|
|
|
Casa del Burcardo Se nr. 25 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen |
|
I Via del Sudario nr.44 ligger det såkaldte Casa del Burcardo, det hus der i slutningen af 1400-tallet tilhørte Pave Alexander VI's tyske kammerherre Johannes Burckardt (eller Burckardt), på italiensk kaldet Giovanni Burcardo. Ejendommen huser idag et teater-museum, Museo Teatrale della Società Italiana Autori ed Editori og et rigtholdigt bibliotek med litteratur, tryk og fotografier om teater. Desuden findes her en samling af marionetdukker. Burckardt stammede fra området omkring Strasbourg, der i Antikken kaldtes Argentoratum. Tillægsordet hertil var "argentinensis" eller "argentinus" og dette ord tog Burckardt til sig og brugte det ofte, når han underskrev sig. Det var derfor naturligt, at tilnavnet også blev brugt af andre om hans ejendom og især om det gamle tårn, som var en del af denne. Torre Argentina blev det kaldt og det er det, der har givet navn til hele området. Torre Argentina blev indbygget i Burckardts hus, så det næsten er forsvundet, men i den middelalderlige gård kan man endnu se den gamle trappe, der førte op i Tårnet, og nogle små vinduer ovenover det tredelte vindue fra en gammel loggia, som måske blev lavet, da Burckardt ombyggede Tårnet til en ny bolig. Stedet, hvor Hus og Tårn ligger, var i Antikken dækket af en lang overdækket søjlegang, som udgjorde nordsiden af området øst for Pompejus' Teater. Nord for denne lå en anden lang søjlegang, Porticus Lentulorum, senere kaldet Hecatostylum. Disse passager blev derpå til et gadeforløb, der svarer nogenlunde til nutidens Via del Sudario. I de antikke ruiner byggede de næste generationer deres huse, små og store, stalde og lader, og nogle dele befæstedes som tårne i de urolige tider i Middelalderen med de mange fejder mellem byens magtlystne familier. Da Paverne atter konsoliderede deres magt i 1400-tallets Rom, bebyggedes området med mere luksuriøse beboelser. Her boede mange af de rige Kardinaler og deres slægtninge, blandt andre Cesarini-familien, som blev nabo til Johannes Burckardt, da denne i 1491 af Monastero di Farfa lejede et stykke jord med et tårn og nogle huse ved den gamle gade. Burckardt var kommet til Rom som knap 18-årig allerede i 1467 og fik snart ansættelse hos høje gejstlige og kardinaler. Hans rigdom og indflydelse steg langsomt, indtil han blev Apostolsk Protonotar og Pavelig Ceremonimester for 6 paver, blandt andre Pave Alexander VI i perioden 1492-1503). Burckardt kunne således tillade sig at lade de gamle bygninger på stedet rive ned - på nær Tårnet, som fik lov at blive stående for at indgå i hans nye hus. I dette indrettede Burckardt sin bolig i 1490'erne. Den stod færdig senest i år 1500, da Burckardt i sin dagbog "Liber notarum" fortæller om, hvorledes han til Festa di San Benedetto den 21. Marts lod huset illuminere ved at opsætte fakler på toppen af Tårnet, der dengang ragede op over de øvrige bygningsdele. Huset bærer ifølge nogle forskere præg af at være bygget i gotisk stil af håndværkere fra Burckardts hjemegn Alsace. Det blev udsmykket med freskomalerier og har sikkert indeholdt mange malerier og kunstværker, som smykkede de riges huse på den tid. I forbindelse med Tårnet blev der bygget en loggia med 3 buer - de kan tildels ses i gårdfacaden i dag, ligesom nogle små vinduer, der havde forbindelse til det gamle Tårn. Men ejendommen er igennem tiden blevet meget ændret. Nogle år efter Burckardts død i 1506 menes mellembygningen i renæssance-stil at være blevet opført. Den forbinder det gamle forhus med et baghus og er dekoreret med en bemaling i sort-hvid geometrisk diamant-mønster, som var typisk for 1500-tallets Rom. Man mener, at der oprindelig har været tale om en åben loggia, med en overliggende korridor, som har dannet forbindelse mellem de 2 huse. Baghuset, som lå helt nede ved Via dei Barbieri, parallelgaden mod syd, benyttedes af tjenestefolkene og som køkken. Her fandtes desuden ejendommens stalde. Også denne bagbygning var opført af Burckardt, som hurtigt modtog en klage fra Kardinal Cesarini, der mente, at den var opført på hans jord og forlangte huset nedrevet. Burckardt bragte striden for Paven den 31. Januar og denne lod derpå Ærkebiskoppen af Ragusa afsige følgende dom: Burckardt skulle ikke rive huset ned, men ved hans død skulle det overgå til Cesarini-familien. Og det var også hvad der skete efter Burckardts død. På denne måde ophørte ejendommen at bære hans navn og med tiden gik han og tilhørsforholdet i glemmebogen. Tårnet kaldtes dog stadig Torre Argentina, men efter kort tid huskede ingen, hvorfor det havde dette mærkelige navn, og efterhånden blev det kædet sammern med Kardinalen Francesco Argentino, som i 1511 havde embede ved Kirken San Clemente. (Også han stammede fra Strasbourg, hvor hans fader havde taget tilnavnet Argentino). Fra 1506 tilhørte ejendommen så Kardinal Giuliano Cesarini og senere Cesarini-familien, som igennem de næste 300 år flere gange lod den ombygge og renovere. I 1730 byggede familien Teatro Argentina og i den forbindelse blev en del af baghuset revet ned for at give plads til teaterscenen, mens de øvrige dele af Burckardts hus blev brugt som skuespiller-omklædningsrum, magasiner til rekvisitter og andre arbejdsrum. I 1800-tallet købte familien Cartoni ejendommen og lod foretage en større ombygning. Den øverste del af det gamle Tårn blev revet ned, mens resten af huset blev bygget en etage højere. På denne måde endte man med ikke længere at kunne se, at her engang havde været et Tårn. I de følgende år skiftede ejendommen flere gange ejere, til sidst i 1882 da Roms Kommune, der allerede fra 1869 havde ejet Teatro Argentina, overtog huset i Via del Sudario. Under en efterfølgende restaurering af ejendommen fandt man rester af det gamle kompleks ved Pompejus-Teatret og af et Kloster fra Middelalderen. Desuden fandt man i 1908 nogle sten med Johannes Burckardts våben, en springende grif under en stjerne, og blev nu klar over, at dette ikke var Kardinal Argentino's hus, men derimod Johannes Burckardts, Casa del Burcardo. I 1923 åbnede man loggia'en på andenetagen og nogle tredelte vinduer på førstesalen. Samtidig åbenbarede man resterne af den originale trappe i kælderen. I 1929 blev ejendommen overgivet til Società degli Autori, som foretog yderligere restaureringer og indrettede komplekset til Teater-Museum og bibliotek, som kunne åbne for publikum i 1932.
Litteratur om Casa del Burcardo: |