|
|
|
|
|
1667-1669 efterfulgte Pave Alexander VII og blev selv efterfulgt af Pave Clemens X Pave Clemens IX's døbenavn var Giulio Rospigliosi og han stammede fra Rospigliosi-familien i Pistoia, hvor han blev født den 28. Januar 1600 som søn af Girolamo (Giacomo) og (Maria) Caterina Rospigliosi og tilsyneladende med en eneste bror, Camillo Rospigliosi. Den unge Giulio fik sin første uddannelse i sin hjemby, men derpå blev han i 1614 elev på Seminario Romano i Rom. Han vendte dog tilbage til Norditalien, hvor han tog en doktorgrad i teologi, filosofi og jura ved Universitetet i Pisa og hvor han også kom til at undervise i en periode i 1623-1624/25. Herefter vendte han tilbage til Rom, hvor han kom i tjeneste hos Kardinal Antonio Barberini og blev tæt knyttet til denne og den magtfulde Barberini-familie, hvis fremmeste repræsentant netop var blevet Pave med navnet Urban VIII. Giulio Rospigliosi fik ansættelse ved den pavelige administration og arbejdede både ved domstolene og blev udsendt som legat til Avignon. Han var, som de fleste lærde på den tid, også interesseret i litteratur og skrev selv både digte såvel som melodramatiske tekster, hvoraf flere opførtes i de velhavende familiers hjemmeteatre med stor succes. Således var det Giulio Rospigliosi's melodrama "Sant'Alessio", som med musik af Stefano Landi blev opført ved indvielsen af Teatro Barberini i Palazzo Barberini den 23. Februar 1634. Af andre melodramaer kan nævnes: "Erminia sul Giordano" fra 1633, "I Santi Didimo e Teodora" fra 1635, "Egisto" fra 1637, "San Bonifacio" fra 1638, "Genoinda" fra 1641, "Il palazzo incantato" fra 1642 og "Sant'Eustachio" fra 1643. Samt "Dal male il bene" fra 1654, "La vita umana" fra 1655 og "Le armi e gli amori" fra 1656. I 1636 blev Rospigliosi kannik ved Kirken Santa Maria Maggiore i Rom og herefter tog den mere religiøse del af hans karriere fart. I 1644 blev han udnævnt til Ærkebiskop i Tarso, hvorpå Kardinal Antonio Barberini stod for hans præstevielse. I årene 1644 til 1653 udsendtes Giulio som pavelig nuntius til Spanien, men den nye Pave, Innocens X, var ikke begejstret for sin forgængers familie og medarbejdere, så Giulio's karriere gik lidt i stå, og da han kom tilbage fra Spanien, slog han sig for en tid ned i sin hjemby Pistoia. I 1655 døde Innocens X imidlertid og Alexander VII blev Pave og nu kunne Giulio Rospigliosi atter genoptage sit liv i Rom, hvor han fra 1655 til 1667 beklædte embedet som Pavelig Statssekretær. I 1657 blev han desuden udnævnt til Kardinal og fik tildelt Titelkirken San Sisto. I 1667 døde Alexander VII, og Giulio Rospiglisi, der nu var 67 år gammel, deltog i det konklave, der startede den 2. Juni. I Alexander VII's sidste år havde forholdet til Frankrig været anstrengt, men ved Spaniens mellemkomst var der kommet en fredsaftale i stand i 1664. Derfor var dette pavevalg kendetegnet af de forskellige forventninger, som det profranske og det prospanske parti havde til en ny pave, og det kom til at vare 18 dage, inden det neutrale parti fik samlet så mange stemmer, at en ny pave kunne vælges. Den 20. Juni 1667 faldt valget på Kardinal Giulio Rospigliosi, mod hvem hverken franskmændene eller spanierne havde noget at indvende, da de første havde placeret hans navn næstøverst på deres liste over ønskelige kandidater, og de sidstnævnte mente, at han var dem venligtsindet siden årene som pavelig nuntius i Spanien. Giulio Rospigliosi blev indsat som Pave den 26. Juni 1667, hvor han tog navnet Clemens IX og mottoet "Aliis non sibi clemens" ("Overbærende over for andre, ikke over for sig selv"), som han forsøgte at efterleve i den følgende tid, hvor han nedsatte skatten på at male korn ,og dagligt lod 13 fattige deltage i sit måltid. Han afskaffede det barbariske "jødeløb", der fandt sted på Corso'en i karnevalstiden, og besøgte ofte de syge på Ospedale del Laterano. Den nye Pave blev således hurtigt elsket af romerne. Også over for sin forgængers familie, der besad mange store hverv og indkomster, efterlevede Clemens IX sit motto og foretog ikke nogen store udskiftninger og ændringer. Han udnævnte Kardinal Decio Azzolino til Statssekretær og sin bror Camillo Rospigliosi til Pavelig General, mens hans nevø Tommaso blev Castellan ved Castel Sant'Angelo og nevøen Giacomo blev Kardinal. En anden nevø, Giovanni Battista Rospigliosi fik allerede kort efter, at Giulio var blevet Kardinal, i 1658 titlen Prins af Sacro Romano Impero (Det Hellige Romerske Imperium). Og året efter at Giulio var blevet valgt til Pave, købte han hertugdømmet Zagarolo af Ludovisi-familien og fik herved titel af Hertug af Zagarolo. Til denne nevø udtænkte Clemens IX et fordelagtigt ægteskab med en niece til den rige Kardinal Lazzaro Pallavicini. Også på det udenrigspolitiske plan gjorde Pavens gode forbindelser, at han i 1668 kunne optræde som mægler mellem Spanien og Frankrig, der havde invaderet det spanskdominerede Holland. Og i Frankrig opnåede han et kompromis i forhold til Jansenismen. Endelig lykkedes det ham også at få den franske Konge til at sende tropper til Venedig til hjælp i krigen mod tyrkerne - og kommandoen over den samlede hær gav han til sin nevø, Vincenzo Rospigliosi. Desværre fik denne krig et uheldigt udfald, da tyrkerne den 6. September 1669 erobrede den venetianske fæstning Candia på Kreta. Nederlaget rystede Clemens IX voldsomt og i slutningen af Oktober måned fik han et apoplektisk tilfælde og kort tid efter døde han den 9. December 1669. Paven blev begravet midlertidigt i Peterskirken, men senere flyttet til en grav i Santa Maria Maggiore. Pave Clemens IX nåede at udnævne 12 Kardinaler på de 3 koncistorier den 12. December 1667, den 5. August 1669 og den 29. November 1669. Heriblandt var der både en franskmand og en spanier, men størsteparten var italienere: Leopoldo de' Medici, Sigismondo Chigi, Francesco Nerli, Emilio Bonaventura Altieri, Carlo Cerri, Lazzaro Pallavicino, Giovanni Bona, Nicolò Acciaioli og Buonaccorso Buonaccorsi. Litteratur om Pave Clemens IX: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|