ethvert krav på Sicilien og Pavestatens besiddelser. Man vedtog en bestemmelse om at ethvert Pavevalg fremover skulle finde sted i aflukket rum, et conclave, overvåget af Roms Senator, og at Kardinalerne skulle nå frem til et valg i løbet af 10 dage, da de ellers derefter kun ville få vand og brød serveret. Desuden skulle valget påbegyndes senest 10 dage efter Pavens død. Kardinalerne protesterede mod beslutningen, men andre gejstlige tilsluttede sig. Beslutningen udsendtes den 16. Juli i bullen "Ubi periculum". Koncilet behandlede også andre religiøse spørgsmål og var herunder tæt på at stoppe den nye Orden, som den fromme eneboer Pietro da Morrone (og senere Pave Cølestin V) havde grundlagt. Pietro begav sig derfor uden tøven til Lyon for at tale Ordenens sag og det lykkedes ham at undgå en lukning. Ikke mindst fordi han efterhånden havde opnået ry for stor fromhed. Deltagerne i Koncilet blev desuden enige om en heling af skismaet mellem den romerske og den græske kirke. Den byzantinske Kejser Mikael 8 var særlig interesseret heri, fordi han så fik Pavens hjælp mod Kong Karl af Anjou. Kongen anerkendte som modydelse Paven som den græske Kirkes "primas". (Forbrødringen kom dog ikke til at vare længe, allerede i 1281 bandlyste den på det tidspunkt siddende Pave Martin IV den byzantinske Kejser og indgik forbund med Venezia og Karl af Anjou, der havde erobringsplaner på Balkan). Af andre beslutninger var Biskoppernes eneret på at foretage firmelse ("cresima"="sakramente til styrkelse af dåbens virkning", en slags "konfirmation"), og en fordømmelse af den opfattelse, at Kristus skulle have forbudt højerestillede klerikale at have ejendom. På denne måde fordømtes altså de kirkelige retninger og religiøse ordener, som manede til et liv i fattigdom og forsagelse. Det var under dette punkt, at en Orden som Pietro da Morrone's løb risiko for at blive lukket. Koncilet sluttede den 17. Juli 1274.
Litteratur om Concilio di Lione II: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|