|
|
Filonardi-familien stammede fra byen Veroli, der ligger i Frosinone-provinsen i midt-Italien, men virkede og boede også i Rom i 1400- og 1500-tallet. Omkring 1440 hører man om en vis Bartolomeo Filonardi i Rom og senere om Ennio Filonardi (1466-1549), som gjorde karriere indenfor den kirkelige administration og blev Biskop i Forlì og Guvernør over Imola. Han endte som Kardinal ved Kirken Sant'Angelo in Pescheria i 1536. I Rom havde Filonardi-familien ejendom i området vest for nutidens Largo Argentina, hvor en lille gade, der forbandt dette område med Via del Monte della Farina, blev opkaldt efter familien: Via dei Filonardi. Den hedder idag Via dei Barbieri. Ennio Filonardi havde 2 brødre, Domenico og Vellio, som med deres familier fik gavn af hans position. Flere af deres børn og børnebørn blev Biskopper eller bestred andre vigtige poster og en af familiens linier fostrede en Marcello Filonardi, der arbejdede som domsmand i den pavelige administration til sin død i 1614. Marcello Filonardis ene bror, Scipione, fik sønnen Filippo Filonardi (1582-1622), som i 1611 blev udnævnt til Kardinal ved Kirken Santa Maria del Popolo. Andre familiemedlemmer, som virkede i Rom, var Filippo's brødre, Mario og Cesare Filonardi, der begge var kanniker ved Peterskirken. Mario Filonardi blev i 1634 udnævnt til Ærkebiskop i Avignon. I 1635 fik han overdraget et rum i den nyopførte Kirke San Carlo ai Catinari, som han lod indrette til familiens gravkapel. Det er det tredie kapel i venstre side, tegnet af Paolo Maruscelli og viet til "I Santi Martiri Persiani", "de hellige persiske martyrer". Ifølge Amayden (se litt.note forneden) var det Ennio Filonardi, der som den første købte ejendom eller byggede hus i Rione Sant'Eustachio i 1530. I slutningen af 1700-tallet købte familien Palazzo Gottifredi Primoli i Via Zanardelli nr.1, men solgte det atter senest i begyndelsen af 1800-tallet. Familiens våben er delt i 4 dele, hvoraf den øverste venstre og den nederste højre del viser en blå ørn på guldbund, mens den øverste højre og nederste venstre del har rød bund under et egetræ i guld. Litteratur om Filonardi-Familien: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|