|
|
|
|
|
Denne Orden, der i daglig tale kaldes "I Redentoristi", "I missionari Redentoristi" eller "I Padri Redentoristi", hedder officielt Congregazione del Santissimo Redentore eller på latin: Congregatio Sanctissimi Redemptoris, forkortet C.Ss.R. (Ordenen kaldes på dansk Den Hellige Forløsers Kongregation eller blot Redemptorister, og på engelsk Congregation of the Most Holy Redeemer). Navnet betyder egentlig "Den Allerhelligste Forløsers Kongregation" og det er en Orden af brødre og præsteviede missionærer, som blev stiftet i 1732 af den tidligere advokat og senere præsteviede Alfonso Maria de' Liguori. Efter 1785 vandt Ordenen udbredelse nord for Alperne og siden 1899 virker Ordenen også i Danmark, hvor den har 3 klostre. I 1900-tallet udbredtes den til lande udenfor Europa, den findes nu i over 60 lande i verden. Missionen henvender sig primært til de fattige og hjælpeløse. Ordensstiftelsen fandt sted i den lille by ved Syditaliens kyst, Scala, der ligger i bjergene over Amalfi. Hyrderne deroppe førte et fattigt og forladt liv, som Alfonso de' Liguori fik øjnene op for, mens han virkede ved domkirken i Napoli. Sammen med 4 andre stiftede han derfor den 9. November 1732 et nyt missionsselskab, som skulle missionere blandt disse fattige, som ingen andre bekymrede sig om. I 1749 fik Redemptoristerne Pave Benedikt XIV's godkendelse af Ordensreglerne og navnet, samt løfte om uafhængighed af Biskoppen. Stridigheder mellem Pavestolen og Kongeriget Napoli skabte imidlertid problemer for Ordenen, der først i 1780 fik Kongens godkendelse. Men samtidig modtog nogle betingelser, som ikke var i overensstemmelse med Ordenens egne regler og idéer, som Paven havde godkendt. Pavestolen beordrede derfor de ordenshuse, som lå i Kongeriet Napoli lukket. Således blev Ordenen splittet i de næste 10 år, indtil Napolis Konge i 1790 trak sine betingelser tilbage. På dette tidspunkt var Alfonso de' Liguori imidlertid død, han døde i 1787. Redemptorist-Ordenen havde allerede fra 1783 sæde i Rom og i 1815 fik den tildelt Kirken Santa Maria in Monterone, som stadig er i dens varetægt. 1858 dekreterede Pavestolen, at Ordenens leder skulle flytte til Rom fra Salerno. Nu måtte Ordenen have mere plads og til indretning af et større kloster og byggeri af en ny kirke havde man allerede i 1852 købt et stykke jord på Esquilinhøjen af Caetani-familien, nemlig den da forfaldne Villa Caserta, der lå ved Via Merulana mellem Via di San Vito og Via Leopardi (dette gadestykke kaldtes dengang Via della Coroncina). Her indrettedes Casa Generalizia dei Padri Redemptoristi og kort efter opførtes på hjørnegrunden Kirken Sant'Alfonso dei Liguori. I slutningen af 1800-tallet blev alle Redentorist-Klostre i Italien lukket, på nær hovedsædet i Via Merulana. De fleste af Ordenens medlemmer flyttede til Spanien, hvor de fortsatte deres arbejde og udvidede områderne til Amerika og Irland, samt afrikanske lande og i 1928 Kina. Redentoristerne ærer særligt et bestemt Madonna-billede, nemlig det såkaldte "Madonna del Perpetuo Soccorso", som de fik overladt af Pave Pius IX i 1865. Ikonet er ophængt over højalteret i Kirken Sant'Alfonso dei Liguori. Ordens-våbenet er et kors med en lanse og en stang med en svamp på hver side, flankeret af monogrammer for Jesus og Maria. De 3 dele står på 3 høje. Øverst ses et øje. Over skjoldet er der en krone og nedenunder et bånd med Ordenens motto "Copiosa apud Eum redemptio" ("Hos Ham er forløsning i overflod"). Ordensdragten er sort med en bred og hvid krave. Ved bæltet bæres en Rosenkrans. Nonner af Redemptorist-Ordenen bærer en ordensdragt bestående af en rød tunika med blå kappe, hat og strømper og hvide sandaler.
Af kendte Redemptorister kan nævnes Sant'Alfonso de' Liguori (1696-1787) - Ordenens grundlægger, San Clemente Hofbauer = Klemens Maria Hofbauer (1751-1820) - anses af Redemptoristerne som Ordenens "2. grundlægger", San Gerardo Maiella (1726-1755), San Giovanni Nepomuceno Neumann (1811-1860), samt de saligkårede Giuseppe Passerat og Domenico Blasucci. Og den skotske Redemptorist-Præst Eduardo Douglas, der stod for købet af Villa Caserta i 1852.
Litteratur om Padri Redentoristi: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|