ANNAS ROM GUIDE
Orazio Farnese
1531-1553

Orazio Farnese var søn af Pier Luigi Farnese og derfor barnebarn af Pave Paul III, der dog endnu ikke havde nået denne høje værdighed, da Orazio blev født i 1531 i borgen i Valentano, hvor hans far boede sammen med moderen Gerolama Orsini og deres 4 ældste børn, Alessandro, der var født omkring 1520, Vittoria, der var født omkring 1521, Ottavio, der var født omkring 1523, og Ranuccio, der var født omkring 1530.

I 1534 blev Orazio's farfar valgt til Pave Paul III og familiens liv må være blevet forandret. Dog forsøgte den nye Pave at opretholde facaden i den første tid efter valget og nøjedes med at udnævne sin ældste sønnesøn Alessandro, der på det tidspunkt kun var 14 år gammel, til Kardinal.

Men i 1537 indsatte Paul III sønnen Pier Luigi som Hertug af Castro og udnævnte ham desuden til Kirkelig Gonfaloniere og Kommandør over den pavelige hær og i denne egenskab førte han krig mod Perugia, som han erobrede.

På dette tidspunkt må familien være flyttet til Rom, for Paven holdt af at have sin familie omkring sig. Og ifølge et retsdokument fra 1538 købte Orazio Farnese (eller vel snarere nogle andre på hans vegne?) en ejendom, omtalt som "unam domum cum .... orto prope sanctum Silvestrum de monte caballo" ("et hus med ... en urtehave i nærheden af Kirken San Silvestro ved Monte Cavallo, nutidens Piazza del Quirinale") af Petrus de Stia fra Vallombrosanerordenen, Abbed ved Kirken Santa Prassede. Orazio skal i disse år have boet i den nærliggende Villa Carafa, som man havde lejet af Carafa-familien.

Da Orazio i 1543 var fyldt 12 år, blev han af sin farfar sendt til det franske hof for at få en ordentlig uddannelse - ja måske blev han endog sendt afsted allerede i 1541, som 10-årig. Og i Frankrig blev han i 1547 forlovet med den franske Kong Frans I's illegitime 10-årige sønnedatter Diane de Valois.

Samme år døde hans far, myrdet ved et komplot af utilfredse adelsmænd i Piacenza, hvortil han var blevet sendt af Paven for at udøve sine rettigheder som udnævnt Hertug af Parma og Piacenza. Hans Hertugdømme blev dog straks efter mordet besat af Ferrante Gonzaga, som måske stod bag komplottet, mens Hertugdømmet Castro gik i arv til Orazio, der nu var blevet 16 år. Ydermere fik han tildelt embedet som Præfekt i Rom.

Da nu Pier Luigi var død, overtog Pave Paul III rollen som far for sine børnebørn, der også omfattede 2 dattersønner, der bar efternavnet Sforza di Santa Fiora. Orazio's kun et år ældre bror Rannuccio var allerede i 1545 blevet Kardinal og boede i stor pragt i familiepalæet Palazzo Farnese, og den ældste bror Alessandro havde været Kardinal siden Paul III's tiltræden i 1534 og boede i Palazzo della Cancelleria.

Den 10. November 1549 døde Pave Paul III, men da var alle hans børnebørn også godt i vej. Orazio måtte dog se sit Præfekt-embede opsagt under krigen mod Parma, hvor hans bror Ottavio i 1551 kæmpede for at overtage magten. Også Hertugdømmet Castro mistede han, men efter krigens afslutning fik han det igen af Pave Julius III.

I 1553 blev ægteskabet mellem Orazio og Diane de Valois omsider indgået i Paris, men lykken blev kort, da Orazio allerede samme sommer døde ved fronten ved Hesdin i Artois. Det korte ægteskab bragte ingen arvinger med sig, så Hertugdømmet Castro overgik herefter til Ottavio Farnese.


Litteratur og links om Orazio Farnese:
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione II, Trevi. del 4 / di Angela Negro: side 54, 56.
Rendina, Claudio: Le grandi famiglie di Roma. Newton & Compton Editori, 2004.
- side 322f.
Uhl, Alois: Papstkinder. Lebensbilder aus der Zeit der Renaissance. München, Piper, 2008. (Serie Piper 4891).
- side 146f.
Wikipedia: Orazio Farnese (italiensk tekst).

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bøger og links om Rom
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 28.10.2009 og sidst opdateret d. 25.5. 2024