Via Crucis, "Korsets vej", på italiensk "Via della Croce", også kaldet "Via Dolorosa", "Smertens vej", betegner den lidelsens og smertens vej, som Kristus gennemgik fra han blev dømt til døden og til han blev lagt i graven. Det vil sige vejen fra Pilatus' hus til Golgatha.

I vore dage er Via Crucis navnet på en række af små malerier med de 14 "stationer" i Lidelseshisorien. De findes ofte opsat på søjler og vægge i de katolske kirker, men kan også findes som selvstændige kapeller langs vejen op til en kirke, som for eksempel i muren ved Via di San Bonaventura, der fører op til Kirken San Bonaventura på Palatin i Rom.

Via Crucis kan også betegne et liturgisk forløb, hvor menigheden bevæger sig - enten fysisk rundt til de forskellige steder - eller mentalt til stationerne, hvor der reciteres særlige bønner. Langfredag er dagen, hvor disse handlinger finder sted, og i mange år har det været tradition, at Paven om aftenen på denne dag selv ledte en procession i Colosseum til de 14 stationer. Et kors bæres med i processionen og forskellige dele af menighederne skiftes til at bære dette.

Via Crucis traditionen menes opstået omkring 1294, hvor Dominikaner-munken Rinaldo di Monte Crucis i sin "Liber peregrinationis" fortæller, at han fulgte vejen op til Jesu Grav, den samme vej, som Jesus gik af bærende på sit kors. Undervejs gjorde han holdt forskellige steder, som han kaldte "stationes". Han beskriver disse som "Herodes' Palads", "Stedet hvor Jesus blev dømt", "Stedet hvor Jesus mødte Jerusalems kvinder", "Stedet hvor Simon af Kyrene overtog Korset" og så videre. Mange pilgrimme fulgte Rinaldo's eksempel og især Franciskaner-munkene tog skikken til sig, da de fra 1342 passede de hellige steder i Palæstina.

I starten var dette altså den rigtige måde at følge Via Crucis: at drage til Jerusalem og bede ved de steder, hvor Jesus havde lidt. Det var dog kun få, der havde mulighed for at foretage en sådan lang rejse og for dem blev muligheden for at foretage rejsen i ånden ved at dvæle ved stations-billederne i kirkerne en god mulighed.

Denne billed-skik udbredtes i Spanien i første halvdel af det 17.århundrede. I 1731 tillod Pave Clemens XII indførelsen af denne tradition andre steder. Og muligheden for at modtage de samme aflad blev også åbnet. Hvis en troende dvæler ved hver station og mediterer over Lidelseshistorien, kan han stadig opnå aflad efter de regler, som Kirken har foreskrevet.

Der opereres som regel med 14 stationer, men antallet og indholdet har varieret gennem tiden, f.eks. har der på et tidspunkt været blot 7 stationer og den første station har haft temaerne "Jesu afsked med sin mor" (har kun været meget lidt brugt), "Jesus vasker disciplenes fødder" (brugtes en del i det 17.århundrede), "Jesus i Getsemane Have" (brugtes meget i det 17.århundrede, hvor Via Crucis en tid kun bestod af 7 stationer) eller "Pilatus dømmer Jesus til døden" (en af de ældste begyndelser på Via Crucis). Der kunne også blandt de senere stationer være f.eks. "Jesus tages til fange", "Peters fornægtelse", "Jesus piskes", "Jesus hånes i Kajfas' hus", som brugtes meget i det 15.århundrede.

Idag er 14 stationer den mest brugte opsættelse:
1: Prima Stazione: Jesus dødsdømmes. Måske vises der her også hvorledes han blev pisket og hånet.
2 : Seconda Stazione: Jesus får Korset at bære.
3 : Terza Stazione: Jesus falder første gang.
4 : Quarta Stazione: Jesus møder sin mor.
5 : Quinta Stazione: Simon af Kyrene hjælper med at bære Jesu Kors.
6 : Sesta Stazione: Veronica tørrer Jesu ansigt.
7 : Settima Stazione: Jesus falder for anden gang.
8 : Ottava Stazione: Jesus trøster Jerusalems kvinder.
9 : Nona Stazione: Jesus falder for tredie gang.
10 : Decima Stazione: Jesus fratages sine klæder.
11 : Undicesima Stazione: Jesus nagles til Korset.
12 : Dodicesima Stazione: Jesus dør på Korset.
13 : Tredicesima Stazione: Jesus nedtages af Korset.
14 : Quattordicesima Stazione: Jesu legeme lægges i graven.

Nogle gange har man brugt at tilføje en 15. station, der handlede om Opstandelsen, men den officielle udgave idag er på 14 stationer.

Via Crucis er ikke så udførligt omtalt i Evangelierne, så i 1991 lod Pave Johannes Paul II stationerne i Colosseum omhandle:
1: Jesus på Oliebjerget (Markus-Evangeliet 14, 32-36).
2: Jesus forrådes af Judas og arresteres (Markus-Evangeliet 14, 45-46).
3: Jesus dømmes af jødernes råd (Markus-Evangeliet 14, 55+60-64).
4: Jesus fornægtes af Peter (Markus-Evangeliet 14, 66-72).
5: Jesus dømmes af Pilatus (Markus-Evangeliet 15, 14-15).
6: Jesus piskes og tornekrones (Markus-Evangeliet 15, 17-19).
7: Jesus får Korset at bære (Markus-Evangeliet 15, 20).
8: Simon fra Kyrene hjælper Jesus med at bære Korset (Markus-Evangeliet 15, 21).
9: Jesus møder kvinderne i Jerusalem (Lukas-Evangeliet 23, 27-28).
10: Jesus korsfæstes (Markus-Evangeliet 15, 24).
11: Jesus lover den gode Røver frelse (Lukas-Evangeliet 23, 39-42).
12: Jesus på Korset, Maria og Disciplen (Johannes-Evangeliet 19, 26-27).
13: Jesus dør på Korset (Markus-Evangeliet 15, 33-39).
14: Den døde Jesus lægges i graven (Markus-Evangeliet 15, 40-46).

Alle stationsbilleder bliver ved indvielsen velsignet og ved hvert skal der også findes et trækors. Ellers kan stationer fremstilles på mange måder og i alle slags materialer. Der findes statuegrupper og sågar levende stationer, hvor menigheden eller en hel landsby "opfører" Lidelseshistorien ("La Passione di Cristo"). På www.viacrucis.it kan man se en video fra opførelsen i Antignano i 2010. En forløber for disse opførelser var de middelalderlige "Passionsspil", "Sacre Rappresentazioni", sådan som det blandt andet blev opført Langfredag i Colosseum af Broderskabet Confraternita del Gonfalone i årene 1490-1539.

Litteratur om Via Crucis:
Pregate.it: Via Crucis.
Romasette.it: Via Crucis, gli occhi della fede sul dolore (2010).
Vatikanet: The way of the Cross.
Wikipedia: Via Crucis (italiensk tekst).