Flavius Ricimerus (eller Recimerus, Ricimer, Rekimer) var dattersøn af den vestgotiske Kong Vallia. Han blev general ("magister militum") for de kejserlige tropper i Det Vestromerske Rige i de urolige år, hvor Kejsermagten var flyttet til Det Østromerske Rige og Italien hærgedes af de barbariske hære, gotere og vandaler.

I 455 hærgede vandalerkongen Geiserik Rom og Kejser Petronius Maximus blev dræbt under flugten fra de fremstormende erobrere. I 14 dage plyndrede vandalerne byen og senere drog de hærgende og plyndrende gennem Syditalien og blokerede kystbyerne med en hungersnød i Rom i 456 til følge.

I 457 lykkedes det imidlertid den kejserlige feltherre Ricimerus at trænge vandalerne tilbage og opildnet af disse sejre dræbte han Petronius Maximus' efterfølger galleren Avitus (455-457). Ricimerus havde dog ikke selv mulighed for at blive kejser, dels på grund af sin "barbariske" herkomst og dels på grund af sin religion, idet han tilhørte den arianske trosretning, som i Rom betragtedes som kættersk.

I stedet lod han Majorian (457-461) udråbe til kejser og i de følgende 16 år var det reelt Ricimerus, der bestemte hvad der skulle ske i Rom. Med til at styrke hans position var slægtskabet med de svebiske og gotiske kongefamilier og at han var svoger og onkel til de burgundiske prinser.

I 461 indgik Majorian i Spanien en aftale med vandalerne og dette behagede ikke Ricimerus, der lod ham henrette og i stedet indsatte Libius Severus (461-465), der imidlertid døde i 465.

Denne gang valgtes der ikke nogen ny vestromersk kejser og magten overgik formelt til den østromerske kejser, men reelt var det stadig Ricimerus, der styrede Vestriget.

I 467 indgik den østromerske kejser Leo I en aftale med Ricimerus om en fælles indsats mod vandalerne og Ricimerus måtte herefter lade Senatet i Rom vælge Antemius til vestromersk kejser (467-472). Samtidig ægtede han Antemius' datter og var nu også svigersøn til en kejser.

Antemius havde nu ambitioner om selv at bestemme og regere og i 472 havde Ricimerus fået nok af kejseren og fik de germanske lejetropper til at gøre oprør. Under de gadekampe, der herved opstod i Rom, dræbtes Antemius.

Ricimerus fik nu indsat Olybrius som kejser, men både han og Ricimerus døde i 472. Den nye militære øverstkommanderende i Rom blev i 473 burgunderen Gundobad og som kejser udråbtes Glycerius (473-474).

De 16 år, hvor Ricimerus havde magten i Rom, gav en vis stabilitet og ro i byens liv. I årene 467-470 lod han Kirken Sant'Agata dei Goti udsmykke med en apsis-mosaik af Kristus (Kirken var dengang viet til Frelseren) omgivet af de 12 apostle. Det er muligt at Ricimerus også var grundlæggeren af Kirken, men det vides ikke, måske overtog han den bare på dette tidspunkt, hvor han overdrog den til den lille koloni af gotere, som havde slået sig ned i dette område af Rom og dyrkede den arianske kætterlære.

Litteratur om Flavius Ricimerus:
Dizionario dei personaggi dell'antica Roma. Newton Compton editori, 1990.
- side 246.
Gatto, Ludovico: Storia di Roma nel Medioevo. Newton Compton Editori, 2000 (2.ed.).
- side 69ff.
Gibbon's Decline and Fall of The Roman Empire. Bison Group, Reprinted, 1993.
- side 224ff.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione I: Monti, del 3: side 158f.