|
|
|
|
|
Denne Orden, der i daglig tale kaldes "I Celestini", hedder officielt Congregazione Benedettina dei Celestini eller blot Congregazione dei Celestini, eller på latin: Congregatio Coelestinorum eller Ordo Coelestinorum, forkortet O.S.B. Coel., men oprindeligt kaldtes den "Fratelli di Santo Spirito" eller "I Majellesi" efter Klosteret Santo Spirito ved Majella, hvor Ordenen havde deres første bopæl. Senere kaldtes den også "I Morronesi" efter Klosteret i Morrone, hvor Ordenens over-Abbed residerede. Ordenen blev oprettet af den 25-årige Benediktiner-munk Pietro Angeleri, som i 1240 kom fra Klosteret Santa Maria di Faifoli i Molise og bosatte sig i Majella for at leve et liv som eremit. Han blev senere kendt som Pietro fra Morrone, Pietro da Morrone, og endnu senere som Celestino V, da han i 1294 blev Pave under dette navn (på dansk: Coelestin V eller Cølestin V). Efter det navn, som Pietro da Morrone tog som Pave, kaldte Ordenen sig herefter "I Celestini". Men den spæde begyndelse var altså nogle eneboerhytter ved Majella, hvor Pietro opholdt sig fra omkring 1240. Omkring 1248 grundlagde Pietro også et et rigtigt eneboer-kloster ved Roccamorice og kaldte det "Eremo di Santo Spirito". Her bosatte Pietro sig og sammen med ham en lille flok, som ønskede det samme stille og ensomme liv. Den lille flok voksede og i 1259 sendte man to repræsentanter til Kommunen i Sulmona for at bede om at få tildelt et stykke jord ved Morrone. Den 5. Juni samme år gav Biskoppen i Valva eremitterne tilladelse til her at opføre en kirke og vie den til Jomfru Maria. Den lille gruppe var nu så stor og synlig i "det religiøse landskab", at Pave Urban IV i 1263 gav Biskoppen i Chieti besked på at indlemme gruppen i Benediktiner-Ordenen, men forskellige problemer gjorde, at dette ikke skete lige med det samme. I 1275 bekræftede Pave Gregor X dog privilegier og regler for gruppen, der nu var en religiøs Orden med navnet Ordo Sancti Spiritus de Majella. Ordenen tiltrak stadig ny tilhængere og opkøbte flere ejendomme og oprettede flere kloster i Syditalien. Ordenen fik desuden overgivet nogle kirker i Rom: San Pietro in Montorio og Sant'Eusebio all'Esquilino. Med en større Orden og mange afhængige klostre fulgte også en strammere organisation og administration, der nødvendiggjorde at Ordens-Generalen flyttede fra Santo Spirito a Majella til Klosteret Santo Spirito al Morrone, i nærheden af Sulmona. Centrum for al denne udvikling var Pietro da Morrone, der den 5. Juli 1294 blev valgt til Pave efter et meget langt valgforløb. Han tog som nævnt navnet Celestino V, men følte sig ikke tilpas i Paverollen og abdicerede allerede den 13. December 1294. Han fik dog ikke lov til at trække sig tilbage i fred, men blev fængslet og døde den 19.Maj 1296. Celestiner-Ordenen fortsatte med at vokse også efter stifterens død og i begyndelsen af 1300-tallet bredte den sig til Norditalien og Nordfrankrig, hvor Kong Philip Le Bel (Filip 4, den Smukke) opfordrer til etablering for at hædre Celestino V og derved vise sit mishag med efterfølgeren Bonifacius VIII. I 1320 blev Ordenens regler gennemarbejdede og derpå godkendtes de af Pave Johannes XXII i 1321 i bullen "Solicitudinis pastoralis". I organisationen var der skelet til to andre ordener: Cistercienserne og Minoriterne. Munkene skulle helt afholde sig fra at spise kød og de skulle stå op hver nat for at deltage i mattutin-messen. Deres dragt skulle udgøres af en hvid kjortel med et sort klædestykke foran, den såkaldte skapular, en sort hætte og en kutte, ligeledes i sort. Ordnenen bredte sig også til Tyskland, men klostrene her opløstes ved Reformationen. De franske klostre bestod til Den Franske Revolution og opløstes i denne forbindelse. Klostrene i Kongeriet Napoli blev lukkede i 1807 og de resterende italienske klostre lukkedes i 1810. Dog eksisterer den tilsvarende Nonne-Orden stadigvæk. Celestiner-munkene havde altså, som nævnt ovenfor, to kirker i Rom:
Litteratur om Celestini: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|