Attila var søn af hunneren Mundzuk og sammen med sin broder Bleda (434-445) blev han i 434 konge i Hunnerriget, som lå på den ungarske slette og derfra havde spredt sig enormt fra Kaukasus til Rhinen og fra Donau til Nordtyskland og Polen.

I 436 brugte Attila sin hunniske rytterhær som hjælpetropper til den romerske hær, som General Aëtius sendte mod burgunderne, der var begyndt at røre på sig. Burgunderne led her et voldsomt og blodigt nederlag, som næsten udslettede dem helt.

I 441 lod Attila sin hær plyndre i Thrakien, til trods for at hunnerne i mange år havde modtaget en stor årlig betaling fra den østromerske Kejser for at undlade plyndringer syd for Donau. Ved at fortsætte plyndringerne og i 443 at rykke frem mod Constantinopel lykkedes det Attila at få forhøjet det årlige beløb betragteligt.

I 445 blev Attila's medkonge, broderen Bleda, myrdet og Attila var hermed enekonge over hunnerne.

I 447 drog hunnerhæren atter hærgende og plyndrende gennem Romerrigets Donau-provinser.

I 451 var Attila klar til et større erobringstogt og samalede en hær bestående af alle de folkeslag, som hunnerne havde besejret og underlagt sig. Det drejede sig både om østgoter, gepider, heruler, quader, og rugier. Hunnerhæren belejrede og afbrændte Metz og forsøgte også at erobre Orléans, men i det efterfølgende slag på de Catalauniske Marker i Champagne, hvor den østromerske General Aëtius og vestgoterkongen Theoderik I stillede med en stor hær bestående af vestgoter, franker, burgunder, alaner og sarmater, led Attila nederlag og trak derpå resterne af sin hær tilbage til Ungarn.

I 452 havde Attila samlet nye styrker og drog hærgende ned i Norditalien. Aquileia blev ødelagt og Posletten hærget og afbrændt. Romerne ventede med angst og bæven på, at den frygtede hunnerhær skulle nærme sig, men istedet vendte Attila om og førte sin hær tilbage. Det fortælles, at grunden hertil var en delegation af romere, som mødte Attila ved Mincio-floden ved Mantova i Norditalien. Med i delegationen var Pave Leo I, som talte så godt og med sin hele fremtræden som den Guds mand, han var, lykkedes det ham at tale Attila fra at bryde ind i den by, der husede martyrernes grave og ben.

I 453 døde Attila natten efter at han havde fejret bryllup med burgunderinden Ildiko, som han muligvis havde taget som krigsbytte og som ifølge sagnet dræbte ham.

Uden sin stærke konge gik hunnerriget hurtigt i opløsning og de forskellige undertvungne folkeslag gjorde oprør og oprettede deres egne riger rundt omkring. Hunnerstammerne ved Donau "genopstod" senere som bulgarer,

Litteratur om Attila:
Gatto, Ludovico: Storia di Roma nel Medioevo. Newton Compton Editori, 2000 (2.ed.).
Gibbon's Decline and Fall of The Roman Empire. Bison Group, Reprinted, 1993.
Mortensen, Lars Boje: Civiliserede barbarer. Museum Tusculanum, 1991.
Verdenshistoriens Hvornår skete det. Bd.1. Politiken, 1965.