Kirken Santa Prassede

KIRKENS YDRE:

Santa Prassede har hovedindgang (1) ud til Via di San Martino ai Monti, men da denne som regel er lukket, benyttes sideindgangen (2) i Via di Santa Prassede nr.9 i stedet (se foto). Lige ved siden af denne indgang rager en mindre bygning ud i gaden, det er tilbygningen Cappella di San Zenone, der er det eneste af selve kirkebygningen, som frit kan ses udefra. Kirken ligger nemlig gemt mellem senere bygninger fra 1700- og 1800-tallet i karreen mellem gaderne Via di Santa Prassede, Via di San Martino ai Monti, Via dei Quattro Cantoni og Via dell'Olmata.

Mens den ældste kirkebygning lå vendt med hovedindgangen mod Via dell'Olmata, ligger nutidens bygning, der stammer fra årene 817-824, ud mod Via di San Martino ai Monti, hvor en lille portal fra Middelalderen (sandsynligvis det 12.århundrede) viser vej til Kirken (1). Portalen består af 2 omvendte granitsøjler med doriske kapitæler. Søjlerne stammer fra den gamle kirke, hvortil de var bragt fra en endnu tidligere bygning, som vi desværre ikke kender. Ovenover portalen byggede man i 1700-tallet en lille loggia.

Indenfor portalen er der en dobbelttrappe ned til kirkens forgård (3). Her kan man i den venstre væg se rester af en buegang af søjler med korinthiske kapitæler. Denne række buer og søjler menes at have været en del af den række, som i den tidligere kirke adskilte hovedskibet fra et af sideskibene. Man mener også, at den tidligere kirkes apsis (fra det 4.-5.århundrede) har ligget under dobbelttrappen.

Kirkens Facade (4) stammer fra 817-824, den er udført i røde teglsten og er meget enkel. En lav trappe fører op til indgangsportalen, der er udført af Martino Longhi (I den ældre) omkring 1564. Døren er indsat i en ramme, der foroven i siderne er smykket med 2 løvehoveder og en blomsterranke under det trekantede gavlfelt. Over portalen er der tre buede vinduer og øverst oppe to mindre vinduer, der flankerer en tilmuret niche. Tagudhænget er enkelt udsmykket og stammer ligesom vinduerne fra Middelalderen.

KIRKENS INDRE:

Kirkerummet (5) er opdelt i 3 skibe af 16 granitsøjler med korinthiske kapitæler (se fotos). Kun få af disse søjler er originale, blandt andre den første i venstre side. Fire søjler på hver side er blevet indemuret i pilastrer. De bærer en overligger, som for en del består af antikke fragmenter og på nogle af disse kan man læse de antikke indskrifter. Det cosmatiske gulv blev fuldstændigt renoveret i 1918-27. Tæt på indgangen er der i gulvet en stor rød porfyrskive (6), som dækker den brønd, hvori Santa Prassede ifølge legenden samlede blod og rester fra de døde martyrer.

Kirkeloftet er et kassetteloft og fuldstændigt renoveret af Kardinal Giuseppe Sacripanti i 1721 og restaureret i 1864 under Pave Pius IX.

(7) På væggen over hovedindgangen (se foto) ses Pave Clemens VII's våben flankeret af "La Fede" ("Troen") og "La Giustizia" ("Retfærdigheden"). De tilskrives Agostino Ciampelli, som skal have arbejdet her under Alessandro de'Medici, der var Titulær-Kardinal ved Kirken i årene 1594-1600 og hvis våben ses flere steder mellem engle, englehoveder og guirlander. Fresken af Jomfru Maria og englen og de to apostle ved indgangsdøren er udført af Stefano Pieri (1542-1629).

(8) Over søjlerne er hovedskibets vægge dekoreret med fresker, i højre side forestiller de: "Salita al Calvario" ("Turen til Golgatha") malet af Giovanni Balducci, kaldet Il Cosci, 1560-ca.1631, "Ecce Homo" ("Den tornekronede Kristus") malet af Agostino Ciampelli, "Coronazione di Spine" ("Tornekroningen") af Baldassarre Croce, 1558-1628, og "Flagellazione" ("Kristus piskes") af Paris Nogari, 1536-1601. De otte apostle og de små englebørn, som smykker pilastrerne mellem søjlerne, er også malet af Balducci.

Fra det højre sideskib er der adgang til en række kapeller:

Det første kapel (9) er "Cappella del Rosario", tidligere kaldet "Cappella di San Bernardo", og altertavlen udgøres her af et maleri af "Il Miracolo di San Bernardo degli Uberti" af Filippo Luzi (1665-1720). På kapellets højre væg ses "Martirio di San Tesauro Beccaria" af Giovanni Domenico Piastrini da Pistoia (1678-1740) og på den venstre væg "San Pietro Igneo Aldobrandini" malet i 1716-17 af Angelo Soccorsi. Kapellet er idag viet til Madonna di Pompei.

Det andet kapel (10) er "Cappella di San Pio X", som tidligere tilhørte familien Cesi og derfor kaldtes "Cappella Cesi". På alteret hang tidligere maleriet "Deposizione" ("Nedtagelsen af Korset") af Giovanni De' Vecchi fra ca. 1595, men det er nu flyttet til Kirkens sakristi og istedet ses et moderne maleri af "San Pio X" (Pave Pius X) udført af Bartoli i 1954. På den højre væg hænger "La Famiglia della Vergine" ("Jomfru Maria's Familie") af Guglielmo Courtois, kaldet "Il Borgognone" (1624?-1679), der også har malet "L'Adorazione dei Magi" ("De Hellige Tre Konger") på den venstre væg samt freskerne i loftet, der forestiller "Eterno tra Angeli" ("Gud blandt Engle") og "Padri della Chiesa" ("Kirkefædrene"). Lunetterne er udsmykket af Ciro Ferri (1634-1689) og nogle kunsthistorikere tilskriver ham også de malerier, som ellers menes udført af "Il Borgognone".

Det tredje kapel (11) er det berømte "Cappella di San Zenone", der er et helt lille "smykkeskrin" i byzantinsk inspireret guldmosaik. Indgangen flankeres af to søjler, én i sort granit og én i mørk porfyr, med baser og kapitæler fra det 9.århundrede, da Pave Paschalis I lod det bygge som mausolæum for sin moder Teodora. Over søjlerne er anbragt en antik overligger og en romersk askeurne fra det 3.århundrede (se foto). Over denne er der i væggen 2 buer med mosaikudsmykning bestående af en række medaljoner med helgenportrætter på hver side af Kristus i den øverste række og Jomfru Maria i den nederste. På hver side af Madonna ses San Valentino i rød kappe til højre og San Zenone, til hvem kapellet er viet, til venstre i gylden tunica. Nedeunder ses Santa Prassede og Santa Pudenziana og længere nede seks forskellige helgeninder. I den øverste rækker flankeres Kristus af apostlene, mens profeterne Elias og Moses ses i hjørnerne. Disse mosaikker stammer fra Paschalis' tid, mens 2 paveportrætter i firkantede rammer synes at være yngre.

Også gulvet i kapellet stammer fra det 9.århundrede, udført i "opus sectile" i mangefarvet marmor. I hvert af rummets hjørner står der en søjle med forskellige kapitæler. Loftet er krydshvælvet og fuldstændigt dækket af mosaikker: på en guldbaggrund ses 4 engle (se foto), som bærer en rund medaljon med "Cristo Benedicente" ("Den Velsignende Kristus") (se foto). I lunetterne ses "I Santi Martiri" ("De Hellige Martyrer"). I rummets venstre side er der over en dør et mosaikportræt af "Teodora Episcopa", Pave Paschalis I's moder ved siden af Jomfru Maria og helgeninderne Prassede (med krone på hovedet) og Pudenziana. Bemærk, at glorien om Teodora's hovede er firkantet, et tegn på at hun stadig levede, da portrættet blev udført. I lunetten over ses "Agnus Dei" ("Guds Lam") og nogle hjorte, der drikker af floderne i "Det Jordiske Paradis": Eufrat, Tigris, Fison og Geon (se foto).

På højre side ses "Cristo al Limbo". Kristus er omgivet af en strålekrans og sammen med en engel henter han de retfærdiges og patriarkernes sjæle op fra Underverdenen. Bag hans ene skulder ses personifikationen af Døden, som må vige pladsen for Jesus. På væggene ses også Jomfru Maria og Johannes Døberen med en stok, hvorpå der på toppen er et lille lam.

Over kapellets alter er der en apsis udsmykket med "Madonna col Bambino" ("Jomfru Maria med Jesus-Barnet") (se foto) i mosaik muligvis fra det 13.århundrede. Barnet holder i hånden et blad, hvorpå der er skrevet "Ego Sum Lux" ("Jeg er Lyset"). På højre side står Santa Pudenziana og på venstre side Santa Prassede. Ved siden af Jomfru Maria står bogstaverne MR for "Mater-Madre" ("Moder") og EM for "Emmanuel dell'Emmanuele. I en lunette ses til venstre Sant'Agnese, Santa Pudenziana og Santa Prassede og til højre apostlene Giovanni (Johannes), Andreas og Giacomo (Jacob). På væggen overfor indgangen står apostlene Peter og Paulus på hver sin side af Kristus. I kapellet opbevares relikvierne af San Zenone, som Paschalis lod flytte hertil fra Cimitero di Pretestato.

I kapellets højre side er der en dør med en lunette ovenover med en "Flagellazione di Cristo" ("Piskningen af Kristus") udført af Francesco Gaj. Herfra er der adgang til et rum (12), hvor der står et relikvie, nemlig et stykke af den søjle, hvortil man mente at Jesus var bundet, mens han blev pisket ("La Colonna della Flagellazione"). Det er et søjlestykke i blodrød jaspis, som Kardinal Giovanni Colonna bragte til Rom fra Jerusalem i 1223. Det er anbragt i et relikviegemme i forgyldt bronze udført af billedhuggeren Duilio Cambellotti i 1898 (se foto). Ved siden af relikviet er der 2 nicher i væggen og man mener, at Teodora muligvis blev begravet i den ene af disse. Tidligere hang herinde maleriet "Flagellazione" ("Piskningen"), som menes udført af Giulio Romano og nu hænger i sakristiet.

I kapellets venstre side er der adgang til et rum (13), hvori der er et gravmæle for Kardinal Alain de Coetivy, på italiensk kaldet Cardinale Alano Cetine, som var Titulær-Kardinal ved Kirken fra 1448 til 1474, hvor han døde. Det er sikkert Andrea Bregno, der har udført monumentet, hvor Kardinalen ses liggende på en sarkofag med løvefødder foran en væg med 2 nicher, hvori der står buster af San Pietro og San Paolo, mens helgeninderne Prassede og Pudenziana er afbilledet på hver side, Prassede holder i den ene hånd den svamp, som hun brugte til at opsuge martyrernes blod. Gravmælets øverste del udgøres af en muslingeskal i relief på bagvæggen og en frise med englehoveder på forvæggen. Rummets loft er tøndehvælvet og de oprindelige malerier er nyligt blevet restaurerede.

På søjlen overfor dette rum (14) er der et gravmæle for Biskop Giovanni Battista Santoni (Santonio) med en buste af den afdøde udført af Gianlorenzo Bernini i 1614 samt en mindeindskrift: "D.O.M. - IHS Maria - Io(anni) Baptistae Sanctonio - episcopo Tricaricensi - Sixti V Pont(ificis) Max(imi) - in initio pontificatus - domus praefecto - ac deinde eiusdem - apud Helvetios nuntio - Io(annes) Antonious Sanctonius - Tarentinus - episcopus Policastren(sis) - patruo magno - obiit die XXIX Februarii - anni bissextilis MDLXXXXII - suae aetatis clima(c)terici" ("For sin onkel Giovanni Battista Santonio, Biskop af Tricarico og "Major-domo" for Pave Sixtus V samt pavelig udsending i Schweiz, død den 29. Februar 1592, opsatte Giovanni Antonio Santonio fra Taranto, Biskop af Policastro, (dette gravmæle)".

Her findes ligeledes fresken "Crocifissione" ("Korsfæstelsen") fra det 13.århundrede.

Herefter følger Kirkens sideindgang (15) fra Via di Santa Prassede (se foto) og derpå for enden af sideskibet "Cappella del Crocifisso" (16), der er udsmykket med marmor dels fra den gamle kirke med martyrernes navne indridset og dels fra middelalderkirken. På væggene er der opsat fragmenter af gravsten og indskrifter. På det nye alter er der et krucifiks i træ fra det 16.århundrede. Ifølge nogle er det dog endnu ældre, og traditionen vil, at det engang talte til den Hellige Birgitta, der opholdt sig i Rom i årene 1350-1373 (se foto). På væggen overfor er der et gravmæle (se foto) for Kardinal Pantaléon Anchier de Troyes, der var Titulær-Kardinal for Kirken og under en opstand blev dræbt herinde den 1.November 1286. Monumentet, der er udført af Arnolfo di Cambio er et af de bedste eksempler på Middelalder-skulptur, som findes i Rom. Det er i marmor og forestiller en seng med smukt draperet lagen, hvorpå Kardinalen hviler med hovedet let løftet af en "blød" pude.

Triumbuen (17) før presbyteriet er ligesom apsis udsmykket med mosaikker (se foto). Man ser her Det Himmelske Jerusalem ("La Gerusalemme Celeste") fremstillet som en by med en elipseformet mur dækket af guld og ædelstene. De to porte står åbne, bevogtede af engle. Midt i byen - og dermed midt i billedet - står Kristus med evangeliet i den venstre hånd, ved hans side står to engle. En række personer nedenunder er - fra venstre: 5 apostle, San Paolo, San Giovanni Battista (Johannes Døberen) og Jomfru Maria. Derpå følger Santa Prassede, San Pietro og andre 5 apostle. Helt ude i siderne står Moses med De Ti Bud til venstre og til højre Profeten Elias sammen med en engel. Udenfor bymuren ser man på hver side en gruppe mennesker nærme sig de englebevogtede porte. Det er de udvalgte og de bærer kroner i deres tildækkede hænder. Til højre står San Pietro (med nøglen) og San Paolo ved siden af englen. Nedenunder er der en mængde hvidklædte mennesker, der svinger med palmeblade. Man mener, at denne mosaik stammer fra 817, det år, hvor Paschalis I blev pave og flyttede de mange martyrrelikvier til Kirken. Desværre er den nederste del blevet en del ødelagt af nogle relikviegemmer, som Titulær-Kardinal San Carlo Borromeo i 1564 lod indsætte i muren.

Billederne af San Pietro og San Paolo på buens søjler er malet af Antonio Bicchierai i 1730. Foran presbyteriet er der 2 trappetrin i rødt marmor. Heroppe står højalteret (18), der ligeledes er udført i 1730 af Francesco Ferrari. Samme år udførte Carlo Fontana baldakinen over alteret, som derpå blev udsmykket af Antonio Bicchierai. De 4 engle i hjørnerne er af Giuseppe Rusconi og de 6 smukke kannellerede søjler smykket med akanthusblade stammer fra en antik romersk bygning.

Kirkens apsis (19) er udsmykket med både malerier og mosaikker (se foto). Lige bagved alteret står et stort maleri af Santa Prassede, der med sin svamp opsamler martyrernes blod for at gemme det i en brønd i sit hjem. Maleriet er udført i 1735 af Domenico Maria Muratori.

Øverst i apsismosaikken ses i midten Jesus med en bogrulle i den venstre hånd og den højre hånd hævet til velsignelse. Over hans hoved skilles skyerne og Gud Faders hånd rækker en krone ned mod Sønnen. Til højre står San Pietro, Santa Pudenziana og Santo Zenone, til venstre San Paolo, Santa Prassede og Pave Paschalis I ("San Pasquale I") med en model af Kirken i hånden. Bemærk den firkantede glorie, der fortæller, at Paven stadig var i live, da mosaikken blev fremstillet. Under personerne løber Jordan-floden. Nedenunder løber et bånd med fremstillingen af "Agnus Dei" ("Guds Lam"), som står i midten, i græsset nedenunder springer de 4 floder Tigris, Eufrat, Fison og Geon. Mod Lammet bevæger sig en række får, som symboliserer apostlene og yderst i hver side ses en by med ædelstensbeklædte mure, med tårne og åbne porte. Det er "Gerusalemme Celeste" ("Det Himmelske Jerusalem") og Betlemme (Betlehem). Denne fremstillingsmåde stammer tilbage til en mosaik fra Pave Felice I's tid (526-530) i Kirken Santi Cosma e Damiano. Øverst på buen er der en blomsterguirlande og i midten en cirkel med Pave Paschalis' monogram.

På buen foran apsis er der endnu en fremstilling af "Agnus Dei" i mosaik. Her drejer det sig om en scene fra Apokalypsen og Lammet er anbragt på en trone mellem 7 kandelabrer, under tronen ligger en bog lukket med 7 segl. Til højre er der 2 engle og symbolerne på evangelisterne Johannes (ørnen) og Lukas (oksen). Til venstre 2 engle og symbolerne på Mathæus (et engle-ansigt) og Markus (løven). Nedenunder ses 24 hvidklædte gamle mænd, som bærer blomsterkroner frem til Lammet.

Fra presbyteriet er der adgang til krypten under Kirken (20). Denne stammer også fra Paschalis I's tid, men blev meget ombygget i begyndelsen af det 18.århundrede, da Kardinal Ludovico Pico della Mirandola lod 4 tidligtkristne sarkofager føre hertil. Heri anbragtes helgenrelikvierne og den nederste til højre indeholder Santa Prassede og Santa Pudenziana's relikvier. I krypten er der et cosmatisk alterbord fra det 13.århundrede og derover en fresko af "Maria Regina" ("Himmeldronningen Maria") mellem Santa Prassede og Santa Pudenziana. (se fotos)

(21) I venstre side af hovedskibet forestiller malerierne over søjlerækken: øverst i Kirken: "Orazione nell'Orto" ("Kristus i Getsemane Have"), malet af Giovanni Balducci kaldet "Il Cosci", 1560-ca.1631, derpå: "Bacio di Giuda e Cattura di Cristo" ("Judaskysset og arrestationen af Kristus") måske malet af Paris Nogari (1536-1601), "Cristo davanti a Caifa" ("Kristus foran Kajfas") af Girolamo Massei, 1540-1614, og "Cristo condotto a Pilato" ("Kristus stilles for Pilatus") , muligvis malet af Sebastiano Folli, 1569-1621, eller Agostino Ciampelli (1577-1642).

Til venstre for presbyteriet og for enden af venstre sideskib (22) er der adgang til klokketårnet, der stammer fra det 11.århundrede, og i dette rum findes resterne af nogle fresker fra det 9.århundrede med scener af martyrernes liv: San Crisanto, Santa Daria, San Giuliano, Sant'Ilaria, San Giasone, San Mauro og San Celso. Mod sideskibet er der en væg, hvor man kan se 3 af de originale søjler fra det 9.århundrede.

Ved siden af kampanilen ligger sakristiet (23), der er udsmykket med nøddetræsmøbler og malerier, blandt andre den "Flagellazione" ("Piskningen") tilskrevet Giulio Romano, som tidligere hang i Cappella di San Zenone, en "Deposizione" ("Nedtagelsen af korset") af Giovanni de' Vecchi, en "San Giovanni Gualberto" af Guglielmo Courtois, en "San Giovanni Gualberto davanti al Crocifisso" ("San Giovanni Gualberto foran den Korsfæstede") af Agostino Ciampelli og en "San Giovanni Gualberto detta il testamento spirituale ai suoi discepoli" ("San Giovanni Gualberto dikterer sit åndelige testamente til sine disciple") af Francesco Gaj. På væggen overfor alteret hænger "San Giovanni Gualberto sotto un Faggio a Vallombrosa" ("San Giovanni Gualberto under et bøgetræ i Vallombrosa") af "Il Borgognone". I rummet ved siden af kan man i en lunette se fresken "La Cena di Betania" ("Middagen i Betania") af Agostino Ciampelli.

Det øverste kapel i venstre sideskib (24), "Cappella del Santissimo Sacramento", virker ret nyt, da det er blevet helt renoveret i 1933 af arkitekten Ernesto Leschiutta. Malerierne er udført på samme tid af maleren Pietro Bargellini og viser på højre væg: "San Giovanni Gualberto che sconfigge la Simonia ed il Nicolaismo", på venstre væg "San Giovanni Gualberto che perdona l'Uccisore del suo Fratello" ("San Giovanni Gualberto tilgiver sin broders morder"), på endevæggen San Giovanni Gualberto mellem 2 engle og i apsis Madonna mellem San Giovanni Gualberto og Santa Umiltà. I kapellet findes der dog en del antikke marmorfragmenter.

Det næste kapel (25) er "Cappella Olgiati", som stammer fra slutningen af det 16.århundrede og sandsynligvis er bygget på det sted, hvor Paschalis I havde bygget et kapel for San Giovanni (enten San Giovanni Evangelista=Evangelisten Johannes eller San Giovanni Battista=Johannes Døberen). Cappella Olgiati er tegnet af Martino Longhi (I den ældre) i 1590 og omkring år 1595 udsmykket med fresker af Giuseppe Cesari, kaldet "Cavalier d'Arpino". Her kan man i loftet se "L'Ascensione" ("Kristi Himmelfart") og heromkring engle, sibyller og kirkefædre (San Gregorio Magno, San Girolamo, Sant'Ambrogio og Sant'Agostino). På væggen modsat alteret er der mindre freskomalerier: en "Assunzione" ("Mariae Himmelfart"), en "Ultima Cena" ("Den sidste nadver"), en "L'Andata a Emmaus" ("Turen til Emmaus") og en "Noli mi tangere". På siden af alteret "San Bernardo di Chiaravalle" og "Sant'Andrea". Det antages, at maleren Giovanni Alberti har været medarbejder på freskerne. Altertavlen er derimod af Federico Zuccari og forestiller "Cristo incontra la Veronica" ("Kristus møder den hellige Veronica"). Kapellet er gravkapel for familien Olgiati og disses gravmæler findes rundt om på væggene.

Det næste kapel (26) i højre side er "Cappella di San Carlo Borromeo", hvor der findes en altertavle af "San Carlo in Preghiera" ("San Carlo i Bøn") malet af Stefano Parrocel (1696-1773). På den højre væg er der en "San Carlo Borromeo in Estasi" af Ludovico Stern (1708-1777) og på venstre væg en "Il Santo medita la Passione di Cristo" ("Helgenen mediterer over Kristi Lidelseshistorie") af samme kunstner. Ved siden af alteret opbevares San Carlo Borromeo's stol.

Det nederste kapel (27) i højre side er "Cappella di San Pietro". Kapellet er udsmykket af kunstneren Giuseppe Severoni (ca.1721) med malerierne: "Il Ricevimento dell'Apostolo Pietro nella Casa del Senatore Pudente" ("Apostlen Peter modtages i Senator Pudens' Hus") over alteret. "Sant'Emerenziana con Sant'Agnese" på højre væg og "San Giovanni Battista" på den venstre.

Til venstre for hovedindgangen er der en marmorplade, som Santa Prassede ifølge legenden brugte som seng (28).