|
|
|
|
|
Disse "Hellige Opførelser" var religiøse "skuespil", som i Danmark kaldtes "Passionsspil" eller "Mysteriespil". De opførtes i Middelalderen i Danmark og til endnu senere i Italien. Opførelsestidspunktet for Passionsspillene var Påsken og emnet var Jesu Lidelseshistorie fremført som dramatiske skuespil, "både i form af liturgisk drama og som folkeligt skuespil" (se litt.note 1 nedenfor). Mysteriespillene tog også andre emner op, såsom Mariae Bebudelse ("Annunziazione"), Jesu fødsel, og Kristi Himmelfart ("Ascensione"). I Danmark mistede disse opførelser deres betydning efter Reformationen, men traditionen lever stadig i de katolske lande. Efterhånden løsrev de dramatiske opførelser sig fra Kirken og udviklede sig til rene teateropførelser. Nogle af opførelserne indeholdt også sang - både for solister og kor og kan måske opfattes som forløbere for opera-forestillinger. Den musikalske del kan stadig findes ved Langfredagsgudtjenesternes korsang og i f.eks Bachs passionsmusik. Traditionen med disse Sacre Rappresentazioni opstod først i Toscana i det 14.århundrede, men allerede i 970 omtales der en sådan forestilling, som muligvis fandt sted i Frankrig. Det drejede sig om en "Risurrezione" ("Opstandelsen"), iscenesat med en munk i rollen som englen ved graven og 3 munke, der forestillede de 3 Maria'er. Ved at indsætte sådan en lille forestilling i Påskemessen, nåede budskabet også ud til de mange troende, som ikke forstod messen på latin. I Italien opstod en anden form for religiøst "skuespil", nemlig de "Presepi Viventi" ("De levende krybber (krybbespil)"), som San Francesco d'Assisi startede i 1223 i Greccio. En anden type er "la lauda drammatica", som sikkert er opstået efter Jacopone da Todi's opførte dialoger i slutningen af 1200-tallet. I disse spil optrådte der mange personer og for at kunne opføre dem, opstod der tilsvarende mange religiøse broderskaber. Forestillingerne blev mere og mere udviklede og krævede både større midler, finesser og rum, så de flyttedes fra kirkernes indre til scener opstillet på gårdspladserne udenfor eller andre egnede steder. Musikken i spillene udvikledes ligeledes. Fra enkelte melodiske foredrag gik det over til musikalsk underlægning og sang, i 1500-tallet også korsang. I 1599 skrev Emilio de' Cavalieri stykket "Rappresentazione di Anima e Corpo", som blev opført i 1600 i Kirken Santa Maria in Vallicella. Med dette stykke opstod den musikalske genre, der kaldes "oratorium".
Nogle "Sacre Rappresentazioni" og andre lignende "opførelser": "La Passione di Cristo" ("Kristi Lidelseshistorie"), som blev opført af Confraternita del Gonfalone i årene 1490-1539 i Colosseum. Vi kan måske danne os et lille indtryk af, hvorledes det har været at overvære et af disse "skuespil". Den russiske Biskop Abraham af Souzdal var i Italien i 1438-39 og her overværede han i Firenze først en opførelse af "Bebudelsen" ("Annunziazione") og senere en fremførelse af "Kristi Himmelfart" ("Ascensione"). Ifølge Larson (se litt.note 2 nedenfor) beretter Biskoppen om en stor og flot platform og trappe, som var blevet rejst over Kirkens dør og dækket med tæpper for at forestille Himmelen, hvor Gud Fader befalede Englen Gabriel at drage ned for at bebude Jesu fødsel for Jomfru Maria. Gud sad på en trone og var iført kostbare klæder, han havde en krone på hovedet og Evangeliet i hånden. Rundt om ham sad og stod hvidklædte børn og rundt om dem var der 7 glober, der repræsenterede de 7 planeter. I globerne var der tændte olielamper og mellem dem sad 4 unge mænd, der var klædt ud som engle. Man kan nemt forestille sig, hvor betagende dette syn har været for tidens fattige og udannede bønner, tjenestefolk og småhandlende. Biskoppen fortsætter sin beretning og den følgende scene er ikke mindre pragtfult udstyret end den første. Midt i Kirken var den anden scene dækket med røde silketæpper. Her var en seng og en stol med tæpper og puder, hvor Jomfru Maria - fremstillet af en ung, smuk dreng - sad og læste en bog. 4 rigt klædte profeter stod i midten. Biskoppen noterer sig, at tæpperne var af kostbare franske og italienske stoffer. Et sindrigt snoresystem gik oppe fra Himmel-scenen og ned til Maria's hus. Ad dette blev senere Ærkeenglen Gabriel firet ned til jorden. Biskoppen beretter også, hvorledes den store tilskuerskare åndeløst stod og ventede på spillets begyndelse. Og blot opstarten, hvor profeterne skiftedes til at afgive deres profetier om Herrens komme, varede op mod en halv time. Endelig kom det tidspunkt, hvor Englen blev firet ned, mens han sang med lav stemme. Selve Bebudelsen var en forkortelse af et Ave Maria, hvorefter der fulgte en længere ordveksling mellem Englen og Maria, der til slut så op mod Himmelscenen og underlagde sig Guds vilje. Derpå blev Englen hejst op igen, mens han bevægede armene, så det for publikum, der på afstand ikke rigtigt kunne skelne snoretrækket, så ud som om han fløj. "Special effects" i form af tordenbrag og ild fulgte Englens opfart og til sidst oplystes hele Kirken af skæret fra endnu flere klare olielamper. Biskoppen var begejstret og kaldet det et "fantastisk skuespil", som hans ord slet ikke kunne yde retfærdighed.
Litteratur om Confraternita del Gonfalone: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|