Enken Julitta (på italiensk: Giulitta) var moder til den 3-årige søn Quiricus (på italiensk: Quirico) og sammen led de ifølge legenden martyrdøden i år 304 efter Kristus under Kejser Diocletian's kristenforfølgelser.

Det fortælles, at Giulitta var en fornem kristen kvinde fra byen Ikonium (Iconio). Hun var blevet enke og var derfor alene med sin kun 3-årige søn Quirico, da Kejser Diocletian startede sine kristenforfølgelser.

For at undgå anholdelse flygtede Giulitta med sit barn til Seleukia og Tarsus, hvor de imidlertid blev grebet og ført for en dommer.

Vi besidder kun få og tvivlsomme oplysninger om deres martyrium, ligesom både dødsdag og dødsår angives forskelligt. Ifølge en af San Basilio's prædikener skete det i år 303, men ud fra et brev fra San Teodoro fra år 304 sætter man sædvanligvis dødsåret hertil. I dette brev angives dødsdagen også til at være den 15. juli, men andre kilder nævner den 16. juni. I Kirken Santi Quirico e Giulitta i Via di Tor de' Conti i Rom fejres de to helgener den 16. juni.

I Tarsus underkastedes Giulitta voldsom tortur, med den lille dreng som tilskuer piskedes hun til blods, mens hun stadig nægtede at afbrænde røgelse for guderne og bestandig som grund til sit afslag gentog "Jeg er kristen". Da dette var gået for sig et stykke tid udbrød pludselig den lille Quirico også "Jeg er kristen" og dommeren blev så rasende herover, at han greb drengens fod og kastede ham til jorden, således at barnets kranium knustes derved.

Quirico blev således den yngste kristne martyr, der døde for sin tro. Men Giulitta takkede højlydt Gud for at have givet hendes barn den kristne tro og derved taget ham til sig. Dommeren lod derfor torturen fortsætte uden at det lykkedes ham at omvende Giulitta og det endte med at han lod hende halshugge.

Ifølge nogle fortællinger blev Giulitta levende brændt, men der er en vis forvirring om de 3 helgeninder, som bærer det samme navn, den unge jomfru Santa Giulitta, som døde martyrdøden i Ancira i Galatien sammen med 7 andre martyrer den 18. maj, en ung adelig jomfru, Santa Giulitta, fra Caesarea i Kappadokien, der døde martyrdøden den 30. juli 304, og så Quirico's moder. Der findes også en fortælling om, hvorledes Quirico efter sit udbrud først fik revet tungen ud, men dog fortsatte med at erklære sig for kristen, indtil dommeren i sit raseri dræbte ham.

Ifølge legenden om Santi Quirico e Giulitta havde nogle af deres tjenestefolk overværet drabene og de fjernede om natten de to lig og gav dem en kristen begravelse på en eng uden for Tarsus.

Efter Kejser Constantin's edikt om fri religionsudøvelse for de kristne i 313 bredte dyrkelsen af Santi Quirico e Giulitta sig hurtigt og kom også til Italien, hvor der i Rom ved Forum Romanum viedes en lille kirke til deres ære, Kirken Santi Quirico e Giulitta i nutidens Via di Tor de'Conti. Det nøjagtige tidspunkt herfor kendes ikke, da kirken allerede eksisterede, viet til helgenerne Stefano og Lorenzo, men man mener, at det skete i det 6.århundrede.

Senere, i første halvdel af det 8.århundrede, lod præsten Teodoto et kapel til venstre for apsis i Kirken Santa Maria Antiqua vie til Quirico og Giulitta. Kapellet blev udsmykket med fresker, som viser San Quirico's martyrium og disse kan man stadig se i Kirken.

Litteratur om Santi Quirico e Giulitta:
Escobar, Mario: Le chiese sconosciute di Roma. Newton Compton editori, 1992.
- side 328ff.
Folderen "SS. Quirico e Giulitta martiri". Af Frati Francescani TOR. Roma
Reclams Lexikon der Heiligen und der biblischen Gestalten.
- side300.
Pierrard, Pierre: Dizionario dei nomi e dei santi. Gremese editore, 2003.
- side 120.