|
|
|
efterfulgte Pave Clemens VII og blev selv efterfulgt af Pave Julius III |
|
Den fremtidige Pave Paul III blev født den 29. Februar 1468 i Canino ved Viterbo, hvor den magtfulde Farnese-familie ejede store jordbesiddelser. Hans forældre var Pierluigi Ranuccio Farnese og Giovannella Caetani og hans fødenavn var Alessandro Farnese. Da der senere kom en yngre Alessandro i familien, kaldtes den senere Pave for Alessandro Seniore (Den Ældre) eller Il Vecchio (Den Gamle). Da Alessandro Farnese var den tredie af forældrenes 5 børn, blev han tidligt bestemt for en karriere indenfor Kirken. Han uddannede sig hertil både i Rom - under Pomponio Leto, i Firenze og i Pisa. I 1488 var han klerk i Rom og i 1491 blev han udnævnt til Pavelig Sekretær og Apostolsk Protonotar. I 1493 blev Alessandro Kardinal-Diakon ved Kirken Santi Cosma e Damiano og i 1495 fulgte han Pave Alexander VI på en rejse til Orvieto, ligesom han blev udnævnt til Pavelig Legat. Alessandro Farnese blev særligt favoriseret af denne Pave, eftersom denne var dybt forelsket i Alessandro's søster, den smukke Giulia Farnese. Fra 1501 til 1519 fungerede Kardinal Alessandro (Il Vecchio) som Pavelig Administrator i Corneto og Montefiascone. Han førte i sine unge år et ikke udpræget gejstligt og især ikke kyskt liv, men fik flere børn med sin elskerinde Silvia Ruffini. Der er tale om en datter, Costanza, født i år 1500, og 3 sønner Pier Luigi, født i 1503, Paolo, født i 1504, og Rannucio, født i 1509. Sønnerne blev senere legitimiseret, de 2 af Pave Julius II den 8. Juli 1503 og den sidste af Pave Leo X den 22. Marts 1518. Som Kardinal kom Alessandro Farnese til at deltage i en lang række Konklaver: først det i 1503, hvor Pave Pius III blev valgt, dernæst - da denne døde kort tid efter - i endnu et Konklave i 1503. hvor Pave Julius II blev valgt. Så fulgte 10 år inden det næste Konklave i 1513, hvor Leo X blev valgt til Pave. Derefter fulgte Konklavet i 1521-1522, hvor Pave Hadrian VI blev valgt og det i 1523, hvor Clemens VII blev Pave. Det sidste Konklave, Alessandro deltog i, var det i 1534, hvor han selv blev valgt til Pave Paul III. I de mellemliggende år blev Alessandro Farnese udnævnt til Kardinal-Diakon ved Kirken Sant'Eustachio i 1503 og Biskop af Parma i 1509. I 1513 - måske foranlediget af sønnen Paolo's død som blot 8-9 år gammel - lagde Kardinalen sit liv om og førte nu en mere regelret tilværelse uden elskerinder og nye børn - dog tog han sig også fremover godt af Silvia og de overlevende 3 børn og sørgede for at de kom godt i vej. Datteren Costanza blev f.eks. gift med Bosio II Sforza di Santa Fiora i 1517, med hvem hun fik flere børn, blandt andet blev Kardinalen morfar i 1518 til Guido Ascanio Sforza og i 1520 til Sforza Sforza. I 1518 var han Legat ved Kejser Karl V's hof og den 26. Juni 1519 blev han bispeviet af Pave Leo X. Samme år blev sønnen Pierluigi gift med Girolama Orsini og året efter blev Kardinal Alessandro i 1520 farfar til sønnesønnen Alessandro, kaldet "Den Yngre", Alessandro Iuniore. Få år efter fødtes i 1524 endnu en sønnesøn: Ottavio Farnese og i årene derefter fik Alessandro Seniore flere Kardinal-embeder i omegnens sogne, inden han i 1525 blev Ærkepræst ved San Giovanni in Laterano i Rom. I denne egenskab var det ham, der ved Jubelårets begyndelse og afslutning i 1525 åbnede og lukkede Kirkens "Porta Santa". I 1525 var Alessandro Farnese Seniore også Administrator i Anagni og han fungerede flere gange som Pavelig Legat hos Kejseren. I 1526 skete det uheldige, at Kardinalens ældste søn Pier Luigi deltog i et komplot mod Pave Clemens VII og blev bandlyst for dette. Dog lykkedes det Alessandro at få bandlysningen hævet året efter. Under den kejserlige hærs erobring og hærgen i Rom i det frygtelige "Sacco di Roma" i 1527 havde Kardinalen som Legat ved Kejserhoffet mulighed for at rejse fra Rom og tilbage igen. Og han opholdt sig da også til sidst hos den syge Pave Clemens VII i Castel Sant'Angelo. Efter troppernes tilbagetrækning og normaliseringen af forholdet mellem Pave og Kejser blev det så Kardinal Alessandro, der i 1529 kunne byde Karl V velkommen, da denne holdt sit indtog i Rom. Kardinalen kom også til at følge Kejseren til Bologna i 1532. Men i de turbulente år efter Sacco di Roma døde i 1528 endnu et af Kardinal Alessandro's børn, den 18-årige Ranuccio. Der var dog også lyspunkter, da Kardinalen i 1530 og 1531 igen blev farfar til Pierluigi's sønner Ranuccio og Orazio., samt i 1530 også morfar til Costanza's søn Mario Sforza. I 1533 blev Alessandro Farnese udnævnt til Pavelig Rådgiver og efter Clemens VII's død den 25. September 1534 kunne Alessandro Farnese som Kardinal deltage i det Konclave, der skulle vælge den næste Pave. Det blev et usædvanligt kort Konclave, der kun varede 2 dage og den 13. Oktober 1534 blev afgjort med valget af Alessandro Farnese til Pave. Han blev kronet af Kardinal Innocenzo Cibo den 3. November samme år og tog navnet Pave Paul III (på italiensk: Papa Paolo III). Pavens nu mere rolige og ærbare liv forhindrede ham dog ikke i at afholde store fester, maskeballer, skuespil med klovne, koncerter, kommedier og alskens løjer for sig, sin familie, sin husholdning, kardinalerne og hele Pavehoffet med tilrejsende ambassadører og udsendinge. Desuden benyttede han - som næsten alle andre paver - sin nye stilling til at favorisere sine børn og sin familie. Han startede med i 1534 ar udnævne 2 af sine børnebørn til Kardinaler, nemlig den 15 år gamle Alessandro (Den Yngre), søn af sønnen Pierluigi Farnese, og den 16-årige Guido Ascanio Sforza, søn af datteren Costanza og Grev Bosio Sforza di Santa Fiora. Desuden udnævnte han i 1545 Pierluigi's nu 15 år gamle søn Ranuccio til Kardinal. De største goder strøedes dog udover sønnen Pier Luigi, som i 1537 blev Greve af Castro og Nepi, samt i 1545 Greve af Parma og Piacenza, udover at være blevet "Gonfaloniere della Chiesa", Pavelig Overgeneral, og forsynet med en rig og adelig hustru: Girolama Orsini. Også en anden af Pierluigi's sønner, Ottavio, blev tilgodeset og i en alder af knap 14 år gift med den 19-årige Margerita d'Austria (Margrethe af Østrig), der som enke efter Alessandro de' Medici blev tvunget til at få et barn som brudgom, hvilket da også resulterede i et ulykkeligt ægteskab. Paul III var Pave i 15 år og det mest bemærkelsesværdige i denne tid var hans indstiftelse af Koncilet i Trento (også kaldet Tridentinerkoncilet) i 1545. Formålet var at nå frem til en reform af Kirken. Koncilet indkaldtes med bullen "Dominici gregis curam", hvori der oplistedes 3 opgaver: kætteriets fordømmelse, Kirkens reform, og fred mellem de kristne fyrster. Den 13. December 1545 åbnedes det i stor højtidelighed i Trento i Norditalien, overvåget af 4 kardinaler, hvoraf 3 var Pavelige Legater som var formænd for de forskellige opgaver. Dog deltog kun 31 Bisper, hvoraf de fleste kom fra Italien. Kun de religiøse ledere (Kardinaler, Ærkebiskopper, Biskopper, Abbeder og lederene af Tiggermunke-Ordenerne) havde stemmeret. Det blev det længste Koncil i historien og varede ialt 18 år, fordi der hele tiden opstod pauser og afbrydelser. Første del af Koncilet arbejdede i årene 1545-1549 og blev afbrudt ved Paul III's død, men var i realiteten allerede sat på pause i 1548, hvor Paul III havde mistet interessen i alt, efter sønnen Pier Luigi's død året før og datteren Costanza's død i 1545. Anden periode varede kun 2 år, fra 1551-1552, og det samme gjaldt den tredie, fra 1562-1563. En anden vigtig sag, som igangsattes af Paul III, var "den romerske inkvisition", La Santa Romana e Universale Inquisizione, som oprettedes i 1542 som en mildere og mere lokal udgave af den gamle, strenge Inkvisition fra 1231 og som i starten var forholdsvis mild i sit virke, mens Institutionen med navnet "Sant'Uffizio" under den senere Pave Paul IV (1555-1559) blev mere nidkær. En vigtig opgave, som Paul III overtog efter sit valg i 1534, var genopbygningen af Rom efter den store og forfærdelige erobring af byen med efterfølgende plyndringer og hærgen i 1527 (den såkaldte "Sacco di Roma"). Her påbød Paven flere istandsættelser og yderligere befæstning af bymurene, en opgave som overlodes til arkitekten Antonio da Sangallo, mens Michelangelo fortsatte malerierne i Cappella Sistina og restaureringen af Campidoglio og Pladsen på Capitolhøjen, hvortil statuen af Marcus Aurelius blev flyttet fra Piazza di San Giovanni in Laterano. Desuden fungerede Michelangelo som leder af arbejderne i Peterskirken og påbegyndte i 1546 opførelsen af Kirkens kuppel. I løbet af sin tid som Pave udnævnte Paul III ikke mindre end 71 Kardinaler i 12 konsistorier (rådsforsamlinger): 2 den 18. December 1534 (børnebørnene Alessandro Iuniore og Guido Ascanio Sforza), 7 den 21. Maj 1535 (heriblandt Kardinal Jean Du Bellay), 11 den 22. December 1536 (heriblandt Giovanni Maria Ciocchi del Monte, den senere Pave Julius III), 1 den 18. Oktober 1538, 6 den 20. December 1538, 12 den 19. December 1539, 8 den 2. Juni 1542, 13 den 19. December 1544, 4 den 16. December 1545 (heriblandt sønnesønnen Ranuccio Farnese), 2 den 27. Juli 1547, 1 den 9. Januar 1548 og 4 den 8. April 1549. I løbet af 1549 begyndte Paul III planlægningen af et Jubelår i 1550, men han døde, inden det kunne kundgøres og det lange Konklave efter hans bortgang forhindrede den traditionsrige åbning af et Jubelår i December måned 1549, så dette kunne først ske i Februar 1550. Den 10. November 1549 døde Paul III af en voldsom feber i sin villa på Quirinalhøjen i Rom. Han blev begravet i en midlertidig grav bag orgelet i Peterskirken og straks efter satte hans sønnesøn Kardinal Alessandro Farnese (Den Yngre) gang i opførelsen af et mausolæum i samme Kirke. Det udførtes for 24.000 scudi af Guglielmo della Porta i perioden 1550-1576, men først den 15. Januar 1629 blev Paul III's jordiske rester flyttet hertil. Konklavet efter Paul III's død blev langt og stridbart med sammenstød mellem de 2 hovedgrupperinger: de franskvenlige Kardinaler og de spanskvenlige. Den følgende Pave Julius III blev derfor først valgt den 8. Februar 1550. Litteratur om Pave Paul III: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|