I Via Celsa står et gammelt Palæ, der engang har tilhørt familien Caetani fra Pisa, som overtog det fra bygherrerne, Greverne af Montemarte, hvorfor Palæet idag kaldes Palazzo Montemarte.

De oprindelige ejere stammede fra Orvieto i regionen Umbrien, hvor de havde titel af Grever af Montemarte, Titignano og Corbara. Grev Ugoline di Montemarte var aktiv i Rom i midten og sidste halvdel af 1300-tallet, hvor han blandt andet gik i Pave Urban V's tjeneste.

Om det allerede var på dette tidspunkt, at grevefamilien bosatte sig med en fast bopæl i Rom, vides ikke, for Ugolino beholdt sin tilknytning til Orvieto og andre byer i Umbrien. Han var blandt andet en tid i Perugia og blev Pavelig Stedfortræder i Todi. Men forbindelsen til kvarteret Rione Pigna i Rom kan have rødder langt tilbage.

Selve Palazzo Montemarte blev dog først bygget i 1500-tallet. Om dette skete oven på allerede eksisterende småhuse og inkorporerende disse i et større kompleks, som det er tilfældet med mange andre større bygninger og palæer i området, er ikke fundet oplyst.

I begyndelsen af 1600-tallet overgik Palæet imidlertid til Caetani-familien fra Pisa. Senere ejere var familien Ansidei fra Perugia, der ejede det i 1819, og derpå solgte til Caccesi-familien fra Montecalvo, som tilføjede en overbygget etage. I slutningen af 1800-tallet forlængedes facaden mod syd med 4 fag.

Palazzo Montemarte (se foto fra borgato.be) har idag 6 etager, de originale 5 - hvoraf andensalen kun ses på facaden som tilmurede kvadratiske vinduesrammer - og den tilføjede tagetage. Facaden er på de originale 6 fag med hovedindgang i faget yderst til højre, hvor en stor bue i kvadersten har gadenummer 47 (se foto fra info.roma.it). Den senere tilføjede venstre del af bygningen har på etagerne 4 fag, mens der i stueetagen er indgange til Teatro Centrale (se foto fra borgato.be).

I den gamle del var der i stueetagen til venstre for portalen 5 vinduer i profilerede travertinrammer toppet af små udskårne konsoller, der bærer en pagodeagtig, vandret overligger. Idag er vinduerne blevet omdannet til høje, smalle døre, hvor kun den øverste del af karmene er i profileret marmor, mens resten er i hvidmalet stuk.

På Palæets førstesal er der - over en bred, hvidmalet, vandret stukliste - først i den tilføjede venstre del af facaden: 4 vinduer, og dernæst i den gamle facade til højre 5 vinduer samt yderst til højre en dør bag en lille altan. Både dør og vinduer er i profilerede travertinrammer under vandrette overliggere, båret af små profilerede konsoller.

På andensalen er næsten alle de små kvadratiske vinduer i profilerede rammer uden overliggere blevet tilmuret. Undtaget er det lille vindue over altandøren til højre.

Over endnu en smal, hvidmalet stukliste sidder trediesalens vinduer. De er ikke så høje som førstesalens, men de er alle i profilerede travertinrammer under vandrette overliggere. Fjerdesalens vinduer er meget lig trediesalens, men mangler overliggere.

Det gamle tagudhæng ses her over fjerdesalen. Det er kraftigt fremspringende, men uden udsmykning af nogen art.

Den i begyndelsen af 1800-tallet tilbyggede overetage skimtes herover bag en række ovale altaner, som står på det gamle tagudhæng. Altandørene er her i profilerede rammer i stil med vinduerne nedenunder.

Til højre for Palazzo Montemarte ses det gamle Palazzo Petroni Borgnana, mens ejendommen til venstre for den udvidede del af Palæet måske er en lidt nyere bygning, som enten er opført eller ombygget i 1875 ifølge årstallet over indgangsportalen i gadens nr.3, hvor der står: "A. D. MDCCCLXXV" ("Anno Domini (Det Herrens År) 1875").

LIDT MERE HISTORIE:

Området, hvorpå Palazzo Montemarte står, var i Antikken dækket af det store søjlegangsomkransede anlæg Porticus Minucia Frumentaria, hvorfra man foretog kornuddeling til befolkningen. Palæet er bygget lige indenfor en indre mur eller indhegning, hvorudtil facaden på det mod syd stående Tempel, hvis rester man kan se nogle af på sydvestsiden af Via Celsa og hjørnet mod Via delle Botteghe Oscure. Templet kaldes af nogle (Carandini i Atlante di Roma - se litt.note nedenfor) Aedes Nympharum.

Templet blev skadet under den store brand i år 80 efter Kristus, men menes genopbygget under Kejser Domitian (81-96 efter Kristus).

I begyndelsen af 400-tallet faldt i hvert fald den sydlige søjlegang i Porticus Minucia sammen og måske også de andre søjlegange og bygningsdele. Årsagen var gentagne oversvømmelser, jordskælv og de plyndringer, som Rom blev genstand for i dette århundrede.

Efterhånden opstod gennem Middelalderen andre, mindre huse og værksteder i de gamle ruiner, inden der i 1500-tallet opførtes de ny, lidt større palæer i området, heriblandt den tidligste udgave af Palazzo Montemarte.

I begyndelsen af 1600-tallet overgik Palæet til Caetani-familien fra Pisa.

Senere ejere var familien Ansidei fra Perugia, der ejede det i 1819, og derpå solgte til Caccesi-familien fra Montecalvo, som tilføjede en overbygget etage.

I slutningen af 1800-tallet forlængedes facaden mod syd med 4 fag.

Litteratur om Palazzo Montemarte:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 14.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione IX Pigna, Parte Prima / a cura di Carlo Pietrangeli. - Seconda edizione . - 1980 -. ------ side 34.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
Rendina, Claudio: I Palazzi storici di Roma. (Quest'Italia, collana di storia, arte e folclore, n.317). Newton & Compton Editori, 2005..
- side 242.
borgato.be: Via Celsa.
Info.roma.it: Palazzo Montemarte.