|
Fioravanti-familien |
Familien Fioravanti, som efter 1722 overtog Massa-familiens palæ, nu kaldet Palazzo Fioravanti, på hjørnet af Via Monserrato og Via dei Farnesi, kom oprindeligt fra Frankrig, hvor de havde titel af Grever af Saint Trivier Mortelongue og fra 1308 vides at have boet i området Villacarde de Fleury. I slutningen af 1400-tallet blev et medlem af slægten, Fioravante de Fleury, Generalkommissær for de pavelige tropper under Alexander VI, som var Pave i 1492-1503. I 1500-tallet havde Fioravanti-familien med blandt andre medlemmerne Alberto, Nicola og Fioravante base i Pistoia i Toscana og herfra flyttede familien - antagelig i slutningen af 1500-tallet - til Rom, hvor de fik fremgang og succes, samt kom til at bestride ærefulde hverv i byens administration, for i 1700-tallet at få en romersk grevetitel. Efter 1722 overtog de således det gamle Palazzo Massa-Cosciari og gjorde det til deres eget familiepalæ med navnet Palazzo Fioravanti. I 1700-tallet købte Fioravanti-familien desuden det lille Palazzetto Sala i Via dei Coronari 45. I Kirken San Gregorio på Celio-højen findes familiens kapel, som det 3.kapel i venstre side: Cappella Fioravanti, også kaldet Cappella dell'Immacolata Concezione. Fiorvanti-familiens våben har sølvfarvet baggrund med et bredt, vandret midterbånd med striber i blåt og i midten en guldstjerne. I våbnets nederste felt ses 1 og i det øverste 2 røde rosenhoveder. Af familiens medlemmer kender vi: Fioravante de Fleury, som var den første der ændrede familienavnet til Fioravanti. Han blev i slutningen af 1400-tallet Generalkommissær for de pavelige tropper under Alexander VI, som var Pave i 1492-1503. Fioravantes de Sancto Casciano deltog i 1484 i Processionen ved Festa dell'Assunzione. Her var han blandt bærerne af det hellige billede af Kristus, "L'Immagine del Salvatore", på den første del af strækingen mellem Cappella di Sancta Sanctorum til Kirken Santa Maria Nova sammen med 5 andre borgere fra Trastevere: Baptista Iacobi de Matheis, Paulus Petri Nisci, Antonius de Torciis (som vist nok døde inden processionens afholdelse og er streget på listen), Iulianus Sabbe Lelli Versa, Stefano Nisci og Franciscus Laurentii de Maglionibus. Alberto Fioravanti, som gjorde karriere i hæren i 1500-tallet. På dette tidspunkt boede familien dog i Pistoia. Nicola Fioravanti, som gjorde karriere i hæren i 1500-tallet. På dette tidspunkt boede familien dog i Pistoia. Fioravante Fioravanti, som gjorde karriere i hæren i 1500-tallet. På dette tidspunkt boede familien dog i Pistoia. I 1564 fik en vis Elena Fioravanti, omtalt som "Helena de Fioravantibus bononiensis", det vil sige fra Bologna, tilladelse til at lade lave udgravninger på sin vingård ved Kejser Titus' Termer. i nærheden af Colosseum. Der var dog den betingelse, at ødelæggelse af vinplanter eller træer kun måtte foregå, hvis de fund, man forventede at fremgrave, oversteg det ødelagtes værdi. (3) Luzio Fioravanti, der i Juli kvaratal 1583 blev valgt som kvartersleder, Caporione, for kvarteret Rione Trastevere (2). Benedetto Fioravanti, som udpegedes til det ærefulde hverv som Conservatore i Rom i 1659. Familien boede nu i Rom. Det er antagelig denne Benedetto, som i April kvartal 1628 var valgt til Caporione for Rione Parione, samt til samme hverv for samme kvarter i Oktober kvartal 1651 og ligeledes i Oktober kvartal 1653 bestred hvervet som Caporione, men denne gang for Rione Borgo. Da han i Oktober kvartal 1659 udnævnes til Conservatore, benævnes han Benedetto Fioravanti da Ripa og da han udpegedes til samme hverv i April kvartal 1666, var det for Rione Sant'Eustachio (2). Odoardo Fioravanti, der var valgt som Caporione i Juli kvartal 1664 for Rione Sant'Angelo og i April kvartal 1668 for Rione Colonna (2). Ferdinando Fioravanti, som i Januar kvartal 1665 valgtes som Caporione for Rione Ripa (2). Benedetto Fioravanti, som udpegedes til det ærefulde hverv som Conservatore i Rom i Juli kvartal 1808 (1). Måske den samme Benedetto Fioravanti, der i Oktober kvartal 1820 og i Januar kvartal 1827 udnævntes til samme hverv (2). Filippo Fioravanti, som i Januar kvartal 1828 var valgt som leder af kvarterslederne, Priore dei Caporioni, uden angivelse af beboelseskvarter (2). Det er vel denne Filippo, som den 10. April 1861 køber en vingård, beliggende udenfor Porta San Paolo, mellem Porta San Paolo og Basilica di San Paolo, af sammenslutningen Collegio Nazareno for 750 scudi (4). Benedetto Fioravanti, som udpegedes til det ærefulde hverv som Conservatore i Rom 1845. Alessandro Fioravanti, der i Juli kvartal 1843 valgtes som Priore dei Caoprioni. Han tituleredes her som Cavaliere. I Oktober kvartal 1845 udpegedes han derpå til det ærefulde hverv som Conservatore i Rom (1+2). Angela Fioravanti ejede i 1868 på et sted langs med Via Appia Nuova en grund med et krat af siv og rør, som hun den 20. Februar solgte til Don Francesco Cassetta for 350 scudi eller 1.881,25 "lire pontificie". Angela Fioravanti var gift med Salvatore Merolli og moder til datteren Carlotta Merolli, som blev gift med Luigi Sgattarelli (4).
Litteratur om Fioravanti-familien: |