Santa Sabina stammer fra Kristendommens første århundreder og er blandt de bedst bevarede af de gamle kirker. Den er restaureret flere gange, blandt andet i 1919 og i 1938, hvor den blev ført tilbage til sit tidlige udseende.
HISTORIEN:
Kirken er grundlagt i 422 af præsten Pietro d'Illiria (Peter af Illyrien) ovenpå en antik bygning, en titulus fra den allertidligste kristne tid grundlagt af den romerske matrone Sabina.
Påbegyndt i 425 under Pave Celestin I og fuldendt i 432 under Sixtus III, restaureret under Leo III (795-816) og Eugenius II (824-827), indviet til helgeninderne Sabina og Serapia.
Måske er dele af kirken bygget på ruinerne af "Balneum Surae"/"Sura's Termer" (opført af den romerske konsul Licinius Sura).
I denne kirke søgte Pave Silverius (536-537) tilflugt på sin flugt for Belisarius og her indviede Gregor den Store (590-604) det berømte "litani", her byggede Pave Honorius IV (1285-1287) kraftige mure og vagttårne for at beskytte sin families besiddelser (Savelli-familien), og her mødtes man for at vælge Honorius IV's efterfølger, hvorunder alle kardinalerne én efter én bukkede under for malaria, indtil konklavet 1 år efter starten den følgende vinter valgte Nicolaus IV som ny pave.
Og her boede San Domenico di Guzman, grundlæggeren af Domenikanerordenen. Idag kan man stadig se den celle, hvor den hellige mand levede, den er nu omdannet til kapel; og det appelsintræ, som han medbragte fra Spanien og plantede i klosterhaven, kan ses fra en vinduesåbning i muren i sideindgangen overfor den berømte træport - eller ved at gå ind i klosteret. Dette skulle være det første træ af sin art i Rom og det siges, at Santa Caterina fik 5 appelsiner herfra, som hun kandiserede og gav til Pave Urban VI.
DET YDRE:
Kirken er bygget i mursten i en varm farve med vinduer, der fra gammel tid er dækket af tynd selenit, som kaster et blødt lys ind i kirkerummet.
Sideportico'en er fra 1400-tallet med en indgang til kirken, men det er bedre at gå til venstre gennem en klassisk portal - måske taget fra en antik romersk bygning, og den berømte trædør, der er sat sammen af 2 dele, rammen er fra det 12. eller 13. århundrede og billederne deri måske fra kirkens grundlæggelse og i hvert fald ikke yngre end fra det 5. århundrede. Kunstneren er ukendt og temaet er episoder fra det Gamle og det Nye Testamente. NB: Korsfæstelsesscenen er den ældste, som kendes fra en kirke!
DET INDRE:
Selve kirken består af et hovedskib og 2 sideskibe, delt af korinthiske søjler, som stammer fra en bygning fra kejsertiden.
En tidligere mosaik i apsis er nu erstattet af en fresko fra det 15. åhundrede af T. Zuccari, mens der på indgangsvæggens inderside er bevaret en stor mosaik med 2 kvindeskikkelser, som symboliserer kirken født af hedningernes omvendelse ("Ecclesia ex gentibus") og kirken født af jødernes omvendelse ("Ecclesia ex circumcisisone").
Teksten fortæller om kirkens grundlæggelse og nævner præsten Pietro d'Illiria og pave Celestin I.
Se også den smukke frise med indlagt porfyr og serpentino mellem buerne i midterskibet.
I kirkegulvet er der mange gravsten, bl.a. i midterskibet en for den første leder af Domenicaner-ordenen Munoz de Zamora (død 1300), som er udført i mosaik i stedet for som sædvanligt at være udhugget i sten; den er fra det 14. århundrede.
Det udskårne stenkor stammer fra Pave Eugenio II (824-827) og er med sin dekoration af dyr og planter i byzantinsk stil.
I højre sideskib består gulvet af mange forskelligt farvede marmorfragmenter. Her findes også en lav søjle med en sten af sort marmor: efter legenden skulle Djævelen i raseri have kastet den efter Den Hellige Domenicus, som var så optaget af bøn, at Djævelen ikke kunne friste ham, det lykkedes dog ikke Djævelen at ramme den hellige mand, men derimod en martyrgravsten, som derved gik i 20 stykker, der idag kan ses midt i koret. I virkeligheden blev den ødelagt af arkitekten Domenico Fontana i 1587, da han restaurerede kirken og ville flytte martyrgravstedet; han fjernede da den ødelagte sten, som senere blev genfundet og samlet. Og forøvrigt siger videnskaben, at den sorte marmorsten, som Djævelen kastede efter San Domenico, er en vægtsten fra en antik romersk vægt.
I højre sideskib findes også et kapel fra det 16. århundrede med fresker af brødrene Zuccari og et renæssancemonument af Andrea Bregno (slutningen af 1400-tallet) for kardinal Auxia di Poggio med den berømte indskrift "Ut moriens viveret, vixit ut moriturus".
I venstre sideskib er der et elegant barokkapel med fresker af Giovanni Odazzi.