De jøder, som omvendte sig til troen på Jesus Kristus betegnedes som "jødekristne".

Disse jødiske tilhængere af Jesus havde som deres ledere Jesu broder Jakob og Apostlen Peter (San Pietro) og de holdt i starten til i Jerusalem, indtil denne by blev ødelagt af Kejser Titus efter en lang oprørskamp i år 70.

Det var den første kristne menighed, der således var opstået i Palæstina, og derfor den vigtigste, selvom andre apostle var draget til andre dele af Romerriget for at udbrede den kristne lære blandt hedningene der. Efter Jerusalems fald mistede denne menighed sin førerrolle og Kristendommens tyngdepunkt flyttedes til andre byer som Antiochia, Efesos og Rom.

De jødekristne bevarede visse skikke fra Jødedommen, idet de stadig gik ind for omskærelse af drengebørnene, overholdelse af sabbaten og de forskellige regler om rent og urent.

Disse holdninger skabte en konflikt overfor de øvrige kristne, de såkaldte "hedningekristne" som var ikke-jødiske tilhængere af Kristus, og forårsagede stridigheder og diskussioner inden for den unge Kirke. De mest fanatiske jødekristne mente desuden, at man kun kunne være kristen, hvis man var jødisk og denne tankegang medførte, at de i 200-tallet af resten af Kirken blev fordømt som kættere.

Ikke desto mindre er Den Jødekristne Kirke (Ecclesia ex Circumcisione) en af de 2 dele, som udgør Den Kristne Kirke og den fremstilles ofte i billedkunsten, i de tidlige kirkers mosaikker, sammen med Den Hedningekristne Kirke, begge personificeret som kvinder med forskellige attributter.

Eksempler på disse fremstillinger kan ses i Kirken Santa Pudenziana's apsismosaik og den store mosaik på indgangsvæggens inderside i Kirken Santa Sabina på Aventinhøjen.

Litteratur om Jødekristne og Den Jødekristne Kirke:
Kirke og Kristendom leksikon. Redigeret af Carsten Bach-Nielsen & Jan Lindhardt. Gyldendals Bogklubber, 2001
- side 187.