|
|
Familien førte deres historie tilbage til generalen Giovanni Ducas, som skal have været en fætter til den græske konge Manuel Comnenos, der i 1158 mistede magten over Syditalien til den sicilianske Kong Vilhlem I (Guglielmo I) efter et stort slag ved Brindisi. Den sicilianske konge bragte blandt andre krigsfanger og fredsgidsler Giovanni Ducas med sig hjem til Palermo og denne oprettede nu på kongens opfordring i Cafalù et silkespinderi "Casa Regia", hvortil der tilkaldtes græske eksperter i at væve stoffer i silke og guldtråd. Lige i nærheden af dette væveri ligger stadig gaden Via Lo Duca med familiens hus "Casa dei Lo Duca", hvori præsten Antonio Lo Duca fødtes i 1491. Det var denne præst, der brugte over 45 år af sit liv på at få indviet Kirken Santa Maria degli Angeli i Rom til Jomfru Maria og de 7 ærkeengle. Op til anden halvdel af 1500-tallet kaldte familien sig blot "Duca", men herefter begyndte medlemmerne at angive deres adelige oprindelse ved at sætte et "Lo" ind foran efternavnet, det er dette sicilianske "Lo", der svarer til det romerske "Del", således som familiemedlemmerne ofte benævnes i Rom. Af familien kender vi ellers: Antonio Duca, onkel til præsten Antonio Lo Duca. Han tjente i Venedigs flåde og blev dræbt af tyrkerne i 1473. Antonino Duca, fætter til præsten Antonio Lo Duca. Han var sognepræst i Kirken Santa Croce i Palermo og vicedomprovst ved Katedralen. Jacopo Del Duca, også kaldet Giacomo, Jacopo Duca eller Jacopo Lo Duca, nevø til præsten Antonio Lo Duca, berømt billedhugger og arkitekt, elev af Michelangelo. Ludovico Del Duca, også kaldet Ludovico Duca eller Ludovico Lo Duca, nevø til præsten Antonio Lo Duca, billedhugger og bronzestøber. Udførte sidst i 1500-tallet den nye monstrans (hostiegemme) til alteret i Cappella Sistina i Kirken Santa Maria Maggiore. Litteratur om Duca-familien: Bernardi Salvetti, Caterina: S. Maria degli Angeli alle Terme e Antonio Lo Duca. Desclée & Co., 1965. |
|
|
|
|
|
|
|
|