Marcellino var en ældre præst, som levede samtidig med den unge kristne djævlebesværger Pietro under Kejser Diocletian (285-305), som ved en række voldsomme forfølgelser prøvede at få bugt med den omsiggribende Kristendom i Romerriget.

Legenden beretter, at Pietro blev anholdt under disse forfølgelser og straks demonstrativt erklærede sin kristne tro og nægtede at ofre til de hedenske guder. Han fik herefter en dragt prygl og blev fængslet. Som hans fangevogter blev udpeget en vis Artemius, som undrede sig over den ro, som Pietro udviste mens han ventede på sin straf. Artemius begyndte at snakke med sin fange og fortalte ham også om sine egne problemer, nemlig at hans unge datter led af voldsomme depressive anfald. Pietro overtalte nu Artemius og dennes hustru Candida til at gå over til Kristendommen og således blev hans datter Paulina helbredt.

Rygtet om den mirakuløse helbredelse bredte sig hurtigt og mange mennesker henvendte sig til den fangne Pietro for at blive døbt. Man må huske på, at de kristne fanger nok var fængslede og afventede rettergangen, men op til denne havde de ret frie forhold og mulighed for at få besøg og også til selv at forlade fængslet, så de havde god mulighed for at fortsætte deres missionsarbejde.

Da Pietro ikke selv var præst og derfor ikke kunne døbe alle de mennesker, der havde henvendt sig, sendte han bud til en af de præster han kendte og Marcellino skyndte sig straks til fængslet for at forrette dåben.

Men nu havde myndighederne fået nok af disse forhærdede kristne og Artemius og hans fanger og omvendte venner og familie måtte stille for dommeren. Også her bekræftede de deres kristne tro og nægtede at ofre til de hedenske guder. Marcellino og Pietro fik prygl og præsten blev smidt nøgen ned i et mørkt fangehul, hvor gulvet var overstrøet med glasskår. Men de to ulykkelige fortsatte dog stadig med at prædike deres tro og omvende og døbe andre fanger.

Imens dømtes Artemius og hans familie og blev stenet til døde på Via Aurelia. Marcellino og Pietro blev derimod om natten ført ud til Silva Nigra ("Den Sorte Skov"), hvor de blev halshugget. Legenden fortæller, at de bad til Gud til det sidste og at natten ved deres død blev oplyst af stort lysskær, som derfor gav stedet et nyt navn: Silva Candida ("Den Strålende Lyse/Sne Hvide Skov") og bøddelen, der så dette, omvendte sig senere til Kristendommen.

Senere førte to romerske kvinder Firmina og Lucilla ligene til den kristne begravelsesplads "Ad Duos Lauros" i nærheden af martyren San Tiburtius' grav ved Via Labicana (den nuværende Via Casilina) ved den 3. milepæl fra Porta Esquilina (det sted der idag hedder Tor Pignattara). Herefter fik stedet navnet "Catacomba dei Santi Marcellino e Pietro". Pave Damasus (366-384) forfattede en mindeindskrift til deres grav.

Gravpladsen led stor skade under goternes hærgen og blev restaureret af Pave Vigilius (537-555) og senere af Pave Hadrian I (772-795). Under Kejser Karl den Store blev de to helgeners relikvier flyttet til Tyskland og senere blev de flyttet til Kirken Santi Quattro Coronati på Celiohøjen og herefter blev katakomben forladt, indtil den genopdagedes i det 16.århundrede og blev udgravet i det 19. og 20.århundrede.

Santi Marcellino e Pietro fejres den 2. Juni. Der er 2 kirker i Rom, som er viet til disse helgener: Kirken Santi Marcellino e Pietro ved Tor Pignattara og Kirken Santi Marcellino e Pietro al Laterano ved krydset Via Labicana, Via Merulana.

Litteratur om Santi Marcellino e Pietro:
Negri, Antonella e Bruno Pirolli: Santi Martiri Marcellino e Pietro al Laterano. Itinerari d'arte e di cultura: chiese. Roma, Fratelli Palombi Editori, 1999.
- side 38ff.
The Penguin Dictionary of Saints. Penguin Books, 1982.
- side 227.
Zeppegno, Luciano: Le chiese di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 261.