|
|
|
|
|
Laurentius var diakon under Pave Sixtus II (257-258), der blev arresteret mens han holdt messe for de troende i Praetextatus' Katakomb ved Via Appia. Legenden beretter, at Pave Sixtus blev ført bort og på vejen mødte diakonen Laurentius, der bønfaldt ham om at måtte følge ham i døden. Men Paven overgav ham i stedet kirkens værdier til uddeling blandt de fattige og syge og forudsagde, at Laurentius også ville blive henrettet i løbet af 3 dage. Mens Paven og de øvrige 6 diakoner blev halshugget, uddelte Laurentius kirkens midler til de syge og nødlidende og da han blev konfronteret med et krav fra Kejser Valerian (253-260) om at udlevere kirkeskattene, sammenkaldte han alle dem, der havde fået økonomisk hjælp fra kirken, og fremstillede dem for Kejserens embedsmand med ordene "Dette er kirkens skatte". Kejseren lod ham nu underkaste tortur og man prøvede forgæves at få ham til at afsværge sin kristne tro, indtil man tilsidst brændte ham på en rist over et bål. Han udholdt modigt sine smerter og sagde blot til sine bødler: "Jeg er gennemstegt på denne side, I kan vende mig nu og derpå spise mig". Så takkede han Gud for sin skæbne og døde. Imidlertid er det mere sandsynligt, at også han blev halshugget, da det var den almindelige måde at henrette de kristne på den gang. Mens Laurentius ventede på sin dødsdom, var han fængslet i Centurionen Hippolytus' hus ved Vicus Patricius, nutidens Via Urbana. Her gav han en blind medfange Lucillo synet tilbage og denne blev herved omvendt til Kristendommen og lod sig døbe. Legenden fortæller, at Centurionen Hippolytus fulgte San Lorenzo's opførsel med stor opmærksomhed og at den hellige mands ro og klippefaste tro samt helbredelsen af Lucillo bevirkede, at også Hippolytus lod sig omvende og ønskede at blive døbt sammen med hele sin husstand og at San Lorenzo til dette formål på mirakuløs vis fik en kilde til at springe. Efter San Lorenzo's død sørgede Hippolytus for at han blev begravet ved vejen til Tivoli på den kirkegård, hvor Kejser Constantin i år 330 lod bygge kirken San Lorenzo fuori le Mura. I krypten hviler San Lorenzo og Santo Stefano's ben i en antik sarkofag. Fra det 4.århundrede blev San Lorenzo fejret som en af Roms vigtigste martyrer og fremstilles på billeder med risten hvorpå han ifølge legenden led martyrdøden. En lang række kirker i Rom er eller har været viet til San Lorenzo: San Lorenzo in Fonte. der er bygget over det hus, hvor San Lorenzo ifølge legenden sad fængslet. San Lorenzo in Panisperna, der er bygget på det sted, hvor San Lorenzo ifølge legenden led martyrdøden på risten. San Lorenzo fuori le Mura eller "al Verano", der er bygget over San Lorenzo's grav. Desuden: San Lorenzo de Ascesa ai Monti. San Lorenzo in Miranda. San Lorenzo in Palatio (Pavens private kapel i Patriarchio Lateranense hvor San Lorenzo's hoved blev opbevaret) San Lorenzo in Piscibus. Samt mange andre kirker, som er forsvundet i tidens løb. Man mener, at der i Rom har været mere end 30 kirker viet til San Lorenzo. San Lorenzo er skytshelgen for kokkene, men også for bibliotekarer og arkivarer, eftersom Kirkens skatte også omfattede dens arkiver og hellige bøger. Han fejres den 10. august og "Festa di San Lorenzo" er en af de vigtigste fester i Rom efter "Festa dei Santi Apostoli Pietro e Paolo". Aftenen før festdagen kaldes "la vigilia" og fejredes med natlige gudstjenester og de fire uger efter selve dagen nummereres som "første, anden, tredje og fjerde uge efter Festa di San Lorenzo". |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|