Til at måle tidspunktet på dagen, kan man bruge solen som ur. Efterhånden som den stiger på himmelen, bliver skyggerne kortere. Man kan stille en gren lodret og se hvordan dens skygge ændrer sig med solens gang. Den danner et skyggeur eller som man plejer at sige: et solur.

Soluret er en meget gammel opfindelse, allerede "de gamle ægyptere" kendte til det omkring år 5000 før Kristus, og ved at tegne streger rundt om "viseren" ("gnomon'en"), hvor skyggen falder, kan man få en god fornemmelse af, hvor meget af dagen der er gået.

Man lavede også mere holdbare ure af ler og sten med indridsede mærker, der viser timerne. Og efterhånden blev solurene et vigtig redskab til at opdele dagen i mindre dele, til at indgå aftaler efter og til at forberede sig på aftalte begivenheder.

Der er dog også mange problemer ved solure. De er afhængige af breddegradden og de kan kun bruges, når solen skinner; i gråvejr og om natten måtte man klare sig på anden vis. Her kunne man ty til vandure, sandure eller brændure, disse havde ydermere den fordel, at de kunne bruges til at sørge for at for eksempel soldaternes vagter blev af samme længde eller at sagførerne og politikerne på Forum fik lige lang taletid.

Men soluret kunne vise, hvor lang tid der var gået siden solen var stået op og hvor længe, der var til den nåede sit højeste. De kunne bruges til at angive tidspunktet for hvornår forhandlingerne på Forum skulle slutte eller hvornår badeanstalterne åbnede. Romerne fik deres første solur i år 263 før Kristus da Valerius Messalla hjembragte det som krigsbytte fra Catania. Det blev opstillet på "Comitium" på Forum. Desværre viste det sig hurtigt, at målingerne var unøjagtige i Rom, der ligger på en anden breddegrad end Catania.

Omkring år 25 før Kristus omtaler Vitruvius 9 forskellige slags solure og opfinderne af disse var alle grækere. Det var da heller ikke noget tilfælde, at det første ur der kom til Rom, kom fra det græskdominierede Catania. Grækerne havde allerede fra det 5.århundrede solure formet som en konkav halvkugle som regel udskåret i en marmorblok og forsynet med en tilspidset pind til at kaste skyggen. De forskellige skyggeaftegninger indridsedes i halvkuglen og på denne måde kunne angives dagens 12 timer på forskellige årstider, jævndøgn og solhverv. Disse angivelser var dog afhængige af den breddegrad, hvor soluret blev fremstillet, hvorfor Mesalla's krigsbytte ikke blev helt den succes, han måske havde forventet.

Efterhånden opfandt man nye metoder til at udregne meridianen på andet end buede flader og herefter kunne man fremstille ure af store dimensioner, som kunne opsættes på offentlige steder og ses på stor afstand. De blev nu mere og mere almindelige og fandtes snart både i privathuse, på offentlige steder, i termerne, men også som små transportable ovaler, som kunne bruges som medaljon og når tiden skulle måles, holdes i vandret position, så en lillebitte gnomon kunne kaste skygge eller et lille hul i kanten med en solplet kunne vise tiden.

Man har fundet en del rester af solure, mere end 250 i hele Romerriget, 12 heraf i Rom og omegn og 10 i Ostia. De fleste er den halvkugleformede type, fordi de flade, der enten var aftegnet på husvægge eller på jorden ofte er forsvundet sammen med bygningerne

Solens bevægelse er imidlertid ikke jævn og dette forårsager en forskel på den "sande soltid" og den såkaldte "middelsoltid" på op til ca. 15 minutter. Disse afvigelser kunne man i senere århundreder korrigere ved hjælp af sin almanak.

I Renæssancen byggedes mange store solure i de store kirker med de såkaldte meridianer nedfældet i kirkegulvene og forsynet med alle slags målestreger og udregninger. En af disse findes i Rom i Kirken Santa Maria degli Angeli. Her falder lyset ind på kirkegulvet fra et lille hul 20 meter oppe og aftegner en lille lysplet på en 44 meter lang metalstribe, der ligger skråt ned gennem kirken. Målingerne herfra brugtes blandt andet til at beregne Påskedatoerne.

Fremkomsten af de mekaniske ure betød ikke, at solurene forsvandt, i stedet for brugtes de til at kontrollere at den nye mekanik nu også virkede!

En særlig type solure var den såkaldte "middagskanon", hvor en lille kanon blev forsynet med et brændglas, så solen, når den stod stik i syd, med sine stråler gennem brændglasset antændte kanonens lunte og denne affyredes som signal om, at det nu var middag. Man kender forskellige udgaver af middagskanonen, blandt andre en fransk fra 1830 og en tysk fra 1850.