Familien Montemarte var en fornem, gammel familie fra Orvieto i provinsen Umbria. Og egentlig er Montemarte ikke slægtens efternavn, men medlemmernes titel, da de var Grever af Montemarte, Titignano og Corbara.

I deres hjemegn havde de stor betydning og i 1300-tallet blandede medlemmerne sig også i de mange magtkampe, som førtes i Italen, både mellem magtfulde familier, mellem byer og grevskaber, mellem Paven og de forskellige familier, byer og grevskaber, samt mellem Pave og Modpave og udefra kommende interesser.

I perioden 1325-1388 kender vi for eksempel til Ugolino di Montemarte, der gik militærvejen og var i Pavens tjeneste. Det var måske ham, der lagde grunden til familiens bopæl i Rom, der i 1500-tallet opførtes eller ombyggedes som det Palazzo Montemarte, man idag kan se i Via Celsa nr. 47.

PETRUCCIO di MONTEMARTE, som er nævnt for første gang i 1321 i sin fader ANDREA's testamente, havde fra 1337 stor indflydelse i Orvieto, hvor han var medvirkende til de tidligere ledere af Monaldeschi-familiens fald og sammen med Ugolino di Bonconte della Vipera stifter af gruppen Malcorini.

I 1341 overlod de 2 stiftere imidlertid ledelsen til Matteo Orsini, som styrede Orvieto indtil 1345. Dog ikke uden problemer, da han i 1342 blev mistænkt for at have forgivet Ugolino di Bonconte, hvis broder Benedetto derpå svigtede Petruccio di Montemarte og indgik en alliance med Matteo Orsini. Petruccio gjorde gengæld ved at gifte sig (i 2. ægteskab) med en datter af en af sine modstandere og kunne derpå atter få del i magten i Orvieto.

Hans 2 sønner, Ugolino di Montemarte, født i første ægteskab med Giovanna dei conti di Alviano, og Francesco di Montemarte, født i andet ægteskab med Odolina di Bernardi dei Cervareschi, bekendte sig hele livet til den guelfiske sag som tilhængere af Paven og modstandere af det ghibellinske parti, der støttede Kejseren mod Paven.

Petruccio di Montemarte døde i 1349.

UGOLINO di MONTEMARTE angives at være født i 1325 som søn af Petruccio da Corbara. Han ses første gang nævnt i kilderne i 1342 som del af den anti-pavelige gruppe, kaldet I Malcorini. På dette tidspunkt undgik han med nød og næppe at blive arresteret af Matteo Orsini på Piazza del Popolo i Orvieto, hvorefter han flygtede fra sin hjemby. Efter dette var han kun i kortere perioder tilbage i Orvieto, indtil det i 1352 lykkedes den pavelige ambassadør Nicolò della Serra at forlige de stridende parter.

I 1349 døde Ugolino's fader Petruccio og Ugolino blev formynder for den 20 år yngre og kun 4 år gamle halvbroder Francesco di Montemarte.

I Maj 1353 blev Ugolino udnævnt til Capitano di Guerra ("Krigskaptajn") i Firenze og gik nu i tjeneste under Kardinal Gil Albornoz, hvorefter han resten af sine dage holdt sig til de pavetro og ofte anvendtes til diplomatiske missioner.

I 1354 deltog Ugolino i Pave Innocens VI's erobring af Orvieto, der indtil da var styret af Giovanni di Vico. I 1356 var Ugolino udnævnt til Pavelig Guvernør i Ancona og her påbegyndte han opførelsen af San Cataldo-fæstningen. I 1357 blev han af den pavelige Udsending Androin de la Roche sat til at reformere byen Terni's statutter og i 1360 udnævnte Kardinal Albornoz ham til leder af Grevskabet Spoleto, hvor han i hvert fald opholdt sig i 1360-1361.

I 1365 blev Ugolino sendt på en mission til Napoli og i 1366 besejrede han en lejehær under ledelse af lejesoldaten John Hawkwood ved Spoleto. Senere ledte han et paveligt angreb på Todi, da hans velgører Kardinal Albornoz døde i Viterbo.

Herefter blev Ugolino en af de ambassadører, som Orvieto kommune sendte til Viterbo for at tilbyde byen til Pave Urban V (1362-1370), der tilbød Ugolino en post som Senator i Rom. Denne afslog han imidlertid for i stedet at fortsætte i den pavelige hær.

I 1368 ledte han et slag mod en hær fra Perugia og i 1370 fik han en ledende rolle i fredsforhandlingerne mellem Perugia og Pave Gregor XI (1370-1378). Under de pavelige guvernører i Perugia forblev Ugolino her.

I 1377 blev Ugolino di Montemarte udpeget til Pavelig Guvernør i Todi og da den nye Pave Urban VI (1378-1389) fik problemer med en i Orvieto valgt Modpave Clemens VII, forblev Ugoline tro mod den "rigtige" pave.

Ugolino di Montemarte døde i 1388.

FRANCESCO di MONTEMARTE:

blev født omkring 1345 som søn af Petruccio di Pietro di Corbara og Odolina di Bernardo dei Cervareschi. Da hans fader døde i 1349, blev hans 20 år ældre halvbroder Ugolino di Montemarte formynder for den 4 år gamle faderløse Francesco.

I 1356 blev Francesco af Ugolino kaldt til Ancona for at begynde sin uddannelse. Ugolino var da i tjeneste hos Kardinal Albornoz, som i 1364 lader til at have arrangeret Francesco's ægteskab med Imperia degli Oddoni da Matelica. Vielsen foregik i 1366 og ægteparret bosatte sig i Corbara, hvor Imperia døde i 1369 under fødslen af parrets førstefødte søn Ranuccio.

Herefter vendte Francesco sig også mod en militærkarriere ligesom storebroder Ugolino og deltog også i flere kampe mod antipavelige styrker.

I 1376 giftede Francesco sig påny, denne gang med Francesca di Venanzio da Camerino, med hvilken han fik 3 sønner: Rodolfo, Ugolino og Carlo. I 1380 skiftede den politiske magt og Francesco måtte gå i landflygtighed indtil 1390, efter at han i 1388 var blevet slægtens overhovede, da broder Ugolino døde. Som sådan blev det hans lod at samle de stridende parter i Orvieto og sætte punktum for krigene, selvom det kun blev for en kort periode.

I 1397 gav Pave Bonifacius IX nogle områder i Monteleone oog Camporsendoli i len til Francesco di Montemarte som tak for de tjenester, som familien havde ydet Paverne.

Man ved ikke præcist hvornår og hvor Francesco døde, men man formoder, at dette skete i Corbara og på et tidspunkt i slutningen af år 1400, hvorefter han ikke mere indførte nogen notater i bogen Cronaca, der omhandelde hans egen og slægtens historie.

RANUCCIO di MONTEMARTE, født 1369 som søn af Francesco di Montemarte og Imperia degli Oddoni.

RODOLFO di MONTEMARTE, søn af Francesco di Montemarte og Francesca di Venanzio da Camerino.

UGOLINO di MONTEMARTE, søn af Francesco di Montemarte og Francesca di Venanzio da Camerino.

CARLO di MONTEMARTE, søn af Francesco di Montemarte og Francesca di Venanzio da Camerino.

Litteratur om Montemarte-familien:
Rendina, Claudio: I Palazzi storici di Roma. (Quest'Italia, collana di storia, arte e folclore, n.317). Newton & Compton Editori, 2005.
- side 242.
Tiberini, Sandro: I Conti di Montemarte. - Roma: UniversItalia, 2022.
Condottieri di Ventura: Ugolino da Montemarte between Guelphs and Ghibellines.
Key to Umbria: Orvieto: Ugolino di Montemarte.
Treccani.it: Montemarte, Francesco.