|
|
|
|
San Marco Evangelista, Evangelisten Markus, levede i Palæstina i det 1.århundrede efter Kristus. Han var muligvis ganske ung, da Jesus blev korsfæstet, og tælles ikke blandt "de 12 apostle", men har tilsyneladende været en nær tilhænger alligevel og ifølge legenden blevet døbt af Apostlen Peter (San Pietro). Han nævnes egentlig kun én gang i evangelierne, nemlig i det som han selv senere skrev, hvor han fortæller om Jesu tilfangetagelse efter Judas' forræderi: "Da lod de ham alle sammen i stikken og flygtede. Men der var en ung mand, som fulgte med ham, kun med et lagen over sin nøgne krop; også ham griber de fat i, men han gav slip på lagnet og flygtede nøgen" (Markus-ev. 14, v.50-52) (Bibelteksten er fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992. - se: Bibelen online). Markus, som også i Apostlenes Gerninger kaldes Johannes Markus, skal have været søn af en kvinde i Jerusalem, som hed Maria og som senere, efter Kristi himmelfart, lod disciplene mødes i sit hus. Han skal have været fætter til Barnabas, som sammen med Paulus tog ham med på en missionsrejse, som han afbrød før tid. Senere rejste han med Barnabas til Cypern, blev forligt med Paulus, som var blevet fortørnet over hans afbrudte missionsrejse, og kom til at arbejde sammen med denne og apostlen Peter, San Pietro, i Rom. I sit første brev til Rom omtaler Peter Markus som "min søn". Om den her omtalte Johannes Markus også er den, der skrev Markus-Evangeliet, vides ikke med sikkerhed. Man mener, at dette er skrevet i år 70 i Rom. Det er det korteste af evangelierne, men nyere analyser har påvist, at det også er det ældste, som de andre evangelier (skrevet af Lukas og Matthæus) baserer sig på. Det var muligvis mens Markus arbejdede med Paulus i Rom, at han skrev sit evangelium. Papias, der skrev omkring år 140, fortalte at Markus til sin fortælling gengav beretninger, som Sankt Peter havde fortalt ham. Det fortælles, at Markus rejste til Alexandria i Ægypten efter Peters og Paulus' martyrdød og at han døde her. Men før dette nåede han at grundlægge byens første kristne kirke. Markus døde selv martyrdøden i Aleksandria, hvor nogle af beboerne, som tog anstød af hans kristne mission, overfaldt ham ved alteret og kvalte ham med et reb. Herefter blev han bundet til en hest og trukket gennem byen. Et uvejr forhindrede hans modstandere i at brænde liget, som blev liggende udenfor byen, hvor hans tilhængere og venner kunne hente det og begrave det. I år 829 blev Markus' relikvier fundet i en kirke Aleksandria, der nu var under arabisk dominans, og i det skjulte af et par venetianske købmænd flyttet, gemt under en parteret gris for at afholde de muhammedanske toldere fra en nøjere undersøgelse, og bragt til Venedig, hvor de blev begravet i byens San Marco-kirke. San Marco er Venedigs skytshelgen og hans symboldyr, den vingede løve, blev også Venedigs symbol. Markus vises som regel i billedkunsten som en moden herre, iført tunica og pallio, ofte i færd med at skrive sit evangelium. Ved hans side ses ofte den vingede løve, som blev hans attribut, angiveligt fordi Markus-Evangeliet begynder med historien om Johannes Døber i Ørkenen. San Marco beskytter særligt notarer, optikere, glarmestre, opdrættere og tolke. Og han påkaldes som beskytter, når der høstes. Han fejres den 25. April. I Rom er San Marco især knyttet til fortællingen om, hvorledes han skrev sit evangelium i et kapel nedenfor Capitolhøjen. Det skal have været dette kapel, som Pave San Marco i 336 med hjælp fra Kejser Constantin lod omdanne til et kapel i det der blev til Kirken San Marco. Litteratur om San Marco Evangelista: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|