Det første mekaniske ur blev drevet af et lod, der sad fast i en snor, som var vundet rundt omkring en tromle. Det blev udviklet i det 14. århundrede.

Giovanni di Dondi konstruerede i det 14.århundrede et "astronomisk" ur, der kunne angive tidspunktet og samtidig fulgte solens, månens og de 5 kendte planeters bevægelser

Omkring år 1500 gik man over til at bruge fjedre i stedet for lodder.

De mekaniske ure blev hurtigt populære. De større byer anbragte store ure på byens samlingsplads, for eksempel på kirketårnet eller rådhustårnet hvor alle byens borgere kunne have glæde af dem. De gode urmagere var efterspurgte og urene udviklede sig til de rene mesterværker, som blev smukt dekoreret og udover urskiven forsynet med masser af mekaniske figurer, som bevægede sig ved timeslagene.

De mest berømte af den slags ure fandtes i Strasbourg og Prag og deres ry var så stort, at Pave Sixtus V (1585-1590) modtog en model af Strasbourg-uret.

I 1637 opdagede Galileo Galilei pendulets princip, som senere af hollænderen Christian Huygens benyttedes til at bygge pendul-uret.

Udbredelsen af de mekaniske ure betød imidlertid ikke straks mindre anvendelse af solurene, som nu brugtes til at kontrollere, at den "nymodens" mekanik også passede med solens bevægelser.