Forhistorien:

Pavevalget:

Interessekonflikterne mellem byens forskellige partier og fraktioner var så voldsomme, at man allerede inden den gamle Paves død stredes om, hvem der skulle blive den næste på Sankt Peter's Trone.

Ifølge almindelig praksis ved en paves død skulle notaren fungere som pave-vikar, indtil en ny pave var valgt, men denne gang var situationen unormal, da Lateranet var indtaget af Hertug Toto di Nepi, som havde indledt forhandlinger med de romerske adelsfamilier for at få sin broder Costantino valgt til pave.

Notaren Cristoforo var ikke forberedt på at skulle møde en folkelig opstand og flygtede sammen med sine sønner. Toto havde således frit spil og samlede ved hjælp af sin hær en skare borgere og adelsmænd, som derpå valgte hans broder til pave. Han omtales idag som Modpave Konstantin II. Den "nye Pave" førtes til Lateranet og i løbet af få dage blev han både præsteviet og viet til Subdiakon og Diakon ved Oratorio di San Lorenzo. Således kunne han den 5. Juli 767 indsættes som "Pave" i Peterskirken.

Til trods for at dette helt tydeligt var et ulovligt valg, hvor de til Kirken hørende personer ikke havde fået lov til at afgive deres stemme, meddelte Konstantin II Kong Pipin, at han var den nye Pave. Han fik dog aldrig noget svar fra den frankiske Konge.

Nu havde notaren Cristoforo og hans søn Sergio imidlertid haft tid til at sunde sig og de organiserede et komplot. Under foregivelse af at ville gå i kloster, udbad de sig af Konstantin lov til at forlade Rom, hvorefter de rejste til Ravenna og bad den longobardiske Kong Desiderius om hjælp.

Det var lige, hvad Desiderius ventede på, så han forsynede dem straks med en hærafdeling, så de kunne drage mod Rom, hvortil de nåede den 28. Juli 768. Den 29. Juli trængte de ind i byen ad Porta San Pancrazio og der udspandt sig nu en række kampe mellem de to parters bevæbnede styrker, hvorunder Hertug Toto di Nepi blev dræbt. Konstantin II og broderen Passivo søgte tilflugt i Lateranet, men kunne ikke holde skansen og endte som fanger.

Deres tilfangetagelse sluttede dog ikke skærmydslerne og nu gjorde longobarderne sig gældende for egen regning, idet en af deres præster Valdiperto den 31. Juli samlede en hær mod Klosteret ved San Vito på Esquilin. Her hentede man præsten Filippo, som man derpå førte til Lateranet og udråbte til "Pave". Endnu en Modpave var valgt, men allerede dagen efter, den 1. August 768, erklærede notaren Cristoforo valget for ugyldigt og forlangte Modpaven afsat.

Filippo trak sig uden videre tilbage til sit kloster, men urolighederne i Rom fortsatte. Den anden Modpave Konstantin II blev til spot og spe ført gennem byens gader og holdt fangen i Klosteret Cellanova på Aventin, hvor han den 6. August blev formelt erklæret afsat på grund af det ugyldige valg. De biskopper og kardinaler, som han havde udnævnt, fik stukket øjnene ud og samme skæbne overgik senere Modpaven selv.

Men en ny Pave skulle man have og her faldt valget på den præst, som havde bistået Pave Paul I på dennes dødsleje. Stefan, der var præst eller Kardinal ved Kirken Santa Cecilia, havde formået også at holde sig udenfor stridighederne efter Paul's død og han blev nu paveviet den 7. August 768 med navnet Stefan III.

Hvad der derpå skete:

Urolighederne ophørte dog ikke umiddelbart af denne grund. De longobardiske styrker havde gjort sig grundigt upopulære i Rom og deres leder, præsten Valdiperto, måtte søge tilflugt i Pantheon, hvor han blev fundet bag en statue og fængslet, for derpå at blive henrettet.

For at få en ende på tumulterne ville Pave Stefan III indkalde til en koncil, der kunne fastlægge de juridiske grænser for det nye pavevalg. Han sendte derfor et brev til den frankiske Konge Pipin, hvis sønner Karloman og Karl den Store, der havde overtaget magten efter deres faders død den 24. September 768, lovede at sende 12 Biskopper til mødet i Rom.

Under dette koncil, der fandt sted i Lateranet fra den 12. April 769, førtes der en retssag mod Konstantin II, hvis valg blev erklæret ugyldigt, og den blinde Modpave blev trukket udenfor af folkemængden og tævet, måske til døde, i hvert fald hører man ikke mere om ham. Koncilet brændte alle hans papirer og beslutninger og vedtog, at pavevalg for fremtiden kun måtte foretages af Kirkens folk og at lægfolk herefter havde ret til at tilslutte sig valget.