|
|
1626-1684 Domenico Maria Canuti var født i Bologna den 5. april 1626 og kom til at virke som både maler, freskomaler og kobberstikker. Domenico Maria Canuti startede først en uddannelse som guldsmed, men afbrød denne og uddannede sig derpå som maler hos Giovanni Battista Bertusi, Lorenzo Garbieri og Guido Reni. Den første tid herefter arbejdede han dog stadig for andre, for eksempel for Giovanni Andrea Sirani, Francesco Albani, Guercino og Francesco Gessi. Senere tog Domenico Maria Canuti til Rom og vides med sikkerhed at have arbejdet her fra 1651, men måske opholdt han sig i byen allerede fra 1646. Han arbejdede muligvis sammen med Giovanni Lanfranco i 1651 og han knyttede venskab med kunstneren Alessandro Algardi. Efter en periode i Rom vendte Canuti atter hjem til Bologna, hvor han arbejdede i nogle år, hvorunder han også havde andre opgaver i de Norditalienske byer, Padova og Mantova. I 1672 rejste Domenico Maria Canuti igen til Rom, hvor han skulle male 2 billeder for familien Mattei. Omkring 1674 fik han den store opgave at udsmykke den store loftsflade i Kirken Santi Domenico e Sisto og udførte arbejdet sammen med maleren Enrico Haffner, der også stammede fra Bologna. I 1674 blev Domenico Maria Canuti medlem af kunstnersammenslutningen Accademia di San Luca og året efter udførte han, igen sammen med Enrico Haffner, nogle fresker til Palazzo Altieri. I 1677 drog Canuti atter tilbage til Bologna, hvor han derpå arbejdede til sin død den 6. april 1684.
Allgemeines Künstlerlexikon. München, Saur, 1992-. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|