Santa Caterina di Svezia

Katarina var datter af den Hellige Birgitta og stormanden Ulf Gudmarsson og kaldes derfor nogle gange Katarina Ulfsdotter eller Ulvsdotter. Begge forældre var meget religiøse og da Birgitta en tid fra omkring 1335 boede ved hoffet, blev Katarina og hendes yngre søster Ingeborg anbragt i Cistercienser-Klosteret i Riseberga.

I 1340 døde Katarina's yngste bror Gudmar og forældrene valgte i deres sorg at tage på pilgrimsrejse til Santiago de Compostela, mens børnene måtte forblive i klosterplejen. Her fik Katarina sin opdragelse og lidt uddannelse, men da hun ikke som sin søster Ingeborg viste ønske om at blive Cisterciensernonne, blev hun flyttet til Dominikaner-Klosteret i Skänninge, hvor en anden yngre søster, Cecilia, blev opdraget.

Da hendes forældre vendte tilbage fra deres pilgrimsfærd, var Ulf allerede syg og ønskede at tilbringe sin sidste tid i Alvastra-Kloster. Før sin død i 1344 fik han Katarina, der da var ca. 14 år, gift med stormanden Egard Lyderson van Kyren.

Det blev et mærkeligt ægteskab, Egard var invalid men meget forelsket i Katarina, som til gengæld også holdt af ham, men var så præget af sin opvækst i klostrene, at hun overtalte ham til et liv i afholdenhed og dermed et ægteskab i cølibat. Deres liv var meget asketisk, de fastede og bad og sov på gulvet.

I 1349 drog Katarina's moder til Rom for at tilbringe Jubelåret der og få en godkendelse af Paven til den nye klosterregel, hun havde skrevet. Opmuntret af Egard tog Katarina ned til hende i 1350 og her var hun, da hun fik nyheden om sin mands død. Herefter besluttede hun at blive ved sin moders side i Rom, hvor hun levede meget ensomt og fattigt.

En stor del af sin tid tilbragte hun i bøn om at Paven ville vende tilbage til Rom fra Avignon, hvor han havde resideret siden 1309. Hun besøgte de romerske Kirker og bad der og hun bad alene derhjemme. Hun plejede syge og gav almisser og ind imellem måtte hun sammen med sin moder tigge almisser for at kunne hjælpe andre og forsørge dem selv. Men modsat Birgitta modtog Katarina ingen åbenbaringer.

I 1367 fik Birgitta endelig Pave Urban V's godkendelse af sin klosterregel og Caterina blev senere abbedisse i Klosteret i Vadstena, som var blevet rejst på hendes moders initiativ.

I 1371 fulgte Katarina sin moder på en pilgrimsfærd til Det Hellige Land. Med dem rejste broderen Karl, som blev årsag til en frygtelig opstandelse i Napoli, hvor Dronning Giovanna I forelskede sig i ham og ønskede at gifte sig med ham, til trods for at de begge havde ægtefæller i forvejen. det var et hårdt slag for Birgitta, som bønfaldt Gud om at stoppe affæren. Desværre endte det med at Karl blev syg og døde og Birgitta og hendes følge måtte drage videre i dyb sorg.

Efter hjemkomsten i 1373 døde Birgitta den 23. juli samme år i huset på Piazza Farnese ifølge nogle, i Klosteret ved Kirken San Lorenzo in Panisperna ifølge andre. Hendes lig blev i hvert fald efter hendes eget ønske anbragt i en antik sarkofag fra det 3.århundrede, som stadig kan ses i Kirkens Cappella di Santa Brigida. Her hvilede det i nogle måneder, indtil det kunne bringes hjem til Sverige af Katarina og hendes broder Birger.

I løbet af syv måneder fragtedes kisten med Birgitta's levninger fra Rom gennem Italien, over Alperne til Polen, hvorfra den blev sejlet til Öland og herfra til Söderköping. Det sidste stykke gennem Östergötland blev den båret i procession og der fortælles om mange mirakler, som skete på denne færd. Næsten et år efter hendes død nåede kisten den 4. juli 1374 til Vadstena, hvor Birgitta havde ønsket at blive begravet ved det Kloster, som var påbegyndt efter Pave Urban V's godkendelse i 1370.

Nu ønskede Katarina at kunne trække sig tilbage til det afsondrede liv i dette Kloster og blev valgt til Abbedisse derfor. Det var imidlertid ikke længe, at hun kom til at opholde sig her.

Fra Sverige arbejdede Katarina på at få Birgitta helgenkåret og i 1375 rejste hun atter til Rom for at fremføre den svenske Kirkes ønske for Paven. I 1377 kom hun i audiens hos Pave Gregor XI og den følgende Pave Urban VI stadfæstede Birgitta's klosterregel, men politiske intriger trak helgenkåringsprocessen i langdrag og i 1380 tog Katarina hjem igen uden resultat.

Under dette ophold i Rom stiftede hun imidlertid bekendtskab med sin navnesøster den italienske helgeninde Caterina da Siena, som også arbejdede på at få Paven til at vende tilbage til Rom.

Katarina døde i 1381, 10 år før Birgitta's helgenkåring, og Katarina blev selv helgenkåret i 1484 af Pave Sixtus IV, hun fejres den 2. august og nogen steder på dødsdagen den 24 marts. Hun afbildes ofte med en bog eller en lampe samt en gren med liljer.