|
|
1709-1777 Maleren Ludovico Stern var født den 5.10.1709 i Rom som søn af maleren Ignaz Stern, der oprindeligt stammede fra Østrig, men som omkring år 1700 kom til Rom, hvor han slog sig ned, giftede sig og fik børn, sønnen Ludwig, på italiensk Ludovico, og datteren Veronica, der begge fulgte i familiens fodspor. Ludovico blev uddannet som maler af sin fader og specialiserede sig især i portrætter og historiemaleri. Han giftede sig i Rom og fik blandt andre sønnerne Vincenzo, Giovanni og Martino samt en datter, der blev gift med billedhuggeren Carlo Albacini Il Vecchio. Både børnene og senere børnebørnene fulgte familietraditionen og blev kunstnere. Ludovico Stern var medlem af Congregazione dei Virtuosi al Pantheon og af Accademia di San Luca. Af Ludovico Stern's værker i Rom kender vi: I tredje kapel i højre side af Kirken San Lorenzo in Lucina: oliemaleri af San Francesco Caracciolo. I Kirken San Michele in Sassia: San Pietro e San Paolo og San Rocco. I Kirken San Nicola dei Lorenesi tilskrives Ludovico Stern nogle af alterbillederne. I koret i Kirken Santa Maria dell'Anima: oliemalerier med Maria's fødsel og død (omkring 1750). I Cappella di San Carlo Borromeo i Kirken Santa Prassede har Ludovico Stern udført de to malerier på sidevæggene: "San Carlo Borromeo in estasi" til højre og "San Carlo Borromeo medita la Passione di Cristo" til venstre. Ludovico Stern døde den 25.12.1777 i Rom.
Allgemeines Lexikon der bildenden Künstler von der Antike bis zur gegenwart. Begründet von Ulrich Thieme und Felix Becker. Leipzig, Seemann, 1907-1950. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|