I årene 1490-1539 stod det romerske religiøse broderskab Confraternita del Gonfalone for et af de i tiden yndede religiøse skuespil, kaldet Sacre Rappresentazioni ("Passionsspil"), der opførtes Langfredag i Påsken i Colosseum.

Skuespillets emne var - som valget af dag antyder - Kristi Lidelse og Død. Medlemmer af Broderskabet stod sammen med hyrede musikere og sangere for opførelsen på en scene, der var rejst i det kapel, som Selskabet ejede i Colosseum, Cappella della Pietà. Nogle særlige år, som f.eks. Jubelårene 1500 og 1525, fremførtes der også spil Skærtorsdag ("La Lapitatione"="Kristus stenes") og Søndag ("La Risurrezione"="Opstandelsen"). Opførelserne var meget "teatralske" med mange sætstykker og rekvisitter og formåede at rive sine tilskuere så meget med, at der de sidste år opstod uroligheder efter spillet, hvor tilskuerne angreb øvrigheden og måske også byens jøder, som i visse af spillene blev anklaget som Kristi mordere. Pave Paul III forbød derfor opførelsen efter spillene i 1539.

Traditionen med disse Sacre Rappresentazioni var opstået i Toscana i det 14.århundrede, hvor man indsatte sådan en lille forestilling i Påskemessen, hvorved budskabet også nåede ud til de mange troende, som ikke forstod messen på latin. Andre skuespil udvikledes hen ad vejen, ligesom musikken i forestillingerne fra enkelte melodiske foredrag gik over til musikalsk underlægning og sang, i 1500-tallet også korsang.

Før de romerske Passionsspil kom til at foregå i Colosseum, blev de afviklet foran Kirken Santa Croce in Gerusalemme; men kort efter at Confraternita del Gonfalone var blevet dannet ved sammenslutning af flere mindre broderskaber, gav Pave Innocens VIII og Roms administration tilladelse til at spillene kunne opføres i Colosseum som en af det nye Selskabs opgaver.

STEDET for selve opførelsen var som nævnt Colosseum, hvor Confraternita del Gonfalone senere indrettede et kapel, Cappella di Santa Maria della Pietà (også benævnt Cappella della Madonna Santissima della Pietà). Kilderne omtaler det også som en lille kirke, bygget i 1517 eller 1519 og revet ned omkring år 1700. Det lå på østsiden af bygningens største akse og var bygget på og ind i de nederste etager af tilskuerrækkerne. Colosseums gulvniveau var på det tidspunkt så meget forhøjet, at kun den øverste del af de nederste buer kunne ses og heroppe lå så den lille bygning, som ifølge Carlo Lucangeli's rekonstruktion (se litt.note 2 nedenfor) var ganske smal, i to etager, med en høj indgangsdør mellem to flade søjler, der bar en flad og bred overligger med et brudt, trekantet gavlfelt. Andenetagen havde et højt vindue i en enkel ramme. Et meget smalt sidehus lå til venstre for kapellet. Her boede en eremit, der også passede bygningen. Underetagen havde en smal dør og herover et lille vindue, mens andenetagen havde et lidt større vindue siddende helt oppe under det skrånende tag med 2 gavlvinduer, der spændte over hele bygningen. Til byggeriet havde man fra et andet Broderskab, Confraternita del Santissimo Salvatore der ejede en trediedel af området, fået tilladelse til at bruge travertinblokke fra selve Colosseum. Tilsyneladende havde Confraternita del Gonfalone allerede i 1490 erhvervet en lille bygning herinde, men først fået den indrettet til kapel i 1519 ved hjælp af afladsmidler.

SCENEN var en platform af træplanker, som tilsyneladende blev stående perioden igennem. Ligesom de nødvendige rekvisitter blev opbevaret i kapellet eller dettes sidebygning.

SÆTSTYKKER brugtes der mange af. De skulle blandt andet forestille Templet i Jerusalem, Retslokaler og slotte til Pilatus og Herodes, et Bjerg med tilhørende mekanik, så Korses kunne rejses, Limbo, Ørkenen, Markedsplads ved Templet, Kajfas' Hus, Salen hvor den sidste nadver fandt sted, Annas Hus, Judas' ventested, det Træ hvor han hængte sig, og Himlen hvorfra engle kunne stige ned ved hjælp af sindrige snoremekanismer.

KOSTUMERNE blev fremstillet særligt for Maria, Maria Magdalene, Kristus, Tyvene, Judas, Kajfas og Farisæerne, mens det lader til at Apostlene og Soldaterne optrådte i deres dagligklæder. De bar dog - ligesom de to Maria'er - glorier, som opbevaredes sammen med særligt fremstillede skæg og parykker hos et af medlemmerne, der også påtog sig eftersyn og reparationer inden forestillingerne. Newbigin (se litt.note 1 nedenfor) slutter ud fra regningsbilag, at Kristus og Judas i deres dødsscener har været "nøgne", det vil sige iført kødfarvede dragter, og at der måske også har været "special effects" i form af dyreblod og indvolde.

PROCESSIONEN startede ved Broderskabets Kirke Santa Lucia Vecchia, hvor nu Oratorio del Gonfalone står. Den gik gennem Via del Pellegrino, over Campo de' Fiori, gennem Via dei Giubbonari, Via del Portico og Ghettoens Piazza de' Giudei, forbi Teatro di Marcello og bag Capitol, over Foro Romano og gennem Titus-Buen til Colosseum, hvor deltagerne, der var formummede i hvide kutter med hætter, stillede sig op langs siderne af scenen og piskede sig under skuespillet.
Når dette var slut, bar de "Kristus' afsjælede legeme til graven", det vil sige tilbage til Santa Lucia Vecchia, hvor de badede deres sår med krydret vin og aftenen endte med at deltagerne afholdt en fælles banket.

"SKUESPILLERNE" var medlemmer af Broderskabet, unge mænd af det bedre borgerskab, og til dels hyrede sangere og musikere. Hvert år udpegedes 6 medlemmer til at forberede spillene og den 1. Februar blev deres navne offentliggjort sammen med oplysning om hvilken spiltekst, der skulle opføres, og hvilket budget der var til disposition. Alle Broderskabets medlemmer forventedes at deltage på en eller anden måde og bidrage til spillets succes. Der var brug for hjælp til at fremskaffe de rigtige rekvisitter, indsamle pengemidler, finde musikere og sangere. Skuespillerne fik "betaling" i form af en fælles banket efter anstrengelserne.

SKUESPILTEKSTERNE var ikke altid de samme, men nogle af de første findes på tryk og er forfattet af florentineren Giuliano Dati sammen med Bernardo di Maestro Antonio Romano og Mariano Particappa. De to sidstnævnte var agtværdige medlemmer af Confraternita del Gonfalone, mens Dati var en præst fra Firenze, ansat som kapellan i Selskabet og forfatter til adskillige trykte digte om vidt forskellige emner.

MUSIKKEN bestod af sangere, i starten blot solister, senere også hele kor, og underlægningsmusikken blev da leveret af en betalt organist og hans medhjælper, der passede blæsebælgen. De forskellige roller krævede forskellig musik og især Farisæernes kor har været specielt, da betalingen herfor var højere end for de andre musikstykker. Newbigin (se litt.note 1 nedenfor) fremsætter den hypotese, at musikken her på en eller anden måde har været jødisk eller jødisk inspireret og derfor vanskeligere at udføre. Hun anfører også, at det musikalske udtryk fra 1534 nærmede sig operaens - og det 60 år før dennes opståen.

Efter at Passionsspillene i Colosseum var blevet forbudt i 1539, helligholdtes Langfredag herefter kun med processioner af flagellanter (selvpiskere).

 

 

Litteratur om La Passione del Cristo:
Guide Rionali di Roma. Roma, Fratelli Palombi Editori.
- Rione V, Ponte, Parte IV . A cura di Carlo Pietrangeli. 1981. : side 60f.
- Rione XIX, Celio, Parte I. A cura di Carlo Pietrangeli. 1983. : side 20.
(1) Newbigin, Nerida: Judas and the Jews in the Easter Palys of the Roman Confraternity of the Gonfalone. i: European Medieval Drama, Vol.3, 2000. Brepols.
- side 19-39.
Pocino, Willy: Le confraternite romane. Roma, Edilazio, 1. edizione, 2000.
- side 22ff.
(2) The Colosseum / by Filippo Coarelli ... (et al.) / edited by Ada Gabucci, translated by Mary Becker. Los Angeles: The J.Paul Getty Museum, 2000.
- side 217.
Libero.it: Arciconfraternita della SS.Annunziata: La Storia dell'Arciconfraternita del Gonfalone.
Romeguide.it: Oratorio del Gonfalone.