Kardinal Felice Peretti fra Montalto valgtes til Pave som Sixtus V d. 24.4.1585, hvor han efterfulgte Pave Gregor XIII. Sixtus V var Pave indtil sin død d. 27.april 1590, hvor han blev efterfulgt af Pave Urban VII.

Felice Peretti var født i Grottammare i Le Marche den 13.December 1521 i et fattigt hjem, hvor han hjalp sin fader i marken og med at passe svinene. Han havde en onkel, der var franciskanermunk og som sørgede for, at den begavede dreng kunne komme til at studere og hjalp ham på vej til en karriere indenfor Kirken. På denne måde blev Felice som 9-årig optaget blandt "I Frati Minori" i byen Montalto, der lå tæt ved hans hjem.

Da den unge mand viste store evner og var god til at prædike, kom han til at studere i Ferrara og Bologna og i 1552 kom han til Rom for at holde Faste-prædiken i Kirken I Santi Apostoli. Pave Paul IV (1555-1559) fik øje på ham og udnævnte ham til inkvisitor i Verona, hvor mange af hans medbrødre kritiserede hans nidkærhed.

Pave Pius V (1566-1572) satte stor pris på den unge præst og udnævnte ham til Generalvikar for Franciskanerne, til Biskop ved Kirken Santa Agata dei Goti og derpå til Kardinal.

Gregor XIII (1572-1585), der efterfulgte Pius V som pave i 13 år, syntes imidlertid at Kardinal Montalto var alt for streng og kritisk og holdt ham på en vis afstand. Kardinalen holdt derfor en lav profil i disse år, selv da hans nevø Francesco blev myrdet og der hviskedes om, at den skyldige var Paolo Giordano Orsini, elsker til den myrdedes smukke hustru Vittoria Accoramboni. Paven kaldte Kardinal Montalto for sig for at spørge om hans mening i denne ubehagelige sag og Kardinalen foreslog blot, at man slog en streg over ugerningen. Men selv glemte han det ikke og da han endelig blev pave, forstod han at hævne den uret, der var tilføjet hans nevø.

Da Gregor XIII døde den 10.April 1585, blev Kardinal Montalto valgt enstemmigt til Pave Sixtus V og han tog straks fat på Pavestatens alvorlige problemer. Han for hårdt frem mod "banditismen", udstedte dødsdomme til alle, der bar våben og til adelsmænd og ambassadører, som gav banditter asyl på deres ejendomme eller begunstigede voldelige overfald og sammenstød mellem de små private "hære" af "banditter", som disse havde i deres husholdning. Obsternasige kardinaler blev fængslet i Castel Sant'Angelo og allerede på hans kroningsdag den 1.Maj blev 4 unge mænd hængt på grund af våbenbesiddelse.

Paolo Giordano Orsini, der havde giftet sig med den myrdede Francesco Peretti's hustru, fortrak med hende til Bracciano og videre til Venedig og Padova for at komme udenfor den hævnende onkel og Paves rækkevidde. Her døde han af en infektion, mens Vittoria blev myrdet af Ludovico Orsini's lejemordere.

Forholdene i Rom var meget strenge, der var spioner og angiveri overalt og Sixtus V for hårdt frem mod alle, der var imod ham, mod prostituerede og alfonser, mod mødre der lod deres døtre prostituere sig. De prostituerede forvistes til et afsides sted, der kaldtes Ortaccio.

Også indenfor Kirken for Paven hårdt frem, kardinalerne skulle ikke mere have sønner eller nevøer at begunstige og han foretrak at udnævne italienske kardinaler. Det var i disse år at Den katolske Kirke måtte gå til modangreb mod den omsiggribende Protestantisme, som bredte sig i Norderuropa og Paven fandt det derfor nødvendigt med en grundig opstramning og reorganisering af Kirken. I 1588 udsendte han bullen "Immensa Aeterni Dei", hvori han reorganiserede Pavestatens administrationsapparat, Curia Romana, og oprettede det rådgivende kontor, "La Consulta", til afløsning af en af Pave Paul IV i 1559 nedsat kommission med samme navn. Og han gav kardinalkollegiet den struktur, som det stadig har den dag idag. Til trods for alle disse tiltag havde Sixtus V dog selv en nevø, som han favoriserede og udnævnte til kardinal, da denne var 15 år. På samme måde forstod han også at begunstige sin familie, blandt andet sin søster Camilla Peretti, og han samlede sig en stor formue og opkøbte store ejendomme, hvor han på Esquilin opførte et pragtfuldt palads med en smukt anlagt park, som han derpå overdrog til sin søster.

Sixtus V havde en utrolig energi og nåede både at sætte en mængde ting i værk, men sandelig også at fuldende mange af dem i løbet af de kun 5 år han virkede. Han satte gang i landbruget og fik drænet de Pontinske Sumpe for en periode. På denne måde skaffede han mere korn til Roms brødforsyning, men samtidig lagde han nye skatter på netop korn, men også på andre dagligdags fornødenheder: olie, vin, kød, grønsager og fisk. Således steg Kirkens formue under Sixtus V, som til gengæld støttede både kunsten og videnskaben og satte nybyggeri i gang i Rom.

Han forstod, at for at udbygge yderkvartererne Esquilin, Viminal og Quirinal, hvilket var et af hans mål, måtte der skaffes vand til disse områder. Derfor lod han den gamle akvædukt Aqua Alessandrina restaurere og omdanne til akvædukten Acqua Felice, som skaffede vand til Monti-kvarteret. For at gøre disse kvarterer attraktive for nye bygherrer så han også, at der måtte nye og gode veje til, så han begyndte at sanere og planere i området, anlagde pladser og lange, lige, brede veje så pilgrimmene og kirkeprocessionerne havde let ved at komme rundt mellem de store valfartskirker. Fra Kirken Santa Maria Maggiore anlagde han den lange forbindelsesvej Strada Felice, som skulle bestå af 2 dele, fra Monte Pincio til Santa Maria Maggiore og herfra og ud til Santa Croce in Gerusalemme. Paven påtænkte nemlig også at lave organiserede pilgrimsrejser til Rom fra hele verden - også fra den nye verden i Amerika.

Området omkring Santa Maria Maggiore, hvor hans ejet landsted lå, havde hans særlige bevågenhed, han gav nye tilflyttere særlige økonomiske fordele, han sørgede for aktiviteter: til Piazza delle Terme flyttede han et marked, som ellers hvert år i september måned afholdtes på Abbazia di Farfa's ejendom, ligesom han sørgede for at få arrangeret et kvægmarked. Han lod bygge en række værksteder "botteghe" til silketilvirkning og opsætte 2 store offentlige vaskebassiner "i lavatoi" ved Diocletian's Termer. Han opkøbte kilderne til Pantano-kanalen af Marzio Colonna og forestillede sig, at der skulle føres en kanal fra Tivoli gennem Termini-området ind til Quirinalet for yderligere at udbygge vandforsyningen.

Sixtus V's byplansarbejder og byggerier er talrige, han rejste obeliskerne på pladserne Piazza del Popolo, Piazza San Giovanni in Laterano, Piazza dell'Esquilino foran apsis til Kirken Santa Maria Maggiore og på Piazza San Pietro og i 1587 lod han Trajansøjlen "krone" af en statue af Sankt Peter. I Collegio Massimo i EUR kan man idag se en række malerier af Pavens største byggeforetagender, der stammer fra festsalen i hans landejendom Villa Peretti.

Så megen magt Sixtus V end havde til at styre og organisere sin egen by, havde han ikke den samme magt udadtil. Det var en urolig tid i Europa, Protestantismen vandt frem, i Frankrig var der borgerkrig, i England blev den katolske Maria Stuart halshugget af sin rival, den protestantiske Elisabeth I, som var for magtfuld til at Paven kunne standse hende. Han bidrog dog med penge til den spanske Kong Filip II's "uovervindelige Armada", men troede måske ikke selv på et heldigt udfald, selvom han udsendte en pavelig bulle, hvori han fradømte Elisabeth retten til Englands trone.

I 1590 blev Sixtus angrebet af malaria, men ville ikke lade sig overvinde af sygdommen og styrede Kirkens sager til det sidste. Den 27.April døde han. Samtidig rasede et voldsomt uvejr i Rom og det fik romerne til at hviske om, at Djævelen selv var kommet for at hente Paven, som nok havde haft en aftale med den herre, som havde hjulpet ham til tops.

Pave Sixtus V ligger begravet i Santa Maria Maggiore, den kirke han elskede højest og hvor han var Kardinal inden han blev Pave. Allerede i 1584 lod han her bygge et kapel, Cappella Sistina, på hvis højre væg der er opført et stort gravmæle for ham.

Litteratur om Pave Sixtus V:
Harder, Thomas og Hans Scheving: Rom. Gyldendals Bogklubber, 1990.
- side 29f.
Politikens Kulturguide: Rom. Politikens Forlag, 2000.
- side 32.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione XVIII, Castro Pretorio, Vol.1: side 12ff.
Rendina, Claudio: I Papi, storia e segreti. Newton Compton editori, 5.ed., 1990.
- side 660ff.
Tagliolini, Alessandro: I giardini di Roma. Newton Compton editori, 2 edizione, 1992.
- side 135ff.
Zaccagnini, Carlo: Le ville di Roma. Newton Compton editori, 1976.
- side 115ff.