Den gennemsnitlige længde af et døgn er 24 timer. Opdelingen i disse 24 timer skyldes babylonerne og sumererne, der allerede i år 2400 før Kristus havde opdelt døgnet i dag og nat à hver 12 timer.

Men døgnet opdeltes yderligere i dag og nat: dagen varede fra solopgang til solnedgang og natten fra solnedgang til solopgang. Og dag og nat inddeltes derpå i 12 timer. Da der er forskel på dagenes og nætternes længde alt efter årstiden, blev de 12 timer ikke lige lange om dagen og om natten og heller ikke sommer og vinter. En time i Antikken var ikke som idag 1/24 del døgn, men 1/12 af den længde, som dagen eller natten havde på det pågældende tidspunkt.

Som man kan forstå, gav disse forskelle problemer når man skulle fastsætte et bestemt tidspunkt og for de forskellige ure, som man opfandt.

Før man talte om timer, talte man om "vagter", en dagsvagt om sommeren var derfor længere end en dagsvagt om vinteren, hvor nattevagten til gengæld var længere. For at kunne beregne vagter, der var lige lange, måtte man ty til sandure eller brændure, mens man nogenlunde kunne beregne tidspunktet på dagen ved hjælp af solure.

I Middelalderen opdelte Kirken efter Sankt Benedikt's klosterregel dagen i 7 timer ud fra de 7 daglige ritualer med bøn, som afholdtes med 1 times mellemrum. I det 13.århundrede byggedes det første mekaniske ur med en klokke for at minde munkene om at det var tid at bede. Med de mekaniske ure blev det muligt at beregne lige lange timer.

Og nu begyndte man så også at indele timerne i minutter. Ordet "minut" er egentlig en forkortelse af vendingen "pars minuta primam", der betyder "den første formindskede del". Og da matematikere allerede brugte at opdele cirklen i 60 dele, blev 1 minut 1/60 af 1 time.

Efterhånden som urene blev mere nøjagtige, fulgte også opdelingen af minuttet i 60 sekunder. Ordet "sekund" er en forkortelse af vendingen "pars minuta secunda" = "den anden formindskede del".