Den lille flok voksede og i 1259 sendte man to repræsentanter til Kommunen i Sulmona for at bede om at få tildelt et stykke jord ved Morrone. Den 5. Juni samme år gav Biskoppen i Valva eremitterne tilladelse til her at opføre en kirke og vie den til Jomfru Maria.
Den lille gruppe var nu så stor og synlig i "det religiøse landskab", at Pave Urban IV i 1263 gav Biskoppen i Chieti besked på at indlemme gruppen i Benediktiner-Ordenen, men forskellige problemer gjorde, at dette ikke skete lige med det samme.
Da Koncilet i Lyon i 1274 var ved at stoppe hans Orden, begav Pietro sig uden tøven selv dertil for at tale Ordenens sag og det lykkedes ham at undgå en lukning. Ikke mindst fordi han efterhånden havde fået ry for stor fromhed.
Pietro da Morrone beskæftigede sig i det hele taget en del med sin nystiftede Ordens ve og vel, for eksempel var han flere gange i Rom, blandt andet i 1280, hvor han fik arrangeret at Kirkerne San Pietro in Montorio og Sant'Eusebio all'Esquilino med deres tilhørende Klostre blev tildelt "I Fratelli di Santo Spirito".
Herefter rejste Pietro da Morrone hjem til sit elskede bjerg og sin eneboerhytte og trak sig mere og mere ind i sin ensomhed og troede at han skulle leve sådan resten af sine dage.
Men sådan kom det ikke til at gå. Den ulykkelige situation, hvor den kristne verden var uden overhovede i flere år, fik i 1294 Pietro til at sende et brev til Kardinal Latino Malabranca. Heri omtalte han de ulykker, der ville ske for Kirken, hvis ikke der blev valgt en Pave inden den 1. November. Hvad han ikke havde forudset, var at Kardinalerne herefter den 5. Juli 1294 bestemte sig for at vælge netop ham som Pave og derpå sendte 3 Biskopper til Pietro's eremitbolig i Majella for at meddele ham valget.
I første omgang afslog han posten, men lod sig derpå overtale til at acceptere Kardinalernes afgørelse - som de forøvrigt mente var opstået ved guddommelig inspiration.
Biskopperne skulle føre Pietro til Perugia, men han insisterede på at Kardinalerne i stedet skulle komme til ham i Aquila. I dette ønskede støttedes han af Kongen af Napoli, Karl II af Anjou, der straks efter valget var hastet til Majella og derpå lod sine tropper eksortere den nye Pave, ridende på et æsel, der blev ført frem ved tøjlerne af Kongen selv, til Aquila. Og her i Kirken Santa Maria di Collemaggio blev Pietro da Morrone så kronet den 29. August 1294 med navnet Cølestin V.
Den tidligere eneboer havde ingen erfaring i ledelse, storpolitik og kirkelige intriger, men støttede sig alene til Karl II, som han udnævnte til Marskal ved fremtidige konklaver. Kejseren frarådede ham også at rejse til Rom og foreslog, at Paven i stedet for sammen med den pavelige administration slog sig ned i Napoli.
Den 18. September 1294 afholdt Cølestin V et koncistorium, hvori han udnævnte ikke færre end 13 nye Kardinaler. Størstedelen af disse var franske og blandt de resterende 6 italienske Kardinaler, var der - højst usædvanligt - ikke én eneste fra Rom. Der var derimod flere fra Napoli og flere, som havde tilknytning til Benediktiner-Ordenen og hans egen Orden. (Af de tidligere Kardinaler var kun 2 franske, mens resten var italienere og langt de fleste heraf af romersk familie eller med tilknytning til Rom).
Af de 12 Kardinaler, som havde deltaget i Pavevalget efter Nikolaus IV's død, var 1 død under den lange valgperiode (Jean Cholet, død 2.8.1293), mens 1: Latino Malabranca ikke oplevede valget af den af ham foreslåede kandidat, da han døde i Perugia i Juli eller August 1294. De resterende 10 var: Matteo d'Acquasparta, Gerardo Bianchi, Giovanni Boccamazza, Hughes Seguin de Billon/Aycelin, Benedetto Caetani, Pietro Peregrossi fra Milano, Giacomo Colonna, Matteo Rubeo Orsini, Napoleone Orsini og Pietro Colonna.
De 13 Kardinaler, som Cølestin udnævnte, var de 7 franskmænd: Simon de Beaulieu, Bérard de Got, Jean Le Moine, Guillaume Ferrières, Nicolas l'Aide / de Nonancourt, Robert de Potigny og Simon d'Armentières,
og de 6 italienere: Tommaso d'Ocre (fra Celestinerne), Pietro d'Aquila (Benediktiner), Landolfo Brancaccio (fra Napoli), Guglielmo Longhi (der var Kansler for Kong Karl II af Anjou), Francesco Ronci (Celestiner) og Giovanni de Castrocoeli (Benediktiner).
Kongen af Napoli rådede, som nævnt ovenfor, den nye Pave til at flytte Kurien til Napoli, og dette råd fulgte Cølestin V, der slog sig ned i Castel Nuovo, hvor han fik indrettet en lille og spartansk rum, hvor han kunne bede og meditere.
Cølestin følte sig dog ikke tilpas i Paverollen og han rådførte sig tilsyneladende med den magtfulde Kardinal Benedetto Caetani, der bekræftede ham i at det ville være rigtigt at abdicere. Reardon (se litt.note nedenfor) fortæller, at der gik rygte om, at Kardinalen ligefrem listede ind til Paven, når denne sov, og hviskede i hans øre "Dette er Guds røst. Abdicer Peter, abdicer!"
Kong Karl II forsøgte forgæves at tale Paven fra denne nye tanke, men i Koncistoriet den 13. December 1294 lod Cølestin oplæse et dokument, der indeholdt hans abdikationserklæring. Mange mener, at denne var forfattet af Kardinal Caetani, der selv havde ambitioner om at blive Pave (hvad han rent faktisk også blev!).
Efter Cølestin V's abdikation måtte Kardinalerne så atter mødes for at vælge en ny Pave, men denne gang gik det hurtigt og Kardinal Caetani fik sit ønske opfyldt og blev valgt til Pave med navnet Bonifacius VIII (1294-1303).
Nu havde Pietro da Morrone jo håbet på, at han kunne vende tilbage til sin eneboerhytte på sit elskede bjerg og leve resten af sine dage der i ensomhed, bøn og meditation. Men endnu engang blev han snydt af sin skæbne. Den nye Pave var nemlig bange for, at hans modstandere skulle bruge den abdicerede ex-Pave mod ham, og satte derfor den gamle mand under streng bevogtning.
Pietro forsøgte at flygte, men blev grebet den 16. Maj 1295 og ført til Caetani-familiens fæstning. Her døde han den 19. Maj 1296. Måske af træthed, svaghed og alderdom som det blev meddelt officielt. Men naturligvis opstod der rygter om at Bonifacius VIII havde ladet sin "rival" myrde. Det lader dog til kun at have været rygter.
Og faktisk gjorde Bonifacius ikke noget for at holde dødsfaldet skjult. Han bar sorg for Pietro i nogen tid, afholdt sjælemesser og satte gang i en helgenkåring, som støttedes af den franske Konge Philip Le Bel (Filip den Smukke) og folket.
Og den 5. Maj 1313 blev Pietro da Morrone, der for en kort tid var Pave Cølestin V, helgenkåret som San Pietro da Morrone, confessor - og ikke som martyr, som Kong Filip havde ønsket! Idag fejres Pietro som San Celestino V den 19.Maj.
Pietro da Morrone blev begravet i Kirken Sant'Antonio i Ferentino, men i 1326 blev hans rester flyttet til Kirken Sant'Agata i Ferentino og nogen tid derefter efter skal 2 Celestiner-munke have stjålet de hellige ben og bragt dem til Aquila, hvor de blev begravet i Kirken Santa Maria di Collemaggio den 27. Januar 1327.
Man skal nu ikke tro, at den stakkels Pietro da Morrone herefter fik lov til at hvile i fred. Hans rester er blevet stjålet ikke mindre end 3 gange: i 1528 stjal Prinsen af Orange's tropper den sølvkiste, som de hvilede i, i 1799 stjal franske tropper den urne, som indeholdt benene, og i 1988 blev de offer for tyve, men fundet efter blot et par dage. Reardon (se litt.note nedenfor) fortæller, at tyvene havde anbragt liget i et gravmæle på kirkegården i byen Amatrice. Og at det ikke på nogen måde var skændet. Pietro lå stadig i sin kiste på en rød pude, iført den klædning han var stedt til hvile i og med mitra'en på hovedet. Hans knogler iført pavelig klædning og en voksmaske over kraniet kan stadig ses i Santa Maria di Collemaggio.
