|
|
|
|
|
757-767 efterfulgte Pave Stefan II og blev selv efterfulgt af Pave Stefan III I den turbulente tid, hvor longobarderne og byzantinerne stredes om magten i Italien, havde Pave Stefan II valgt at alliere sig med frankerne, der lededes af Kong Pipin III, den Lille. Ved dennes hjælp fik Paven herredømmet over det tidligere longobardiske område omkring Ravenna, hvorved der nu skabtes grundlag for Kirkestaten, Patrimonium Petri. Med dette øgedes Pavestolens magt og prestige, samt dens politiske betydning og Stefan II's død vakte derfor stærke følelser. Nu var det afgørende, hvilken pave der valgtes og hvad vej han ville gå. Der var straks flere grupper på banen, en probyzantinsk som ønskede at genoprette båndene mellem den byzantinske Kejser og Paven, og en profrankisk som ønskede at fortsætte det tætte samarbejde med Pipin III. Allerede inden Stefan havde udåndet den 26. April 757, foreslog den probyzantinske gruppe deres kandidat, Ærkediakonen Teofilatto (Theophylact); men det var den profrankiske gruppe, som stod stærkest, repæsenteret som den var af Stefans bror Diakonen Paul, der havde været Pavens fortrolige igennem de sidste år og som kendte Kirkens sager til bunds. Og valget endte da også med at falde på Paul, tidligere Diakon ved Kirken i Via Lata, som blev indsat som Pave Paul I den 29. Maj 757. Den nye Pave indledte sin regering med at sende et brev om valget til Kong Pipin i dennes egenskab af Kirkens beskytter og Patricius Romanorum, en titel, som den tidligere Pave havde givet Kongen. Som svar bad Pipin den nye Pave om at være gudfar til hans datter Gisella og således besegledes båndene mellem frankerne og Paven. Longobarderne tøvede stadig med at afgive deres jord og de indledte forhandlinger med byzantinerne om en antifrankisk alliance, der dog ikke blev til noget. Heller ikke forhandlinger mellem longobarderkongen Desiderius (756-774) og Paven førte til en løsning af problemet og Paul I fortsatte med at opfordre Kong Pipin til at gå i aktion mod longobarderne, men han havde tilsyneladende ikke arvet sin broders overtalelsesevner. Omsider lykkedes det ad diplomatisk vej i 765 at nå til en overenskomst, hvor Paven fik udleveret de ønskede landområder og longobarderne de gidsler, som Pipin tidligere havde taget. I 754 havde det byzantinske koncil i Constantinopel forbudt billedtilbedelse og påbudt ødelæggelse af alle offentlige og private billeder med religiøst indhold, trods den vestlige Kirkes modstand. Kejser Constantin V lod ligefrem i 767 sende en delegation til Kong Pipin for at opfordre ham til at følge kirkemødets vedtagelse, men Pipin fastholdt sin katolske tro og fulgte i stedet Pavens forskrifter, hvorefter billedtilbedelse var lovligt og accepteret. Ind i mellem disse forviklinger fik Paul I også tid til at beskæftige sig med kirkebyggeri i Rom, hvor han lod bygge Klosteret ved Kirken San Silvestro in Capite. Det er også muligt, at nogle af anlæggene fra det gamle badeanlæg, Constantin's Thermer, er blevet genbrugt under Pave Paul I. Det berettes nemlig, at denne Pave skulle have bygget en termebygning på dette sted. Det var i øvrigt den bygning, som kaldtes Balnea Pauli, en betegnelse som senere brugtes om den store exedra i Trajan's Marked og som over den italienske form Bagni di Paolo måske har givet navn til Magnanapoli, som tidligere skulle have heddet Bagnanapoli. Sidste gang at hele Thermeanlægget blev sat i stand kan have været under Theoderik i det 6.århundrede. Desuden udsmykkede Paul I Kirken Santa Petronilla, som lå ved siden af Peterskirken, og forsynede den med malerier af Kejser Constantin den Store og Pave Sylvester I samt diverse guld- og sølvsager. Helgenindens relikvier blev overført hertil fra Domitilla's Katakomb, der lå i et område, der var blevet hærget af longobarderne i 756. I Peterskirken lod Paven indrette to kapeller, som han viede til Jomfru Maria. I det ene ved siden af Cappella di San Leone lod han opsætte en smuk Madonna-mosaik og her planlagde han at blive begravet. Det andet kapel lå på Kirkens yderside overfor Stefan II's klokketårn og var også tilsvarende smukt udstyret. På Forum Romanum lod Paul I bygge en ny kirke viet til San Pietro og San Paolo på det sted, hvor der lå en sten med et - ifølge legenden - aftryk af apostlenes knæ, da de havde knælet her i bøn inden deres henrettelse. Denne kirke findes ikke mere. På det første stykke af Via Lata fornyede Paven taget på den gamle kirke, som var viet til apostlene Filip og Jacob og som idag hedder Santi Apostoli. I den modsatte ende af Via Lata lå Paul's privathus, som han nu lod ombygge til kloster, kaldet Monastero dei Santi Stefano e Silvestro, sammen med en Kirke, viet til de samme helgener. Den kaldes idag San Silvestro in Capite. Også til denne Kirke lod Paven overføre en lang række relikvier fra katakomberne udenfor bymurene, der ikke var sikre i de urolige tider. I disse år fik det romerske Senat en ny opblomstring og en vigtigere betydning end det havde haft siden Antikken, som det kan ses af et brev fra Paul I til Kong Pipin, som er afsendt på vegne af både "Senatet og hele den kristne menighed i Rom". Med denne nye (selv)bevidsthed om det romerske folks og selve Roms betydning in mente giver det mening, at man idag mener, at det forfalskede "Constantin's Gavebrev" (Constitutium Constantini), hvori Kejser Constantin overlader byen Rom til Paven, er forfattet netop under Pave Paul I i perioden 757-760. Paul I var en hovmodig og streng herre og det fortælles, at han var hurtigt til at idømme folket fængselsstraffe. Særlig landbesidderne udenfor byen og syd for Rom var blevet trætte af den overlegne måde, hvorpå de blev behandlet, og især af den opførsel, som Pavens notar Cristoforo og dennes søn Sergio udviste. Især hertugerne af Nepi, Toto, Costantino, Passivo og Pasquale følte sig uretfærdigt behandlet og vendte deres sympati mod Byzans. Da de derfor i Juni 767 fra Rom modtog nyheden om, at Paul I lå for døden, samlede Toto di Nepi en lille hær og trængte ind i byen, hvor han besatte Lateranet, så den dødssyge Pave måtte flygte til Abbazia di San Paolo, hvor han udåndede den 28. Juni, kun bistået af en enkelt trofast præst (eller Kardinal), Stefan fra Kirken Santa Cecilia, den senere Pave Stefan III. Den 28. Juni 767 var altså Pave Paul I's dødsdag, men situationen i Rom var så kritisk, at man ikke straks kunne foretage en officiel begravelse, hvorfor han først stedtes til hvile i Basilica di San Paolo og først efter 3 måneder kunne flyttes til Peterskirken, hvor han så blev begravet i det kapel for Jomfru Maria (Oratorio della Beata Vergine), som han havde ladet opføre på Vatikangrunden. Hans død viste tydeligt, at konflikterne fra hans tiltræden langt fra var glemt eller løst, for det kom til at tage hele 13 måneder at få valgt den næste pave, Stefan III, og i mellemtiden var der i Rom både krigstilstand og tumulter og valg af op til 2 Modpaver, Konstantin II og Filippo. Hvis Paul I ikke var populær hos de magtsyge romerske familier, hvor man anså ham for hård og egenrådig, må han have været elsket af den almindelige befolkning, for det fortælles at han var barmhjertig og venlig og altid rede til at give til de fattige, enker og faderløse. Man fortalte også, at han ofte begav sig ud om natten for at hjælpe de syge og nødlidende, besøge fængslerne og frigive de dødssyge. For disse gerninger endte han med at blive helgenkåret som San Paolo I og som sådan fejres han den 28. Juni. Litteratur om Pave Paul I: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|