ANNAS ROM GUIDE
San Clemente Maria Hofbauer - helgen

1751-1820


Jan Hofbauer, den senere helgen San Clemente Maria Hofbauer, blev født den 26. December 1751 i en lille by i Tjekkiet i en fattig familie, hvis familienavn egentlig var Dvorak. Drengens dåbsnavn var faktisk også Johannes, men han kaldtes blot Jan.

Allerede som barn stod Jan's hu til at blive præst, men faderen døde, da Jan var blot 7 år, og alle 12 søskende måtte hjælpe deres moder med at klare dagen og vejen. Midler til skolegang, til at studere eller til at indtræde i et kloster var der ganske enkelt ikke.

Dog kunne han få undervisning i latin hos sin sognepræst, men det var stadig nødvendigt at finde et arbejde for at tjene til livets ophold. Som 16-årig kom Jan derfor i lære som bager og som 20-årig fik han arbejde i bageriet i et kloster, hvor man bagte brød til uddeling til de fattige.

Da han var omkring 21 år, rejste Jan til Italien og her besluttede han sig for fremover at leve som eremit ved Kirken Santuario della Madonna di Quintiliolo ved Tivoli. Han tog nu det religiøse navn Clemnte Maria (også benævnt Klemens Maria eller Clemens Maria), men fandt i løbet af det næste halve år ud af, at det alligevel ikke var det rette liv for ham.

San Clemente Maria Hofbauer - cop. Santiebeati.it
Ill.: Cop. Santiebeati.it

Jan vendte derfor tilbage til sin hjemstavn og begyndte attet at arbejde i klosterbageriet, mens han studerede latin i sine få ledige stunder.

Det religiøse kald trak dog stadig i ham og han forsøgte sig endnu en gang som eremit, men det var stadig ikke det rigtige valg. Herefter kom han til at arbejde i et bageri i Wien, hvor han fik bekendtskaber, der hjalp ham ind på Universitetet, hvor han studerede i perioden 1780-1784.

Det var dog et statsligt Universitet, da regeringen havde lukket alle præsteskoler, så Jan havde nok ikke mulighed for at fordybe sig i de teologiske studier, som han hungrede efter.

Han rejste derfor endnu en gang til Italien, på pilgrimsrejse til Rom, og denne gang kom han i forbindelse med en gruppe Redemptorister i deres Kloster ved Kirken San GiulianoEsquilinhøjen. Dette møde viste sig at være vendepunktet i Jans/Clemente Maria's liv og han blev præst for denne gruppe i 1785.

Kort tid efter sin indtræden i Redemptorist-Ordenen blev Clemens Maria Hofbauer sendt tilbage til sit hjemland for at etablere en Redemptorist-gruppe der.

Efter megen modstand lykkedes det omsider for Redemptoristerne at oprette et lille Kloster i Warszawa og efter at have overvundet mange fjendtligheder kunne de også udvide deres hjælpearbejde for de fattige og for forældreløse børn.

Midlerne til dette arbejde måtte Clemente Maria og hans medbrødre skaffe ved almisser og ved natarbejde i bagerierne.

Således gik der 20-21 år, indtil hele gruppen blev arresteret og udvist af Polen.

Clemente Maria rejste derefter til Wien, hvor han fortsatte med at prædike blandt unge og studenterne, der søgte ham i stadig større antal.

Omsider gav den østrigske Kejser tilladelse til at åbne et Redemptorist-Kloster i Wien, men inden dette kunne etableres, var Clemens Maria Hofbauer død den 15. Marts 1820.

San Clemente Maria Hofbauer - cop. Santiebeati.it
Ill.: Cop. Santiebeati.it

I 1888 blev Clemens Maria saligkåret og i 1909 ophøjet til helgen. I 1914 udnævnte Pave Pius X ham endvidere til skytshelgen for Wien og for bagerne.

Redemptoristerne anser San Clemente Hofbauer for Ordenens anden grundlægger efter stifteren Sant'Alsonso dei Liguori.

Helgenens festdag er den 15. Marts.


Litteratur om San Clemente Maria Hofbauer:
Pierrard, Pierre: Dizionario dei nomi e dei santi. Gremese editore, 2003.
- side 64.
Catholic Encyclopedia: Blessed Clement Mary Hofbauer.
Enrosadira: San Clemente Maria Hofbauer.
katolsk.no: Den hellige Klemens Maria Hofbauer (1751-1820).
Santi e beati: San Clemente Maria Hofbauer.
Sct. Albani kirke, Odense: Den hl. Klemens Maria Hofbauer.
Wikipedia: Clemente Maria Hofbauer (italiensk tekst).
Wikipedia: Clemens Maria Hofbauer (engelsk tekst).
Wikipedia: Klemens Maria Hofbauer (tysk tekst).

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 29.10.2011 og sidst opdateret d. 31.10.2011