|
|
|
|
|
Italienerne kalder ham Giovanni Burcardo, men han var født i Alsace og døbt med fornavnet Johannes eller Johann og efternavnet Burckard, som også staves Burckardt, Burckhardt eller Burchard. Han menes født omkring år 1450, måske allerede i perioden 1445-1450, i en lille by i nærheden af Strasbourg, der i Antikken kaldtes Argentoratum. Tillægsordet hertil var "argentinensis" eller "argentinus" og dette ord tog Burckardt til sig og brugte det ofte, når han underskrev sig. Det var derfor naturligt, at tilnavnet senere blev brugt af andre om hans ejendom og især om det gamle tårn, som var en del af denne: Torre Argentina. Burckardts familie var hverken fremtrædende eller velstående, så efter nogle korte studier gik han i tjeneste som skriver hos Biskop-vikaren i Strasbourg. Stillingen varede dog kun kort, da han blev bortvist efter at have ladet udfærdige nogle uudfyldte formularer med Biskoppens segl og også havde srjålet et guldstykke og et sværd. Burckardt stod nu uden arbejde og med et plettet rygte i sin hjemby og besluttede sig derfor for at forlade den og rejse til Rom for at søge tjeneste hos Kirkens folk der. Som knap 18-årig ankom han til Rom i Oktober måned 1467 og søgte at skaffe sig et udkomme her. Hvordan det gik de første år, vides ikke, men allerede inden Pave Paul II's død i Juli 1471 var det lykkedes Burckardt at få denne til at udnævne sig til kapellan ved Altare si Sant'Eligio i Kirken i Strasbourg - tilsyneladende et job, der ikke krævede hans tilstedeværelse, for han forblev sandsynligvis i Rom i disse år. Kardinal Marco Barbo var nevø af Pave Paul II og Burckardt kom nu i Kardinalens tjeneste. Han nvænes i et dokument fra 1. Januar 1472 blandt Kardinalens ansatte. Samtidig modtog han fra den nye Pave Sixtus IV embeder ved 2 andre altre med de deraf kommende indtægter. Stadigvæk var der tale om kirker i hans hjemstavn: San Tommaso i Strasbourg og San Fiorenzo i Haslach, hans fødeby. Det var dog ikke muligt for ham straks at overtage embederne, men i 1473 kom han i tjeneste hos Kardinal Giovanni Arcimboldi, der anbefalede ham til Paven og han fik nu titel af "familiare e commensale": "medlem af Pavens "familie" (ansatte, rådgivere og tjenerskab) og bordfælle". Det var en betydningsfuld titel, som gav Burckardt mulighed for at få endnu flere embeder og titler. I 1475 var han i tjeneste hos Biskoppen af Pesaro, Tommaso Vincenzi, som også var pavelig skatmester. Burckardt kom altså tættere og tættere på magtens kerne. Burckardts "opstigen" var dog ikke uden problemer. Prælater fra hans hjemegn forlangte hans embeder dèr taget fra ham og sagen kom ligeftrem op i kirkeretten Sacra Rota, hvor Burckardt dog fik medhold. Men i Strasbourg ønskede man ikke at følge denne afgørelse, så til sidst så han sig nødsaget til at bede Paven selv om absolution for sine ungdoms synder. Falskneriet blev ham tilgivet i 1473, men i Strasbourg var der stadig modstand mod ham, så i 1475 bekendte han også sit tyveri for Paven og fik absolution herfor. Med den pavelige autoritet bag sig rejste Burckardt i 1477 til Strasbourg for at indtage sine embeder og modtage borgerskab, så han kunne få tilsendt sine indkomster. Men disse embeder var ikke de sidste, som Burckhardt indtog, han fortsatte med at få nye embeder og nye indkomster, samtidig med at han studerede teologi og jura og langsomt steg op af karrierestigen indenfor den pavelige administration med nye givtige embeder og titler, fra pavelig kapellan over pavelig skriver til Apostolsk Protonotar og Pavelig Ceremonimester. Det var ikke gratis at opnå disse embeder, de måtte i de fleste tilfælde betales, men det kunne være en god forretning, for ofte var indkomsterne meget større end udgiften ved købet. Vi ved, at Burckardt betalte 450 dukater for det sidste embede, men så levede han også godt af det resten af sine dage, hvor han betjente paverne Sixtus IV, fra 1481-1484, Innocens VIII, fra 1484-1492, Alexander VI, fra 1492-1503, Pius III i 1503 og Julius II fra 1503-1506. I disse år hændte det flere gange, at Burckardt foretog rejser til Strasbourg og når han var i Rom glemte han heller ikke sin herkomst. Her plejede han omgang med andre tyske tilflyttere og han frekventerede den tyske nationalkirke Santa Maria dell'Anima, ligesom han den 1. November 1489 blev medlem af det tyske religiøse broderskab ved denne Kirke, Fraternitas Alemannorum, som Pave Alexander VI i år 1500 ophøjede til at bære navnet: Confraternita di Santa Maria dell'Anima dei Tedeschi. Det var også Burckardt, der i 1499 fik Paven til at give Broderskabet tilladelse til at bygge en ny kirkebygning. I 1491 lejede Burckardt af Monastero di Farfa et stykke jord med et tårn og nogle huse ved den gamle gade, der idag hedder Via del Sudario. Her lod han Tårnet, som naboerne efter hans tilnavn kaldte Torre Argentina, indbygge i en ny bolig, som stod færdig senest i år 1500, da Burckardt i sin dagbog "Liber notarum" fortæller om, hvorledes han til Festa di San Benedetto den 21. Marts lod huset illuminere ved at opsætte fakler på toppen af Tårnet, der dengang ragede op over de øvrige bygningsdele. Baghuset, som lå helt nede ved Via dei Barbieri med rum til tjenestefolk, køkken og stalde, blev dog opført så tæt på naboen, Kardinal Cesarini's ejendom, at denne klagede og forlangte bygningen nedrevet. Burckardt bragte striden for Paven den 31. Januar og denne lod derpå Ærkebiskoppen af Ragusa afsige følgende dom: Burckardt skulle ikke rive huset ned, men ved hans død skulle det overgå til Cesarini-familien. Gennem sine år som ceremonimester skrev Burckardt dagbog, den såkaldte "Liber notarum", hvori han optegnede alt om de ceremonier, procedurer, processioner, klædningsdragter mm., som benyttedes ved de kirkelige begivenheder såsom koncistorier, konklaver, helgenkåringer, indsættelse af nye paver, modtagelse af fremmede fyrster og ambassadører, samt andre hændelser i dagliglivets Rom. Burckardt skrev også andre værker om den kirkelige liturgi, i hvilken han snart blev ekspert - ja eksperten. Han redigerede sammen med sin forgænger Agostino Patrizi en ny udgave af den pavelige krønike Liber Pontificalis, som blev trykt i 1485 og genoptrykt i 1497, samt andre værker om liturgi. Den 16. Maj 1506 døde Burckardt i sit hjem i Rom, det såkaldte Casa del Burcardo i Via del Sudario 44, og den 17. Maj blev han begravet i Kirken Santa Maria del Popolo. Litteratur og links om Giovanni Burcardo: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|