ANNAS ROM GUIDE
Kejser Nerva

96-98 efter Kristus

Efter at Roms senatorer i år 96 efter Kristus havde ladet Kejser Domitian myrde, valgte de en ældre, respekteret senator ved navn Marcus Coccejus Nerva til "princeps" og fik ham til at acceptere et system, hvor kejseren og senatet sammen skulle udvælge en senator, som kejseren derpå skulle adoptere og dermed udnævne til sin efterfølger. Det første valg faldt på spanieren Trajan, der i år 98 kom til at efterfølge Nerva.

Nerva var søn af juristen Marcus Coccejus Nerva og ud af en familie af jurister med det selv samme navn. Nerva selv var ikke interesseret i jura, men derimod i poesi. Han kom dog til at beklæde mange betydelige embeder og have indflydelse på statens sager.

Efter Piso-sammensværgelsen i år 65 modtog han hædersbevisninger og Kejser Vespasian valgte ham til sin medkonsul i år 71. Også Domitian udnævnte ham til medkonsul i år 90. Det er blevet nævnt, at han blev sendt i landflygtighed under Domitian, men denne påstand anses for usikker.

Da Nerva blev valgt til kejser i år 96, var han ikke længere nogen ung mand og han var desuden barnløs, så regeringsmagten måtte nødvendigvis videreføres gennem en adoption af en egnet efterfølger.

Nerva regerede kun i knap 2 år, men mildt og uden de store "armbevægelser". Han lod de senatorer, som var rejst i landflygtighed under Domitian, vende tilbage, han omgav sig med respekterede og berømte rådgivere som Frontinus og Virginius Rufus og han tillod oppositionens medlemmer, som f.eks. Fabritius Veiento, at tale.

I år 97 kom det til 2 kupforsøg, som dog begge blev nedkæmpet. Det ene anførtes af Calpurnius Crassus, mens det andet blev anført af Prætorianergarden under kommando af Casperius Elianus.

I Nerva's regeringstid fuldførtes det Forum, som Kejser Domitian havde ladet påbegynde, det såkaldte Forum Transitorium, der ligger på det smalle område mellem Augustus' Forum og Vespasian's Fredsforum.

Kejser Nerva døde i år 98, hvorefter hans adoptivsøn Trajan overtog magten.

Litteratur om Kejser Nerva:
Dizionario dei personaggi dell'antica Roma. Newton Compton editori, 1990.
- side 199f.
Harder, Thomas og Hans Scheving: Rom. Gyldendals Bogklubber, 1990.
- side 16.
Lissner, Ivar: Romernes Kejsere. Sesam, 2.udgave, 1999.
- side 171f.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d.31.12.2006