var en byport i Servius-muren på toppen af Esquilinhøjen hvor den nuværende Via di San Vito møder Via Carlo Alberto, den kan stadig ses i genopbygget udgave fra Kejser Augustus' tid og med senere indskrifter fra 262. Buen står ved siden af Kirken Santi Vito e Modesto og idag kender vi den som Gallienus-Buen.

STEDET:

Servius-muren kom nede fra Colle Oppio, hvor den forrige port, Porta Labicana, stod omtrent der, hvor nutidens Via Iside møder nutidens Via Labicana, og fortsatte efter Porta Esquilina videre ind over Esquilinhøjen (man kan se flere murrester i Via Carlo Alberto nr.45 og længere mod nordvest på Piazza Manfredo Fanti) over den nuværende Piazza dei Cinquecento, hvor man kan se murrester i Stazione Termini's undergrund. Omkring det sted hvor Via Marsala møder Piazza dei Cinquecento lå så den næste port: Porta Viminalis.

Fra Porta Esquilina fortsatte Clivus Suburanus, som kom helt nede fra Subura-området, ud til Porta Maggiore, den port som blev åbnet i den senere Aurelianske Bymur, og videre ud mod Labico, hvorfor den herude fik navnet Via Labicana.

HISTORIEN:

Servius-muren er ifølge traditionen opført af Kong Servius Tullius eller måske endnu tidligere og kan muligvis dateres til den første halvdel af det 6.århundrede før Kristus. Et stykke af denne mur kan ses i Via Carlo Alberto nr.45, hvor den rager ud af en husvæg. Det er i forbindelse med dette murstykke, som er lavet af tufsten fra Grotta Oscura, at Porta Esquilina skal ses.

Porta Esquilina omtales af Livius i forbindelse med tidlige begivenheder i Roms historie. Første gang allerede for år 508 før Kristus. Det var også omkring denne Port, at tilhængerne af Marius og Sulla mødtes i kamp i år 88 før Kristus.

Under Kejser Augustus (31 før Kristus-14 efter Kristus) var Servius-muren megen forfalden. Rom havde i sin lange fredsperiode ingen brug for forsvarsmure, men Augustus lod alligevel Porta Esquilina restaurere. Andre dele af muren blev imidlertid nedbrudt og området integreret i byen som en landlig forstad. Et eksempel herpå er Maecenas' villa, som blev anlagt henover murområdet ved nutidens Largo Leopardi.

Til minde om Augustus' restaurering blev der lavet en indskrift på muren, men denne er idag ulæselig.

I år 262 blev Porten atter istandsat og den romerske borger Marcus Aurelius Victor viede ved denne lejlighed Buen til Kejser Gallienus og dennes hustru Salonina og opsatte en hyldest i et smalt bånd tværs over Porten. Gallienus besad en større landejendom udenfor Bymuren, Horti Liciniani, og for at nå derud, skulle han og hans følge passere Porta Esquilina - hvor han så kunne glæde sig over sin undersåts loyale hyldest.

Byporten havde - muligvis allerede fra Augstus' tid eller tidligere - 3 buer, men idag er der kun én tilbage. Rester af den ene af sidebuerne - som iøvrigt var mindre end midterbuen - kan ses i den bevarede Bues venstre side ind mod facaden til Kirken San Vito.

Sådan blev Porta Esquilina til en af Roms mange buer og kaldtes "Arco di Gallieno" : Gallienus' Bue eller Gallienus-Buen (på latin: Arcus Gallieni). Og senere blev den nogle gange benævnt Arco di San Vito på grund af nabokirken.. -- Læs mere om Buen idag.

BESKRIVELSE:

Buen flankeres af høje, flade marmorsøjler med korintiske kapitæler, der som ovenfor nævnt bærer det smalle dekorations- og indskriftsbånd under et bredere felt, som tidligere bar indskriften fra genopbygningen under Augustus. På Buens indersider er der brede flade søjler under nogle gesimser, de bærer selve bue-konstruktionen. Åbningen er 7,16 meter bred, 8,80 meter høj og 3,38 meter dyb. Man mener, at sidebuernes mål har værer 3,45 i bredden, 5,53 i højden og 2,28 i dybden. Richardson (se litt.note forneden) antager, at Aurelius Victor lod Buen udstyre med statuer og en udsmykningsfrise i metal, da man stadig kan se de huller, som kan have båret en sådan. Desuden mener han, at Buens proportioner er således, at den ikke har haft nogen "attika" (dvs. en lav muroverbygning over f.eks. en bue).

På begge sider af Buen løber en smal, vandret dekorationsfrise, der bæres af Buens hjørnesøjler. Den stammer fra istandsættelsen i 262 og teksten lyder: "Gallieno clementissimo principi cuius invicta virtus sola pietate superata est et Saloninae sanctissimae Aug. Aurelius Victor v e (=vir egregius) dicatissimus numini maiestatique eorum" ("Den udmærkede Aurelius Victor (dedikerer denne Bue til Gallienus, den nådige prins, hvis uovervindelige dyder kun overgåes af hans fromhed/rigtige handlemåde. Og til Salonina, den mest pletfrie Kejserinde. Med den største hengivelse for deres magt og majestæt").

Lansford (se litt.note forneden) anfører, at dedikationen erstatter den tidligere fra Augustus-tiden, og at hele det øverste stykke af Buen blev renset men ikke udfyldt med en ny indskrift, hvilket skulle indikere, at det egentlig var meningen at her skulle have stået en dedikation til Gallienus' far, Valerian, i anledning af hans sejr over Partherne. Sejren udeblev imidlertid og i stedet blev Valerian taget til fange og henrettet af den fjendtlige hær (i 260 efter Kristus) og projektet med en hyldestdedikation forladt.